Lyngen Alperne – arktisk skiløb til havoverfladen

Lyngen Alperne – arktisk skiløb til havoverfladen

Ingredienser: Speedbåd, Norsk natur når det er bedst, luksushytte, god kondition, tourski og en god guide. Så er man klar til at udforske Lyngen Alperne.

I en årrække har et par af skisport.dk’s udsendte gået med en stille drøm om at komme til nord-Norge og prøve kræfter med arktisk touring-skiløb i rå og imponerende natur.

Vi har kigget på færdigpakkede sejlture, hvor konceptet er man sejler rundt i fjordene, kaster anker og går til toppen af et fjeld for at køre ned igen. Og vi har kigget langt efter evt. bekendte i nærmeste storby Tromsø, hvis lejlighed vi kunne crashe, spurgt til ledige perioder på billigere Magic Mountain Lodge og endelig – øverst på ønskelisten – har vi kigget på luksus-konceptet Lyngen Lodge. Og så pludselig i år, (2014, red.) midt i maj, flere uger efter, at vi mentalt havde lukket ned for alle tanker og drømme om mere skiløb i den sæson, åbnede der sig en dør for en hurtig weekend-tur til Lyngen på netop Lyngen Lodge. Her er beretningen om en forlænget weekend i det nordligste Norge.

Lyngen Alperne ligger helt oppe i det nordligste Norge – langt nord for polarcirklen. Lyngen Alperne ligger omtrent 2.000 kilometer nord for Oslo, nordøst for Tromsø.

Vi forventede strabadserende skiløb i smuk vildmark med udfordrende op-og nedstigninger, kulisser som ingen andre steder på jorden, ingen skilifter, og meget få turister. Blev vi skuffede ? – læs videre og vurdér selv.

I Lyngen går man op. Toptur = optur

Hvordan kommer man til Lyngen Lodge?

Den nemmeste måde at komme dertil er ved at flyve til Tromsø via Oslo. Der er flere afgange med SAS og Norwegian hver dag. Flyvetid fra Oslo er cirka to timer.

Inklusive i luksuspakken fra Lyngen Lodge var der arrangeret transfer til og fra Tromsø lufthavn, men man kan også leje en bil i Tromsø lufthavn hvis man vil lidt rundt på egen hånd.

Lyngden Lodge – smagfuld eksklusivitet for enden af verden

Konceptet bag Lyngen Lodge er egentlig ganske simpelt.

Flyv, sejl, og kør til verdens ende og byg så den lækreste og mest smagfulde luksushytte med den vildeste fjordudsigt til den smukkeste natur med de bedste skibjerge man kan forestille sig. Tilsæt så serviceminded personale med en sjældent set gæst:personale-ratio, herunder superdygtig kok og kompetente bjergguider. Og for at toppe det hele krydrer man så med en hurtigtgående luksusbåd med rigelig motorkraft, en lille gummibåd så man kan komme i land de steder motorbåden ikke kan komme ind, samt naturligvis et par almindelige 4-hjulstrukne transportere til at komme lidt mere rundt på de forskellige øer.


Hyggelig pejsestue med den smukkeste udsigt

Lyngen Lodge rummer indkvartering til 18 personer i dobbeltværelser, hyggelig stue med pejs, smagfuldt bibliotek med alverdens bøger om touring, skiløb, bjerge og anden skønlitteratur. Et åbent køkken-spiserum, sauna og udendørs jacuzzi. Og sidst men ikke mindst; panoramavinduer til den smukkeste udsigt.

Jacuzzi with a view – efter en lang toptur var det fint med lidt massage i jacuzzien

Her er egentlig alt hvad du har behov for, hvilket er ganske heldigt for her er ingen butikker i kilometers omkreds.

Alt er indrettet og lavet i yderst smagfuld skandinavisk stil. Det er luksus, uden at være plat med skinnende guld. Det er blot gennemført lækkert, i alle detaljer.

Afgang fra lodgen – vi bliver kørt 5 min. i bil ned til havnen hvor båden ligger. Det bliver en stor dag


The spirit of Lyngen bringer lodgens gæster rundt

Fantastisk natur

Naturen i Lyngen er lige dele dybblåt vand og markante bjerge. Bjergene stiger flere steder nærmest lodret op af havet, hvilket giver en utrolige scenerier og mulighed for endog meget spektakulære nedfarter til havoverfladen. Det kolde arktiske vejr betyder, at der er sne helt ned til havoverfladen indtil sent på sæsonen. Der er få mennesker og endnu færre turister.


Man kan ikke andet end at smile i den natur

Der er ingen markerede ruter og da slet ingen officiel skiltning eller andet i den boldgade man måske er vant til fra Alperne. Fra man forlader lodgen til man kommer hjem igen efter dagens ture, er det ganske sandsynligt, at du ikke har set andre mennesker end dem du er sammen med. Man er ude i den vilde natur her.

Afhængigt af årstid er der også nordlys og midnatssol. Vi var der midt i maj, på Norges nationaldag som også viste sig at være første nat med midnatssol. Solen var oppe 24 timer i døgnet – også det var en lidt speciel oplevelse, omend vi til sidst blev glade for mørklægningsgardinerne i lodgen.

Heldagsguidning

Inklusive i pakken fra Lyngen Lodge er heldagsguidning af autoriseret og stedkendt bjergguide. Han finder den bedst mulige sne og sørger ikke mindst for sikkerheden undervejs. Tager man til Lyngen på egen hånd, skal man ikke regne med, at man bare lige kan finde sig en bjergguide. Her er ingen “skiskoler” eller bureauer man kan ringe til.


Vores guide Daniel fra Svejts – datoen er 17. maj, hvilket forklarer det norske flag (den norske nationaldag)

Mange touringfolk er vant til at gå ture i bjergene på egen hånd. I et område som Lyngen er det ikke noget vi selv ville kunne finde på. Naturen er simpelthen lidt for rå og der lurer lidt for mange farer rundt omkring. Vi tænker her specielt på de ekstreme windlips vi så på snart sagt alle toppe.


Spektakulær top med windlip. Foto: Lyngen Lodge

En windlip er et udhæng af sne, som bliver bygget op af en vinden. På ingen af de toppe vi nåede, måtte vi gå til det som rent visuelt lignede toppen. Faren ved en windlip er, at den uden varsel kan brække af og rive alt omkring sig med ned.

De til tider ekstreme vindforhold giver i sagens natur også mange laviner.

Vejret - omskifteligt

Oppe i arktis er vejret mere omskifteligt end noget vi har oplevet andre steder. Det ene øjeblik kan man stå svedende i vindstille vejr under en bagende sol for minutter efter, at befinde sig i den vildeste snestorm med en chillfaktor på minus 20.

På vores korte ophold deroppe havde vi typisk sol og fint vejr på selve opturen. Desværre oplevede vi ikke, at stå på en top i klart vejr med god sigt og en vindhastighed der indbød til et længere ophold. Vejret slog simpelthen ret konsekvent om når vi var ca. 100 højdemeter fra toppen.

Vi havde guide med, hvilket vi på toppene satte særligt pris på. Et er at en guide har disciplin og modenhed til at ændre en rute og worst-case vende om, såfremt vejret bliver for voldsomt, noget andet er, at man som skiløber selv skal sørge for sit udstyr og tøj og løbende justere påklædningen til et evt. vejrskift.


Norsk telemarker med at vejrsystem snigende sig ind bagfra.

Deres udsendte begik selv den fejl ikke “at gide”, at skifte handsker fra lette touringfingervanter (uden varme) til egentlige vinterhandsker. Det betød at indenfor 10 minutter gik jeg fra at svede tran til, at være tæt på at fryse mine fingrer helt af. Følelsesløse var i al fald fingrene på venstre hånd.

Episoden med de kolde fingrer står særligt klart, da vi på grund af vejrskiftet ændrede ruten en anelse på toppen, hvilket igen betød at vi vha. et tov skulle klatre/fire os ned i en stejl slugt. En lidt spændende oplevelse, når ens hænder ikke var super velfungerende – og her gik man og troede at vinteren var ovre.

Og når det så er skrevet er temperaturen rent gennemsnitligt ikke så lav som man kunne forestille sig her så langt mod nord. Gennemsnitstemperaturen i eksempelvis januar er på menneskelige minus 5 grader. Det er Golfstrømmen som sørger for her er muligt at opholde sig, men samtidig de kolde vinde fra nord som kan give chillfaktor langt langt under de minus 5.

Morale: Man skal derfor uanset årstid medbringe sig tøj og udstyr som kan klare de barske betingelse. Og så skal man bruge det og ikke lige vente 10 minutter mere.

Internationalt klientel

Lyngen Lodge er et nicheprodukt, hvor hele verden er deres målgruppe. I lodgen hersker der en international stemning, hvor hovedsproget er engelsk.

Mens vi var forbi var der gæster fra Skotland, Sverige, Norge og Italien.


Standarddrop i touringstøvler – uff uff

Og personalet holder sig heller ikke tilbage; Den ene af ejerne Graham er englænder med en mangeårig baggrund som offpiste-guide i St. Anton, Østrig, den anden af ejerne Elisabeth er norsk, den ene af bjergguiderne var svejtsisk, kokken var hollandsk, skipperen/chauføren engelsk, lodge-manageren svensk, medhjælpende hustru østrigsk, serveringspersonale norsk, etc.

Vi kiggede i gæstebogen og blev kun bekræftet i at gæsterne kommer fra hele verden – pudsigt nok faldt vi ikke over andre danskere i gæstebogen. Så om ikke andet kan man blive en af de første danskere, som har boet på Lyngen Lodge.

Hvem skal tage til Lyngen?

Det skal eventyrlystne skiløbere som har prøvet kræfter med touringskiløb før.

I Lyngen er der ingen skilifte, så alt skiløb forudsætter at man selv går til op. Man skal indstille sig på at, gå fra havoverfladen i 0 meters højde til toppen mellem 1000 og 1833 meters højde. Fra Zero til Hero, som vi døbte det.

Det lyder hårdt, men i en tid hvor det lader til at alle danskere har iklædt sig stram trikot for at cykle landevejsløb, løbe en marathon eller sågår gennemføre en triathlon, tror vi på at, mange vil kunne få sig en stribe fantastiske oplevelser med ægte touringskiløb.

På den positive side er netop den lave højde. For at finde tilsvarende markante tinder og ture i alperne ville man typisk skulle op meget højere bjerge. Lyngen Alperne svarer populært betragtet til de øverste 1500 højdemeter i alperne – i Lyngen har du så blot 3000 højdemeter mere ilt at indånde mens du kæmper dig op ad en stejl bjergside. Intet som, at føle sig i god form på en bjergside som man ville have knækket dig fuldstændig i måske 4000 meters højde.

Rent skiteknisk er der nedfarter i alle sværhedsgrader, lige fra venlige bløde nedfarter til de stejleste colouirs direkte ned i havet. Lodgens gæster bliver inddelt i hold afhængigt af form og skiniveau. Med kun 18 sengepladser i lodgen vil der typisk være 2 eller 3 forskellige hold.

På Lyngens Lodges hjemmeside har de et større afsnit om krav til fysik og skiteknik. Man skal ikke ankomme helt utrænet i al fald – eller som de selv skriver “If you arrive at the lodge having done nothing before hand then most likely you’ll struggle uphill, be exhausted at the summit and the ski down will be a battle and you’ll spend most the evening in the hot-tub nursing your tender legs…”

Skiudstyr til touroplevelsen ved Lyngen

Normalt foretrækker deres udsendte at, få stået så meget på ski som muligt. Dvs. vores normale “touringskiløb” er liftbaseret. Vi er typerne som tager liften til topstationen og så går ud derfra. Vi elsker populært sagt mere, at køre nedad i pudder, end at gå op. Det betyder også, at de ski vi normalt har på er egentlige bredde planker med store tunge touringbindinger til freeride.

Men med udsigten til op til 2000 højdemeters daglig touring, vurderede vi dog at, at lettere udstyr ville være et hit. Vi lejede derfor alt det nødvendige udstyr på Lyngen Lodge. Dvs. både ski, skind, støvler, stave. De har også alt nødvendigt sikkerhedsudstyr i form af rygsæk, bipper, sonde og skovle, såfremt man ikke selv har.


Wroom… 2 x 500 hk i roligt tempo udover den blikstille fjord. Smukt med smukt på

Vi elskede vores letvægtsudstyr på opturene, men må erkende at vi savnede vores normale Big Stix på nedturene :) – det er lidt en afvejning om man vil overleve opad eller give den maks gas nedad. Vi valgte lidt et kompromis.

Hvornår skal man tage til Lyngen?

I teorien løber skisæsonen fra januar til ind i juni. Men i praksis er januar bælgragende mørkt. Solen begynder først at titte lidt frem hen sidst i januar. Udover mørket er januar og februar også præget af meget koldt arktisk klima med voldsomme storme. Det gør bjergene meget farlige at færdes i.

Så i praksis vil vi sige at skisæsonen strækker sig fra marts til begyndelsen af juni. Særlig marts vil vi vurdere til at være en god måned. Det er en god måned med 10 – 11 timers sol, kulde og pålidelig sne. Fra april og frem vilkårene bliver mere omskiftelige, med varmere temperaturer, lejlighedsvis regn, sjap, friske snefald , pulver – ja, lidt af alt. Vejret er som nævnt meget omskifteligt.

Fra midten af maj er solen oppe 24 timer i døgnet, men det betyder ikke at skisæsonen er slut. Vi besøgte Lyngen i maj og var stadig i stand til at stå på ski til havoverfladen. Vi fandt ikke dyb puddersne, men dog stadig anstændig løsne, og vi hørte da historier om større snefald langt ind i juni.

Nedfart med anstændig udsigt

Gourmetmad

Skisport.dk er en portal om skiløb og ikke en Michelin-guide. Og når så det er sagt, bliver vi alligevel nødt til at omtale maden på Lyngen Lodge. Med i pakken er fuld-pension, og hvilken pension.

Vi havde ikke lige forventet at få decideret gourmet-mad heroppe for enden af verden. Til alle hovedmåltider var der 3 retter, veltillavet af de lokale råvarer. Vi snakker helt friske rejer og laks fanget i fjorden lige udenfor vinduet. Og vi snakker om rensdyrkød, friske bær etc.

Det eneste der ikke var lokalt var vist de franske og italienske vine.


Lækker hovedret med et godt glas vin til. Man spiser godt i Lyngen Lodge

Ikke bare smagte maden fantastisk. Efter en endt skidag, var det også lidt interessant, at følge en dygtig kok arbejde i det åbne køkken, mens man selv sad og slængede sig foran pejsen med en enkelt lille velskænket fadøl fra verdens nordligste bryggeri Mack.

Prisen - av

Uha, den var værre… Udgangspunktet er jo at, man befinder sig i Norge, hvor alting som bekendt er lidt dyrere end de fleste andre steder på kloden. Dertil skal man så lægge at, man er oppe i arktisk miljø hvor alt er lidt mere besværligt og ufremkommeligt. Oveni dette skal man så lægge, at Lyngen Lodge og hele konceptet bag er rendyrket luksus, som inkluderer oplevelser man har svært ved at få andre steder i verden. Det er rendyrket liebhaveri af højeste karat.

Så jo, prisen er høj – hvor høj afhænger af tidspunkt og længde på ophold. Tjek mere konkret på deres hjemmeside.

Er prisen for høj, er der som nævnt også Magic Mountain lodge – naturen er den samme, men al luksus er skrabet bort.

Tilbage er kun at sige GIV OS NORGE TILBAGE! – eller i det mindste bare lidt af deres fantastiske natur og måske også gerne et par oliefelter til at holde det hele kørende.

Nedenstående lidt flere billeder fra vores tur. Og se da også gerne videoen hvis du tør.

The Spirit of Lyngen – der med sine 2 x 500 hk motorer bragte os sikkert og hurtigt rundt på fjordene

Afgang fra lodgen til det lokale bjerg i baghaven.
På deres nationaldag kunne vi ikke andet end, at hylde Norge og deres natur ved at iklæde os deres flag 

En træt norsk telemarker på vej mod toppen

Tilfreds skiløber nyder naturen 

Første gruppe blev sat af båden ved at lille fiskerleje. Der ventes lidt på skipper – omend han lod nøglerne sidde i. Var vi kortvarigt fristet til lægge fra kaj uden skipper måske? 


På vej ned mod en stejl colouir 

Deres udsendte skulle lige vænne sig til blødere touringski og ditto -støvler. Men lidt arktisk jibbing blev det da til 

På vej hjem igen 

Hver dag efter ski var der velfortjent eftermiddagskage og frugt - Her bliver Norges nationaldag hyldet med urimeligt lækre cupcakes. 


Vil du læse om lignende eventyr på nordlige breddegrader:

Udgivet af: Thomas Jensen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen