Med en olympisk mester på langrend i en skjult alpedal

Cogne er en langrendsdestination, der er så smuk en flugt fra hverdagen, at den måske kunne friste en inkarneret alpinskiløber til at tage på langrendstur igen.

Jeg er ingen langrendsaficionado. Det kan jeg ligeså godt afsløre med det samme. Jeg har sammenlagt brugt under fem timer af mit liv på langrendsski.

Ikke desto mindre befandt jeg mig for nyligt i en næsten skjult dal i Italien, hvor der ikke var et alpint skianlæg at finde. Til gengæld stod der en italiener, som gerne ville ud og køre på langrendsski med mig og et par andre skiløbere. Han hed Marco Albarello, og havde både OL- og VM-guld i langrend i bagagen.

”Hvad i alverden har jeg rodet mig ud i?” tænkte jeg, mens jeg bøvlede med at få de lejede skistøvler til at hænge sammen med de lejede langrendsski.

Det lykkedes, Marco Albarello kiggede på mig og de andre og 10 sekunder var han forsvundet ud af langrendssporet og rundt om et sving. Så var det jo bare om at komme afsted.

De 2 eksperter var gode til at lære fra sig, men når de først var i fart, var det umuligt at følge med

”Læn dig fremover, når du skubber fra!”

Vi stod lige udenfor en by ved navn Cogne, som ligger i en sidedal til Aosta-dalen i den nordvestlige del af i Italien. Her er stille. Ikke som man kan sige, at mindre befolkede skiområder er stille. Men sådan rigtig stille. Og så ligger det lige på grænsen til nationalparken Gran Paradiso, så smukt er der også.

Vi er også i første halvdel af december, og højsæsonen er ikke startet endnu. Men inden Marco Albarello satte gang i sine åbenbart lynhurtige langrendsski, forklarede han, at det var roen, som havde fået ham til at flytte til Cogne. Den ro findes bestemt også i højsæsonen.

Jeg skubbede fra med højre ben og var lige ved at ryge på næsen. Men jeg fik nogenlunde gang i skiene, som efter min mening var alt alt for tynde, og det viste sig, at Marco Albarello stod og ventede på mig og en af de andre ikke ret langt ude af sporet.

”Læn dig fremover, når du skubber fra,” sagde han.

Lettere sagt end gjort, men ikke desto mindre blev det faktisk lettere at få fæste i sneen, og tempoet kunne sættes lidt op. Kort tid derefter måtte jeg for første gang stoppe og tage et lag tøj af. Langrendsskiløb viste sig at være en hård disciplin.

Gruppen stod og hyggesnakkede lidt, mens vi så på nogle chamois (på dansk ”gemser”) gå oppe på bjergsiden. Det er nogle bjerggedslignende dyr, som grundet den uberørte natur findes overalt i dalen. Dem skulle vi komme til at se rigtig mange af på vores ellers korte ophold her.

Og var man (i bogstavelig forstand) en bjergged af en art, kunne man næppe finde på noget bedre sted at bo.

Den komplette flugt fra virkeligheden

Imidlertid boede vi dog ikke ude i skoven, men på et wellnesshotel, der gjorde en dyd ud af at servere store portioner mad for gæster, der herefter kunne lægge sig i et af flere forskellige badebassiner (indendørs såvel som udendørs).

Personligt har jeg aldrig gået vildt meget op i hoteller, for når jeg kommer hjem efter en hel dag med alpinskiløb i høj fart, har jeg mest af alt bare lyst til at spise og gå i seng. Men selvom langrend langt hen ad vejen er endnu hårdere end (almindeligt) alpinskiløb, så gav det pludseligt mening som aldrig før at sænke sig ned i noget varmt vand.

Og jeg tror, at hvis jeg skulle til Cogne igen, så ville jeg prioritere at bo godt. For selvom byen er hyggelig og bærer præg af at have ligget på stedet i hundredevis af år, og der da også er et par restauranter og en enkelt bar at begive sig mod, så er Cogne et sted, man bør drage mod, hvis man for alvor ønsker at stikke af fra virkeligheden og bare slappe helt af i absolut stilhed.

Den perfekte afslutning på en god langrends-skidag

70 kilometer langrendsspor og nye tanker

Tilbage på langrendssporet var det begyndt at gå bedre for mig. Tips og tricks fra Marco Albarello havde gjort underværker. Han påstod da også, at jeg var blevet god, men var samtidigt begyndt at virke en smule utålmodig. Det kunne ingen vist bebrejde ham.

Der er mere end 70 kilometer langrendsspor i og omkring Cogne, og nogle af dem har lys på, så de kan benyttes i aftentimerne. Imidlertid havde jeg dog nok i det noget kortere spor, som vi kørte en tur på.

Da vi var nået halvvejs rundt på sporet, måtte jeg for tredje gang stoppe og tage et lag tøj af. Det var minusgrader, men jeg havde kun en lang undertrøje og en tynd fleece på, for gud fader bevares hvor er langrendsskiløb hårdt.

Heldigvis gik den sidste halvdel af sporet mere ned af bakke, hvilket gav en smule overskud til at tænke lidt. Jeg har altid betragtet mig selv som alpin skiløber, og sådan bliver det ved med at være, men for første gang kunne jeg virkeligt se idéen i langrendsskiløb. Det var smukt og fredsommeligt på en hel anden måde end alpint skiløb. Og hvis jeg skulle gøre det igen, skulle det nok være et sted som Cogne.

Et sted hvor der var noget at se på, mens man sled sig frem på et langrendsspor, og et sted hvor der virkeligt er så stille, som man somme tider hører, at der kan være i bjergene. Så vil jeg næsten gå så vidt som at sige, at en alpin-til-jeg-dør-type som mig selv kunne overtales til at tage på langrendstur igen.

På samme skitur var vi også forbi Cervinia og La Thuile.

- Læs vores besøg til Cervinia her

Se video fra vores besøg til Cervinia her: