Sådan får du en romantisk tur med kæresten på ski!

Sådan får du en romantisk tur med kæresten på ski!

Er du mand og ønsker at gøre det lidt ekstra godt, når du skal på skiferie med kæresten til vinter? Så læs nedenstående guide til den komplette, romantiske skiferie i ”winter wonderland”.

Her er masser af inspiration til at få den bedste og mest romantiske skiferie nogensinde! Guiden er til mænd, da mange hankøn indimellem kan have en tendens til at være tomme for romantiske idéer. I sidste ende er guiden kun en hjælp til gavn for manden. Kvinden skal nok reagere positivt efterfølgende…

No stress!

Sørg for, allerede inden afrejse, at der er styr på pas, tidspunkter, tøj og andre ting, der kan være med til at gøre afrejsen stresset. Planlæg for eksempel god tid i lufthavnen eller på banegården med videre, således at stressfaktorer mindskes og I har tid til hinanden. 

Når I ankommer til destinationen, så få alle praktiske ting ordnet, sådan at I virkelig kan holde ferie og være romantiske med hinanden. 

Er du eller din kæreste begynder på ski eller snowboard så investér penge i en instruktør. Det kan betale sig i sidste ende. I slipper for skænderier, der er forbundet med undervisning af hinanden. Indlæringen er oftest også meget mere effektiv, når kærestepar får undervisning af en tredjepart. Det kan endda være, at I når at savne hinanden i de timer, hvor I er væk fra hinanden. Det er kun et plus for romantikken.

Læs også: 9 grunde til at du aldrig skal lære din kæreste at stå på ski!

Picnic på bjerget

Er I så heldige, at det er varmt og solen skinner på jeres skiferie, så overrask kæresten med en picnic. Find et sted med fantastisk udsigt og hvor I kan være alene.

Inden I sætter jer ned, så tag fat i din kærestes ansigt med begge hænder, kys hende inderligt og sig ”noget romantisk” - som passer til hende og situationen. Derefter tryller du champagneflasken, eller hendes yndlings drink, frem af rygsækken med tilhørende glas, samt et par små tapaspølser eller lignende. 

Og når I sidder deroppe på bjerget, så husk at lægge armen om hende på en kærlig måde og lad hende smelte sammen med dig i samspil med den flotte udsigt og en eventuelt solnedgang… Det kan hun kun blive blød i knæene af… Og kvinder elsker overraskelser…

Sæt jer et sted hvor udsigten er fantastisk

Invitér din kæreste på kælketur med romantisk middag

Mange skidestinationer tilbyder udlejning af kælke, så man kan få sig en lang kælketur oppe fra bjerget og ned til byen, hvor man bor. Nogle skiområder har desuden lavet det sådan, at man oppe på bjerget eller på vej ned ad bjerget kan stoppe ind ved en såkaldt ”kælkehytte”. Derinde kan man få noget varmt at drikke og lækkert mad at spise. Oftest er kælkehytterne romantisk indrettede med indendørs bål og med meget lidt elektrisk lys. Der serveres traditionelle retter og drikkevarer tilpasset det land, man holder skiferie i. Det er helt klart anbefalelsesværdigt og en oplevelse! 

Dertil anbefales, at man kun vælger én kælk. Så kan kæresten sidde foran og skrige af angst, og du kan føle dig som mand, være beskytteren og styre kælken.

Et hyggeligt bål i kælkehytten skaber den helt rigtige romantiske stemning!

Gå en lang tur hånd i hånd

Når I er færdige med at være på pisterne og aftensmaden er spist, kan I gå en tur sammen udenfor i winter wonderland. Det er godt at få bevæget benene til fods efter en lang skidag, og så giver det en helt specielt følelse at gå sammen med den, man elsker, mens man mærker den kolde luft i ansigtet og hører lyden af sneen knirke for hvert skridt, man tager… Hvis himlen er skyfri, kan I gå et sted hen, der er fri fra by lyset og se på måne og stjerner. Her kan I snakke dybt, kramme og være fortrolige med hinanden. 

Husk nu varmt tøj, kvinder kan ikke lide at fryse... Nu kan I så nyde, at det bare er jer to, og at I ikke skal tænke på andet end at være sammen med den dejligste person i verden…

Måneskin, snelandskab og sin elskede ved ens side. Hvad mere kan man ønske sig?

Tag I bad sammen eller i wellness

Wellness og Spa går aldrig af mode, men alt behøver ikke koste penge. På hotelværelsets badeværelse kan man også gøre det ret hyggeligt og romantisk med stearinlys. Fyld badekarret op med varmt vand og hæld en masse shampoo i, så det skummer.

Begiv jer herefter ind under det dejlige varme vand, mens I skrubber hinanden ind i sæbe og masserer hinandens rygge. Skiløb tærer på kroppen, men med en dejlig, afslappende rygmassage forsvinder al ømheden i kroppen. I kommer tættere på hinanden og forkæler hinanden. 

Bliv liggende i sengen...

I er på ferie, så I behøver ikke stresse (medmindre der lige er faldet 50 cm puddersne). Hvis vejret er dårligt en dag, så bliv liggende lidt længere i sengen og nyd hinanden. Kig hinanden i øjnene, vær romantiske, leg pudekamp og grin med hinanden. 
Spørg eventuel hotelpersonalet, om det er muligt at tage morgenmaden med op på hotelværelset

Det vigtigste punkt: Hold oxytocin niveauet højt!

Kærlighedshormonet oxytocin udløses ved massage, kærtegn, berøring, varme og fortrolighed. Hvis du kan sørge for at opretholde et højt oxytocin niveau hos din kæreste under nærmest hele ferien, så kan ferien næsten ikke blive andet end perfekt. Så bliver hun nemlig automatisk glad og taknemmelig.

Hvordan? Romantik handler ikke kun om, hvilke romantiske ting I skal lave sammen, men også i høj grad om, hvordan I kommer tættere på hinanden - ved hjælp af NÆRVÆR! Oxytocin niveauet opretholdes gennem berøring, kys, kærtegn samt øjenkontakt. 

Så tænker du nok, at du ligeså godt kan holde skiferie i sengen hele ugen… Tja, det kan du, men OPLEVELSER på pisten og romantiske oplevelser efter skiløb knytter også bånd og ikke mindst minder.  


Hurra for kærlighed og romantik i sneen!


Udgivet af: Anne-Louise Saikkonen Jørgensen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen