Black Week tyvstart - spar op til 25% 🔥
Ny skimetropol på vej i Østrig

Ny skimetropol på vej i Østrig

Toyota’en tøffede ned ad A7 for snart 14 år siden - det var første møde med destinationen Rauris og 4 måneders arbejde som skiguide i Østrig.

De sidste 10 kilometer op ad bjerget var som en juleaften: Hvad var det for et sted? Var det rare mennesker vi skulle arbejde sammen med? ... og så videre.

14 år efter er jeg igen på vej op ad bjergvejen til Rauris. Svingene på vejen er de samme, kasserne med sand og grus til vejen stod de samme steder, og jeg tænkte derfor, at tiden måske helt har stået stille hernede i de seneste 14 år?

Ved indkørslen til byen kunne jeg konstatere, at tiden langt fra havde stået stille - tværtimod! Byen var forandret og udbygget på et utal af fronter.

En ny omfartsvej sendte trafikken uden om byen, stambaren var lukket og ombygget til trendy cafe, skiskolen var vokset fra 15 til 60 skilærere og et nyt pandekagehus bragte smilene frem hos børn og barnlige sjæle. Og så var der kommet en ny stor gondollift som erstatning for de gamle, og for børn besværlige slæbe-lifte. Alle forbedringer som betyder, at mange flere skiløbere nu 14 år efter kan få mere ud af et af Østrigs mindre skiområder.

Gondollift i Rauris

Hvad kan man så bruge ovenstående viden til? Umiddelbart ikke særlig meget, men alligevel symboliserer informationerne dén løbende udvikling der er på rigtigt mange skiområder både nord og syd for den danske grænse. Der investeres hvert år mange milliarder i forbedringer, som gør det sjovere og mere komfortabelt at stå på ski.

Rivende udvikling i Østrig

I en samtale med den danske turistchef for Østrig, Bo Schou Lauridsen, får vi indblik i de samlede investeringer i Østrig for den kommende vintersæson.

- I vinteren 2009/2010 er der investeret mere end 4 mia. kroner i de Østrigske skiområder. Cirka 2 mia. i sikkerhed og komfort, 1,1 mia. i snesikkerhed og snekanoner, og 1 mia. i "småforbedringer " som nye pister, udvidelse af pister, kælkebaner, parkeringspladser, pistemaskiner, restauranter og deslige, fortæller Bo Schou Lauridsen.

Med andre ord udvikler områderne sig hele tiden, og var der en umoderne lift eller dårlige parkeringsforhold for 10 år siden, er der stor sandsynlighed for at det er ændret i dag.

Østrigske restauranter er andet end Schnitzler

Det kan godt være, at det franske og italienske køkken trækker, når skiferien sydpå skal planlægges. Man ved, hvad de står for, man kender maden - og det er ganske enkelt rigtig godt. Men hvis man blandt andet booker sin skiferie ud fra kulinarisk kvalitet, bør man afgjort også have den østrigske gastronomi med i sine overvejelser. Eksempelvis fik Lech/Zürs i Arlberg i 2008 prisen som ’Most Outstanding Gourmet Village in the World’. De har simpelthen den højeste koncentration af gourmet-restauranter i verden.

Lech/Zürs og de andre østrigske alpebyer opnår deres gastronomiske særpræg og kvalitet ved at være tro mod det østrigske køkken. De dyrker traditionen for at anvende lokale og friske råvarer, der forvandles til vidunderligt velsmagende retter.

I de østrigske skiområder behøver man blot at køre udenom de allerstørste cafeterier for at finde frem til de gastronomiske perler der - forklædt som små og mellemstore bjerghytter - følger det østrigske køkkens idealer og serverer himmelsk og anderledes mad, som man ikke får det andre steder.

Eksempelvis ligger der i Brixental i Kitzbüheler Alpen i alt 10 "KochArt"-restauranter, som alle sværger til de gode, naturlige råvarer og arbejder tæt sammen med de lokale bønder for at kunne tilberede de lokale specialiter og delikatesser.

Østrigsk gastronomi er med andre ord meget mere end blot "Schnitzel mit Pommes".

De kommende års udvikling

Den gode udvikling fortsætter i årene fremover fortæller Bo Schou Lauridsen, og løfter sløret for nogle af de større tiltag de 254 østrigske liftselskaber har planlagt for de kommende år. Med danske øjne er der 3 tiltag som specielt er værd at notere sig.

Udsigten fra Kaprun/Kitzsteinhorn - længst i baggrunden findes Saalbach som området forbindes med til vinteren 2012/13

Ski VM i Schladming 2013

Forud for ski VM i 2013 i Schladming, laves der massive investeringer i infrastruktur, hoteller og pister i området. Så det er de næste par år du har mulighed for at opleve det hele inden stjernerne dukker op.

Zell am See skal efter planen forbindes med Kitzsteinhorn til sæsonen 2012/2013, og med Saalbach Hinterglemm til vinteren 2013/2014. Dermed danner det et af Østrigs største skiområder med et utal af muligheder for skiløb på alle niveauer.

St. Anton am Arlberg skal efter planen forbindes med Kappl i Paznauntal til sæsonen 2013/2014, og fra Kappl kan man tage bussen til Ischgl og dermed nå nogle af Tyrols perleskiområder med udgangspunkt fra eksempelvis Kappl.

Således slutter vi artiklen, og lader dig alene tilbage med den svære beslutning om, hvorvidt det er nu du skal et smut forbi for at opleve byerne som "de var", eller om du vil gemme oplevelserne til forbedringerne er gennemført. Ét er sikkert – gør du ligesom guiden, der vendte tilbage 15 år efter sit første år på destinationen, må du forvente at tingene ser noget anderledes ud, end sidst du var dér.

Fotos: Skisport.dk og Saalbach Hinterglemm

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Rauris
Fakta om Rauris
Skiområdet: 959-2200 m.o.h.
Byen: 948 m.o.h.

30 pister i alt
5 km blå
20 km rød
5 km sort

Lifter: 12 stk. / 9.000 pers/time

Slæbelifter: 8
Stolelifter: 1
Kabinelifter: 3

Mere om skiferie i Rauris

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen