Skieventyr med reflektion og fordybelse i Mürren
Vi inviterer på en episk skirejse til Mürren i Schweiz, der med sine bare 50 pistekilometer er en del af den store Jungfrau Region.
Mürren, der er det højstbeliggende skiområde i Berner Oberland ligger på et plateau ca 1.650 meter over Lauterbrunnen-dalen med en enestående udsigt til de tre store bjerge Mönch, Jungfrau og det ikoniske og skræmmende vartegn Eiger, der med sine 3970 meter over havet tårner sig op i regionen.
Schweiz har aldrig rigtigt markedsført landet med samme intensitet som de andre alpelande og kastet sig ind i kampen om masseturismen, så netop derfor har landet utroligt meget at byde på!
Mytiske Mürren
Mürren føles som et mytisk paradis skjult for den moderne verdens kaos - et sandt Shangri-La i hjertet af de schweiziske alper. Med sin betagende naturlige skønhed, rolige atmosfære og følelse af tidløshed, fanger Mürren sjælen og inviterer dig til at fordybe sig i dens magi. Byen er kun tilgængelig med svævebane og bjergbane, hvilket tilføjer dens aura af eksklusivitet og mystik. Omgivet af de tårnhøje tinder virker Mürren som en verden adskilt, uberørt af det nutidige livsstress og jag.
Mürren et stedet, hvor tiden ser ud til at gå langsommere, og skønheden i de schweiziske alper omslutter dig i sindsro. Den bilfri landsby med sine 450 indbyggere, udstråler ægte uforfalsket charme og autenticitet og tilbyder en atmosfære, der føles både fredelig og forfriskende. Det første, vi oplever i Mürren, er byens rolige tempo. Der er ingen biler til at forstyrre stilheden, så byen er er fri for modernitetens summen. I stedet oplever vi kun den sprøde knas og knirken af sne under vores fødder.
Vi bevæger os forbi de traditionelle chalets, der ligger langs gaderne, der med deres snedækkede tage skinner i det stærke sollys. Røgen driver dovent fra skorstene og tilføjer et hyggeligt touch i næseborene til den sprøde alpeluft.
Den betagende udsigt over Eiger, Mönch og Jungfrau dominerer stemningen i Mürren. Disse tårnhøje tinder giver en ærefrygtindgydende baggrund for enhver aktivitet, uanset om du står på ski, vandrer eller blot slentrer en tur gennem landsbyen. Det evigt skiftende lys på bjergene – fra solopgangens gyldne skær til solnedgangens lyserøde nuancer – skaber en følelse af magi og undren.
Indbegrebet af gæstfrihed
De lokale i Mürren er kendt for deres gæstfrihed og varme. Det oplevede vi i den grad på vores to-dages skieventyr. Uanset om du bliver mødt af personalet på hotellet, eller falder i snak på vores bedste “bärndütsch”med en butiksejer, som vi gjorde det, da vi skulle leje ski eller nyder en middag på en af de mange familiedrevede restaurant, er der en ægte venlighed, der får en til virkeligt til at føle sig hjemme.
Denne imødekommende ånd forstærker hele landsbyens afslappede og indbydende atmosfære. Om aftenen kommer Mürrens hyggelige hoteller og restauranter til live med skæret fra lanterner og lyden af livlige samtaler.
De traditionelle schweiziske retter som fondue og rösti serveres sammen med den lokale røde Dôle eller den hvide Fendant vin fra Wallis, hvilket skaber en stemning, der er både rustik og raffineret. Du kommer nok til at savne afterskikulturen, som opleves i Østrig, Italien og Frankrig?
Mürren appelerer til det brede skipublikum, om end de helt unge nok må give fortabt her! Mürren er på ingen måde gearet til ungdommens hæsblæsende afterskikultur.
Her er afterski synonym med tid til fordybelse og eftertænksomhed så glem alt om høj musik og gadelarm. Du er garanteret nattero med dyb søvn. Til gengæld vil man kunne nyde en dejlig aftentur igennem byen og måske et glas på en af de mange hotelbarer, mens sneen langsom daler ned i den hyggelige chaletby.
Fødslen af alpint skiløb i Mürren
Britiske bjergbestigere og eventyrere var medvirkende til at introducere skiløb til Mürren i det tidlige 20. århundrede. Inspireret af skiløbets voksende popularitet i Norge og Østrig, så de potentialet i de schweiziske alper for denne spændende nye sport. En af de mest betydningsfulde personer i Mürrens skihistorie er Sir Arnold Lunn, en britisk skiløber, bjergbestiger og forfatter.
I 1924 grundlagde Lunn den nu mere en 100 år gamle Kandahar Ski Club i Mürren for at fremme alpin- og slalomskiløb, hvilket var et nyt koncept på det tidspunkt.
Lunn organiserede verdens første slalomløb i Mürren i 1922, hvor Lunn “opfandt” og introducerede slalom gennem porte og satte hermed nye standarden for de moderne alpine skikonkurrencer.
Med Schilthornbahn til Mürren
Vi er med bussen fra Lauterbrunnen, hvor vi er landet med toget fra Basel Europort. Bussen tager os til Steckelberg, hvor vi skal op med den netop nyåbnede nyrenoverede Schilthornbahn.
Den nye Schlithornbahn er et stykke schweizisk ingeniørarbejde uden sidestykke. Med en stigning på 159,4% er Schlithornbahn den stejleste svævebane i verden. Den klassiske svævebane forbinder dalen over Mürrenfluhs lodrette vægge med den bilfri bjerglandsby på kun fire minutter.
Den overvinder en højde på 775 meter over en længde på næsten 1.194 meter. Schilthornbahn tager dig fra Steckelberg først til Mürren, hvor vi skal bo, herefter til Birg og til slut til toppen af Schilthorn. Arbejdet med færdiggørelsen af projektet er endnu ikke færdiggjort, men hele projektet forventes af stå færdigt i 2027.
Det nye Schilthornbahn-projekt, kendt som Schilthornbahn 20xx, erstatter den eksisterende svævebane, som har tjent besøgende i årtier. Med ny avanceret teknologi, forbedret kapacitet og forbedret komfort er målet med det nye system at imødekomme det stigende antal besøgende, samtidig med at dets høje standarder for bæredygtighed og miljømæssig integration opretholdes.
I stedet for at køre til Steckelberg og tage op med Schilthornbahn kan man i stedet tage kabelbanen fra Lauterbrunnen til Grütschalp og herefter med Mürrenbahn de små fire km til Mürren. Et must hvis du er på ski i Grindelwald, er at tage en enkelt skidag her i det mageløse Mürren.
Togrejsen fra Lauterbrunnen eller fra Grindelwald til Mürren er betagende og fascinerende. Hvert vindue i toget er som et levende maleri af naturlig skønhed. Transport er incl. i dit liftkort, så det er bare at sætte sig i toget og nyde turen.
Elegance Above the Clouds
Vi har indlogeret os på det ikoniske Mürren Palace Hotel, der med rette er Mürrens stolte vartegn. Det nyrestaurerede eksclusive 4-stjernede Palace Hotel, som genåbnede i december 2024 har en historie, der går helt tilbage til 1874.
Mürren Palace Hotel blev etableret i en periode, hvor britiske turister begyndte at strømme til Alperne for at nyde vintersport og frisk luft. Briterne var blandt de første, der opdagede Mürrens skønhed og potentiale som en turistdestination, og hotellet blev bygget for at imødekomme deres behov for komfort og luksus.
Historiens vingesus går om noget igennem disse nu gennemrenoverede bygninger og det er med en vis spænding, at vi træder ind i den imponerende lobby. Meget er sket her, siden jeg selv boede her på en skitur i 1984, og det er svært ikke at blive imponeret over hotellets elegance! Det er bare i en klasse helt for sig.
I begyndelsen af det 20. århundrede mødtes de dristige, hovedsageligt britiske skipionerer her. Det var også her Sir Arnold Lunn i 1924 grundlage den førnævnte excklusive Kandahar Skiklub med en lille gruppe af tweedklædte sporty gentlemen.
Efter en renovering for omkring 240 mill. danske kroner redefinerer Mürren Palace Hotel alpin luksus med en tidløs blanding af traditionel schweizisk alpestil og britiske victorianske elementer.
Denne arkitektoniske fusion afspejler de britiske gæsters præferencer for elegance og komfort, samtidig med at den bevarer den lokale schweiziske alpine charme. Med en imponerende udsigt mod den ærefrygtindgydende baggrund af Eiger, Mönch og Jungfrau, tilbyder dette bemærkelsesværdige hotel, der har en fremtrædende plads i Michelin Guiden dig en uforglemmelig oplevelse af alt fra ultimativ komfort med overnatning i luksuriøse suiter, dobbeltrum eller familierum med flotte udsigter ud over bjergene og udsøgt lækker gourmetmad.
På ski
Mürren skiller sig ud for sin mageløse autentiske alpine karakter, med et skiløb i verdensklasse og betagende omgivelser. Uanset om du leder efter udfordrende pister eller mere familievenligt terræn, leverer Mürren en skioplevelse, der er lige så uforglemmelig som de tinder, der rammer den ind. Mürren et rent uforfalsket postkort-perfekt eventyrland, der tilbyder en skioplevelse gennemsyret af charme, ro og alpin magi.
Trods det relativt sene tidspunkt af skisæsonen har vi her i midten af marts et helt et enestående vejr. De næste to dage er der lovet sol fra tidlig morgen til sen aften og ingen vind, og det sætter i den grad stemningen i vejret.
Her 8.30 hvor vi skal op med den nye Schilthornbahn fra Mürren, står solen allerede højt på himlen og varmer behageligt. Næsten for behageligt. Mürren ligger denne her morgen badet i den mest vidunderlige sol og vejret er bare perfekt. Mange andre morgenfriske skiløbere og også paraglidere med deres skærme på ryggen er allerede på vej igennem byen på vej til lifterne. Udsigten til de svage vinde og de opadgående luftstrømme i det imponerende vejr tiltrækker paragliderpiloter fra flere dele af området.
Det overvejes kraftigt om det er sådan en dag her, man burde prøve en tur i en tandem, hvis man har modet til det…?
Inden vi går ombord i den nye Schilththornbahn tager vi først stoleliften op til Schiltgrat, der ligger i 2145 mtr højde for lige at tage et par opvarmningsture og mærke sneen under skiene. Jungfraumassivet ligger med et imponerende backdrop for dagens skiløb.Mageløse pister ligger nypreparede foran os. Vi er de absolut eneste skiløbere denne morgen klar til dagens skiløb.
Et par paraglidere gør os følge op med stoleliften. Sjældent at få sådan en oplevelse at have pisterne helt for sig selv og bare carve problemløst ned uden tanke om andre skiløbere, man skal holde øje med. Det er bogstaveligt talt svært at få skistavene ned! Mens paragliderne rigger deres gear op og gør klar til til take off, tager vi en par ture mere, inden vi bevæger os videre mod toppen til Schilthorn.
Vi står af svævebanen på mellemstationen i Birg og nyder den enestående udsigt til de mange snedækkede bjergtoppe fra den store Skyline Walk platform. På den modsatte side af Skyline Walk er indgangen til Thrill Walk, som er en stålkonstruktion bygget ud fra det imponerende klippemassiv med forskellige elementer såsom en kravletunnel, glasgulv samt reb, der med garanti lover ekstra spænding og gys uden sammenligning på klatreturen.
Vi bliver oppe i området og med udgangspunkt fra Birg, hvor iøvrigt også skiområdets stejleste piste befinder sig, løber vi på nogle fantastiske brede blå og røde pister omkring lifterne Riggli, Muttleren og Kandahar, og inden vi tager svævebanen videre op til det 2970 mtr høje Schilthorn bjergmassiv, bliver der lige tid til en velfortjent ovo mit rum på Schilthornhütten, mens vi nyder solen og det imponerende vejr.
James Bond på Schilthorn
Det er her på toppen af Schilthorn, at den roterende restaurant Piz Gloria blev foreviget i den ikoniske James Bond 007 film On Her Majesty's Secret Service fra 1969. Bond-producenterne havde brug for en bjerglocation, hvorfra Telly Savalas som superskurken Ernest Stavro Blofeld som det onde geni med ambitioner om verdensherredømmet kunne stryge sin hvide perser og finjustere sine djævelske planer.
I vinteren 1969 var dette sted oversvømmet af underskønne Bondpiger, hvor nogle måske ældre seniorer husker Joanna Lumley og Dianna Riggs! Er du i Mürren og er du Bond fan, må du ikke snyde dig selv for en afstikker til toppen af Schilthorn og opleve det fascinerende Bondunivers med SpyWorld og nyde den 360 graders imponerende panoramaudsigt fra Piz Gloria`s roterende restaurant, der tilbyder en uforglemmelig madoplevelse med en mageløs udsigt til over 200 tinder.
Adrenalinkick!
Efter en hyggelig brunch på Restaurant Piz Gloria begiver vi os efter lange overvejelser ned ad den sorte piste nr 10. tilbage mod Mürren. Søger du ægte adrenalinsus, er det her det sner!
Med en hældning på 75% er det med en vis bæven og spænding, vi gør klar til nedturen. Godt nok løb jeg ned af denne piste med mit ungdoms mod for over 40 siden men hold da op, hvor jeg synes den i dag ser utrolig stejl ud. Overvejer længe at tage ned til mellemstationen i Birg, men nej,- vi kører ned!
Med rolige velovervejede bløde store carvingsving kommer vi også fint ned af de stejle bjergsider. Trænger du til mere adrennalinkick er det også garanteret på piste nr. 9 Direttissima! Med en hældning på 88%, er det den stejleste piste i Jungfrau Regionen.
Den valgte vi ikke at ta`! Er du go`, og tør du,- så prøv!
Kids Slopes på Allmendhubel
Allmendhubel er et herligt område, som også nemt kan nåes med kabelbanen fra Mürren. Hvor end i byen du bor, er der maximum 10 minutters gang til lifterne. Området omkring Allmendhubel er helt ideelt for nybegyndere og øvede og i særdeleshed for børn.
Her kan børn bl.a. boltre sig på Lilys Magic Skislope, som er placeret ved skiliften Allmendhubel, ved siden af Allmendhubel panorama restaurant, som også kan tilbyde en dejlig stor legeplads, hvor ungerne kan slå sig løs fra en evt pause på ski, men forældrene kan hygge sig med kaffe eller schoggi.
Lad dine unger opleve et fantastisk skieventyr på Kidsslope på Allmendhubel. At suse over bump og forbi forhindringer giver vidunderlige vinterøjeblikke på bjerget. Det storslåede skiområdet omkring Allmendhubel og også Almiboden er til alle niveauer fra nemme begynderpister til mere udfordrende løb på røde og de sorte.
Pisterne her giver masser af plads til lækre carving sving, og terræn byder på spændende nedkørsler i alle afskygninger. Er du til freestyle får du fuld valuta for pengene i den nærliggende Pända Snowpark.
Det legendariske skiløb i Mürren
Mens Mürren kan være indbegrebet af en charmerende alpelandsby, viser den en gang om året en djævelsk side af sin karakter. Det årlige Inferno-Rennen er et skue at se, med 1850 skiløbere, der konkurrerer på en piste designet til at teste fysisk teknik og mental udholdenhed. Inferno Rennen, der afholdes årligt sidst i januar i den maleriske by, er et af de mest ikoniske og udfordrende amatørskiløb i verden. Ordet inferno stammer fra italiensk og betyder Helvede. Mon ikke det siger alt om løbets karakter?
Grundlagt i 1928 af den førnævnte Sir Arnold Lunn og en lille gruppe britiske skiløbere på jagt efter nye udfordringer, er løbet vokset til at blive en berømt begivenhed, der tiltrækker skiløbere fra hele kloden. Med sin ekstraordinære længde, forskelligartede terræn og betagende natur er Inferno Rennen en sand test af skiteknik, udholdenhed og beslutsomhed.
Startende lige under Kleine Schilthorn på 2.970 m, skærer den 15 km lange piste sig vej gennem vanskelige S-sving og maleriske skove, før den når målstregen i Lauterbrunnen på 800 m. Vinderne gennemfører løbet på 15 minutter. Hvis du gerne vil teste dig selv, mens du er på ferie her eller i Grindelwald, kan du sigte efter en tid på 45 minutter,- eller mer`!
Tog, bil eller fly?
Der er flere måder du kan komme til Mürren på. I en tid med meget snak om bæredygtighed kredsede vores tanker om at gå all-in og i stedet for at flyve eller køre i bil at taget toget hele vejen fra Odense,- en tur på ja,- ikke mindre end 15 timer!
Garanteret behagelig men, -lad os være helt ærlige,- lang og med mange skift men med mega meget tid til fordybelse med hygge i bistro på vej ned over og ja, -simpelthen bare nyde det! Togrejse med Deutche Bahn Odense/Mürren t/r på 1. klasse under 1500,- pr. mand! og så med masser af plads til ski og støvler uden store ekstra omkostninger med fly. Er du imidlertid ikke til tog kan du vælge at køre i egen bil eller tage et fly.
Mürren ligger i Jungfrau Regionen i Berner Oberland i kantonen Bern, ca. en times kørsel fra Bern, der også er Schweiz`forbundshovedstad. Da Schweiz , - og heldigvis for det!,- aldrig har udviklet sig til en skicharterdestination som Østrig, Frankrig og Italien arrangerer kun få rejser dertil. Med bil er der ca. 1285 km fra Odense. Man kører af den tyske motorvej mod Basel og Bern, herefter mod Interlaken og Lauterbrunnen. Med over 13 timer, er det også en pæn køretur.
Vælger du bil kan du parkere ved Steckelberg og tage den nye Schilthornbahn herfra op til Mürren.
Fly + tog
Et rigtigt godt alternativ er at kombinere fly med tog. Der er flere flyforbindelse fra København og Billund til Basel og Zürich, som sammen med de præcise SBB tog giver en behagelig rejseform. Rejsetiden er ca. halvanden time.
EasyJet, som er det mest økonomiske, flyver fx til Basel Europort, og herfra er der ca. tre og en halv time med toget, til du står frisk og udhvilet i Mürren. Book i god tid og du kan få billige billetter! Samme rejsetid hvis du vælger at flyve til Zürich med SAS eller Swiss og tage toget derfra. I tillæg får du en smuk og helt ubeskrivelig togrejse op igennem dalen til Grindelwald.
Denne artikel er skrevet af Hans Aage Nielsen.