Januar-udsalg: Over 100 skihjelme nedsat ⛷️
Snesikre og solrige Serfaus Fiss Ladis

Snesikre og solrige Serfaus Fiss Ladis

Vi har været her før - og vi kommer altid gerne igen. På vores mini-rundfart i Tyrol følte vi en trang for at genbesøge en af vores favoritter Serfaus Fiss Ladis.

Som navnet antyder er det ikke én by, men derimod 3 forskellige byer på en højslette i det sydvestlige Tirol - ikke langt fra det måske mere kendte Ischgl.

Derfor elsker vi Serfaus - Fiss - Ladis:


Børnevenligt

Serfaus Fiss Ladis kalder sig en familiedestination. Og den køber vi 100% ind på. Intet sted i alperne kender vi til hvor børnene i den grad er i højsædet. Ca. 125.000 m² mellem 1.400 og 2.000 meters højde reserveret til børn.


Et helt lille pisteområde med et stort antal lifte og “rullebånd”, indhegnet og optimalt til børn.


Dertil hørende en kæmpe skiskole som kan give jeres unger de bedste skioplevelser.

Fine offpiste muligheder

Netop fordi destinationen markedsføres som familiedestination, er her ikke mange som jagter uberørt sne. Langt langt hovedparten af gæsterne bevæger sig aldrig udenfor pisten. Dette i modsætning til så mange andre skisportssteder hvor lemminger med brede ski kæmper en hård kamp mod powderstress.


I Serfaus Fiss Ladis ser du ikke mange med brede ski og rygsække - det er så fint når man drømmer om at køre uberørt sne.


Øvelsen er lidt, at gøre noget andet end alle andre med samme pudderfeber ????

Ny lift til næsten en halv milliard kroner

Den store nyhed i Serfaus Fiss Ladis er den ny Komperdell kabinelift fra Serfaus by op til det store Komperdell plateau (hvor man finder det primære børneområde). Den fjerner den flaskehals der til tider har kunnet opstå i Serfaus om morgenen. Super effektiv og moderne lift. Et par ekstra pister er det også blevet til.


Når man hører prisen på mere end 60 millioner EUR forstår man hvorfor liftkort koster mere og mere. Det er ikke små investeringer skisportsstederne bokser med.

Højt, snesikkert men også solrigt

Når vi tager på ski drømmer vi alle om masser af sne og høj sol. I Serfaus Fiss Ladis er sandsynligheden for, at ramme dette bare lidt højere end så mange andre steder. Grundet placeringen i alperne er det typisk her opklaringen til sol kommer først.


Det koster naturligvis lidt på snemængden, men på grund af områdets høje placering (1200 til 2.828 meter) behøver man ikke frygte for snemangel. Vi har endnu aldrig været i Serfaus Fiss Ladis med dårlige sneforhold.

Vi elsker sol, og vi elsker sne… måske derfor vi også elsker Serfaus Fiss Ladis

Lille sparetip

Afslutningsvis et lille sparetip… fordi vores besøg i Serfaus Fiss Ladis var lidt vel spontant/last minute-agtigt, kunne vi ikke finde noget indkvartering i en af de 3 byer som var til at betale. Alt var enten fuldt booket eller ublu dyrt/luksuriøst.


Vi endte derfor i den lille by Ried im Oberinntal nedenfor bjerget. Det kostede væsentligt mindre end at bo oppe i terrænet. Downsiden var en lille biltur på 12-15 minutter morgen og eftermiddag (der går også skibusser) og at der sker tæt på absolut ingenting. Men har man nok i eget selskab og gerne vil spare lidt penge giver det altid bonus, at se bort fra ønsket om ski-in/out.

Læs mere om Serfaus - Fiss - Ladis her.

Her ses pistekortet for SFL:

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Serfaus-Fiss-Ladis
Fakta om Serfaus-Fiss-Ladis
Skiområdet: 1200-2820 m.o.h.
Byen: 1427 m.o.h.

186 pister i alt
47 km blå
112 km rød
27 km sort

Lifter: 68 stk. / 92.260 pers/time

Slæbelifter: 10
Tog/baner: 1
Stolelifter: 16
Kabinelifter: 11

Mere om skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen