Paradiski - Les Coches og byerne omkring

Paradiski - Les Coches og byerne omkring

Skisport.dk besøgte Les Coches beliggende centralt i skiområdet Paradiski

Kalenderen siger uge 13, og da flyet åbner dørene i Grenoble lufthavn slår tanken mig: Er vi landet det rigtige sted? Temperaturen er i top, solen skinner og jeg tænker straks på om det overhovedet var nødvendigt at have vokset skiene.

På vejen op ad bjerget passeres skipisten, og jo den er god nok, der er stadig sne. Men tvivlen er der stadig, godt nok er temperaturen lavere og snedyngerne omkring lejlighedshuset vidner da også om at her er der sne. Men har 25 års skierfaring alligevel overvurderet sæsonens længde for at spare de sidste kroner på billetterne?

Det vil de næste 7 skidage vise - og Paradiski viser sig som et sandt Paradis flere dage og at uge 13 dette år også bød på super sneforhold.

- Find skiferie til La Plagne.


Midt i hjertet af de franske alper

Området Paradiski består af 425 km pister i områderne Les Arcs og La Plagne som blev forbundet i 2004, ved indvielsen af verdens største lift, Vanoise Express. Det hænger derudover sammen med byerne Champagny og Villaroger. Området er beliggende i hjertet af de franske Alper i nationalparken La Vanoise, hvor også områder som Val d´Isere er beliggende.

Vi havde valgt indkvartering i Les Coches da det ligger midt i området og vil gøre det muligt at nå til alle hjørner af de 425 km pister uden at alt skiløb skal foregå i æggestilling.


Om byen Les Coches

Byen Les Coches er beliggende i 1450 meters højde og er ikke særlig stor. Der findes 3-4 sportsbutikker et Spar-supermarked, flere restauranter og creperier samt naturligvis et par afterskisteder. En hyggelig by med charme og træbeklædte huse, og for dem der ikke er til skiløb bl.a. også en skøjtebane. Centralt fra byens torv går der lift direkte op i terrænet. En lift som bliver udskiftet med en ny 6-personers lift til den kommende sæson.

Plusser til byen for uspoleret hygge og central placering i området.
Minusser set med de øjne der anser afterski og fest som en vigtig del af skiferien.

Skiløbet i Paradiski

425 km pister er nok til at tilfredsstille de flestes behov for en uge. Men overvejer du at droppe liftkortudvidelsen til at dække hele området for at spare penge så kan det ikke betale sig. Køb liftkort til hele Paradiski-området fra starten.

Vi tog skiene på udenfor lejligheden og et smut nedad til byen Montchavin beliggende 200 meter lavere og med en lift op. Så er man ved den store Vanoise Express og kan på under 4 minutter komme de 1824 meter tværs over dalen til skiområdet i Les Arcs. Vanoise Express liften er opbygget i to etager og det gør at den hurtigt tømmes og fyldes med de 200 personer der kan være i den. Hastigheden over dalen er 45 km/t også en rekord for en lift med disse dimensioner, og det at det går lidt stærkt gør ikke noget. Når man kigger ned på midten er der 380 meter til jorden under dig.


Området i Les Arcs byder på skiløb op til 3226 meters højde og man finder her bl.a. den Speed-Skiing strækning der blev brugt under OL i Albertville. Den er åben for alle over 7 år, og hold nu fast - hastighedsrekorden er pt. 250,7 km/t for mænd og 242,3 km/t for kvinder. Det koster ca. DKK 100,- at prøve men så får du også det helt rigtige grej bestående af hjelm, goggles og fartski til låns.

Vender man skispidserne i den anden retning fra morgenstunden kommer man mod La Plagne og byerne Plagne Bellecote, Plagne Villages og sidst i området Champagny. Den del af området tiltalte os mest. Her er der længere mellem pisterne og større variation i skiløbet. Til gengæld virkede pisterne i Les Arcs delen lidt stejlere/udfordrende. Så alt i alt et godt miks. Området mod La Plagne gemmer bl.a. på bjergtoppen Roche de Mio, der med sine 2.700 meter giver et perfekt skue over hele området samt udsyn til Mont Blanc. Men nyd udsigten og fortsæt videre for at spise, restauranten på toppen er ligeså dårlig som udsigten er god.

Anbefalesværdig restaurant på toppen af Les Verdons

Når du skal spise, så prøv at fortsætte over mod Champagny og find restauranten Chalet Verdon Sud. Den ligger mellem pisterne Bozelet og Hara-Kiri, det kræver en tur op til toppen af Les Verdons, og så en af de to pister nedad. Her får man rigtig gode retter, lige fra Lasagne til hvidvinsdampede muslinger. Luk nu øjnene, nyd roen, mærk solen og drøm lidt om den næste piste der skal forceres.

Det højeste skiløb i området findes på Glacier de Bellecote. Med de sneforhold der var da vi besøgte området var der ikke de store argumenter for at tage op på gletscheren, men prøves skulle den. Med kun en nedfart fra gletscheren var det tydeligt at mange var blevet fristet over evne og tog den røde piste ned. Trængsel, opkørte pukler og is... Ja, er du ikke meget habil skiløber så overvej liften ned igen når du har været oppe på toppen og nyde udsigten eller besøgt isgrotten der er lavet i gletscheren.

Opsummering af skiferien i Les Coches:

Et skiområde der burde tilfredsstille 9 ud 10 danske skiløberes behov. Les Coches en hyggelig by, men er du til afterski og fest så vælg et andet sted. Som mange andre steder er der store prisforskelle/besparelser hvis du vælger uden for højsæsonen. Så kan du rejse uden for sæsonen som vi gjorde - kan du nemt spare kr. 1.000,- pr. snude i forhold til højsæsonugerne i februar.

De andre byer i området.
Les Arcs - Se rejsebureauer
La Plagne - Se rejsebureauer

Ps. De nyvoksede ski blev altså brugt hele ugen. En uge der også blev krydret med en del friske snefald og muligheden for at prøve kræfter udenfor pisterne - med behørigt sikkerhedsudstyr naturligvis. Mulighederne for off piste er mange, og de lokale skiskoler har masser af guidede ture man kan koble sig på. Off piste skiløb er forbundet med risiko, og derfor bør det naturligvis foregå med erfaren skiguide fra området.

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Les Coches - Montchavin
Fakta om Les Coches - Montchavin
Skiområdet: 1250-3250 m.o.h.
Byen: 1350 m.o.h.

239 pister i alt
12 stk.
132 stk.
66 stk.
29 stk.

Lifter: 134 stk. / 207.044 pers/time

Slæbelifter: 58
Tog/baner: 1
Stolelifter: 46
Kabinelifter: 12

Mere om skiferie i Les Coches - Montchavin

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen