Lofer – Det perfekte område for nybegyndere på ski

Lofer – Det perfekte område for nybegyndere på ski

Kun 1.070 kilometer fra den dansk-tyske grænse ligger der et begynder- og børnevenligt skiområde som heder Lofer. Der er pister til alle, mulighed for dansk skiskole og masser af restauranter.

Årets første familieskitur og i øvrigt den første skitur nogensinde for familiens yngste på 2 år, skulle bookes. Jagten på en destination, der kunne imødekomme vores mange ønsker, gik ind. For hvad har man helt præcist fokus på, når man vil introducere skiløbet for en nybegynder - uanset om man er 2 eller 50 år?


Vores første tanke var klar: et område med en gondollift - så man er sikret at komme op i området og få fornemmelsen af hele den skønne skiverden, men samtidig har ro på, da man ved at man altid kan komme sikkert ned igen - med gondolen. ;-) Det er vigtigt, at man kan være med ”oppe i området”, da det unægtelig at sjovere at være en del af hele den verden, der åbner sig i højderne. Det kan måske endda betragtes som en slags gulerod, for hvad der venter én, når man får styr på de to brædder. Desuden kan det være risikabelt at satse på en enkelt lavt beliggende øvebakke nede i byen, skulle vejrguderne nu ikke være på ens side med hensyn til temperatur og nedbør i den udvalgte uge. Sidstnævnte var dog ikke et problem på vores tur, mere om det senere.


Klar til skiskole start med en af de mange danske skilærere

Da vi samtidig gerne ville bruge mindst mulig tid på selve køreturen, var Lofer i Østrig et oplagt valgt. Beliggende blot ca. 1.070 km fra den dansk-tyske grænse, kan det næsten ikke blive mere nordligt i Østrig. Her kunne vi desuden se et pistekort, med overvægt på blå og begyndervenlige pister i et lidt mindre og overskueligt område. Desuden kunne området tilbyde skiskoleundervisning med dansk instruktør og indkvartering i gåafstand til liften – en gondol.


Så er der dømt slange

Pister for børn, familier og nybegyndere 

Fra byen, som er beliggende i ca. 639 m.o.h, tager man den første af to gondoler mod toppen. Det vil sige, man lander i første omgang på en mellemstation, hvor man skal skifte til næste gondol og herefter slutter turen ved Loferer Alm i 1.350 m.o.h, knudepunktet midt i området, hvor også de to skiskoler tager deres udgangspunkt og har afgrænsede øveområder med legeplads m.m.

Her befinder man sig nærmest i en stor blå ”gryde.” For skiskolens elever og andre der er nybegyndere, er der super gode forhold på en større øvebakke, med et langt overdækket rullebånd, med udstigningsmulighed både midtvejs og på toppen.



Øvebakken ved Loferer Alm, med overdækket transportbåndslift

Områdets to større lifte, henholdsvis 6-stols liften ”Family Express” og 8-stols liften ”Almen 8’er Schwarzeck” løfter dig hurtigt og behageligt (varme i sæderne) til to af de omkringliggende toppe, hvorfra flere blå og røde pister får dig retur til samme ”gryde.” Dog er der fra ”Family Express”-liftens top også den mulighed, at vende skien ned af den modsatte bjergside, hvor der er flere pistefarver at fornøje sig med. Her skal man blot være opmærksom på, at man ender ved den lidt langsommere 4-stols lift ”Schönbuhelbahn”, som desuden er af ældre dato…

Området byder desuden på en af de mest stejle T-lifter, vi til dato endnu har set. Den skal man måske lige tage uden børn.

Generelt kan man sige om området, at det hurtigt er meget overskueligt og pisterne er lette i sværhedsgrad for de fleste. Dette er kun en fordel, hvis man rejser med nybegyndere eller større børn, man gerne vil kunne ”slippe løs”, mens man evt. selv tager en pause, på en af de hyggelige hytter, som området naturligvis også har flere af.

På vores tur oplevede vi, at sproget der blev talt allermest rundt omkring os i området var dansk! Således hørte vi også i en lift snak om områdets glidestykker. Ja - dem var der rigtig nok også et par stykker af, men det er alligevel vores helt klare overbevisning, at Lofer er en perfekt destination, hvis man har nybegyndere med på rejsen og søger et område, der er ideel til børnefamilierne. 


Ingen skiferie uden Spaghetti Bolognaise

Det er også vigtigt med pauser…

Og hvordan gik det så med vores egen test af området, med en meget ung nybegynder på ski? Vi havde forventningerne pakket langt væk og mission var klar: den yngste skulle snuse så meget til skiløbet som hun ville og et nej fra hende, skulle til enhver tid accepteres.

Således startede vi ud med at skabe hygge på bjerget med lidt proviant fra tasken, allerede inden skiene blev spændt på! En figen-frugtstang blev nydt, mens de mange ivrige skiløbere, der kom i lind strøm fra gondolliften, kunne iagttages på behørig afstand.

Øvebakken med det lange rullebånd blev vores udgangspunkt og i klassisk stil med barnet mellem mor eller fars ben, blev yngstedamen præsenteret for skiløbet. Ikke synderligt overbevist om det sjove i det endnu. Der blev sagt klart nej og således blev det til flere pauser i sneen. Et par kanelgifler og en brikjuice senere, ville hun gerne prøve lidt skiløb igen. 2. dagen gik nogenlunde ligeså - indtil hun pludselig knækkede koden og fik fat i at låse knæene, så hun selv kunne stå på skiene, uden at sætte sig på numsen. Således blev hun på 3. dagen udstyret med skiselen om livet og afsted det gik! Fordi området byder på så gode brede og begyndervenlige pister, vågede vi os med en stolelift, med den lille på 2 år. Det gik over al forventning og jo mere hun kunne være med rundt - desto mere bad hun om mere skiløb og hujede og lo på vej ned af pisten.

Lykken var gjort, da også storesøster kunne være med, da skiskolens undervisning for hendes vedkommende var afsluttet.


Skiskolen har masser af aktiviteter og underholdning helt ned til de allermindste

Masser af pausemuligheder – gode hytter/restauranter i området

Den centrale restaurant som man kommer op til ved Loferer Alm undgår man næsten ikke. Men overvej at smide et par euro ekstra efter måltidet og benyt restauranten indeni bygningen og terrassen på ”bagsiden”, det er noget mere charmerende end det cafeterialignende udleveringssted man først kommer ind i – og undgå for alt i verden at komme her mens skiskolerne har pause, det er faktisk lettere kaotisk.

På bjerget findes flere sjove barer og restauranter. Skal to stk. fremhæves så er det Kuhbar – billedet siger vist det hele. Derudover er der en fantastisk terrasse og virkelig lækker mad på Restaurant Soderkaser. Som et lille tip, må det dog anbefales, at fædre ikke tager sarte piger med på herretoiletterne, som her er indrettet med god ”værkstedshumor”…


Lækker frokost med fænomenal udsigt på Restaurant Soderkaser

Lofer by – klassisk Østrigsk 

Lofer består af en hyggelig gade med lidt forretninger og gennem byen løber et mindre vandløb/bæk og langs denne og omkring kirken, finder man lidt restauranter og caféer, samt naturligvis skiskolen og skiudlejningen, som ligger få hundrede meter fra liften. Ved skiskolens butik tilbydes gratis opbevaring af ski natten over, det er drønsmart, så man ikke skal slæbe udstyret hjem til hotellet hver dag.


”Strøget” i Lofer

Søger man afterski, er de bedste muligheder i Lofer ved foden af gondolen. Det er på ingen måde store og vilde steder – men er det afterski du søger, vil du formentlig alligevel heller ikke tage til Lofer. Men muligheden for lidt musik og noget at drikke efter en god skidag er der trods alt og det er hyggeligt.

Ugentligt laver skiskolen en gratis opvisning, tag det som en oplevelse, vi gætter på programmet varierer lidt, men da vi så det, var det med såvel firbenede og tohjulede hestekræfter som deltagere. En aften som afsluttes med et godt gedigent festfyrværkeri. Husk varmt tøj, det er koldt, særligt for de små at stå stille i en halv time.


Skiskolens opvisningsshow onsdag aften

Hoteller, pensioner og lejligheder i alle prisklasser

Lofer har indkvartering i alle prisklasser, du finder lejligheder fra omkring 5.000 kr. for en uge og lækre hoteller med pool, god mad og flotte faciliteter. Vi boede på Hotel Mühlpointhof, og vi endte der, da vi ikke vidste, hvordan den mindste ville tage imod skiløbet, og her kunne vi falde tilbage på ikke mindre end 2 legerum og en pool, hvis der skulle anden underholdning.


Køerne i terrænet var oplagt til en pause fra brædderne

Skiløbet var heldigvis førstevalget og det gjorde naturligvis ikke fornøjelsen mindre. Bemærk at flere rejseselskaber har meget store børnerabatter, så regn totalprisen med skileje, liftkort med mere ud, førend du vælger dit hotel. Noget der umiddelbart kan se lidt dyrt ud, kan vise sig, når rabatterne er fratrukket, at være ret attraktivt.

Liftkortpriserne er også markant lavere end i større skiområder, og der findes masser af kombinationsrabatter for familier, eksempelvis perioder hvor 3. barn er gratis.

Lofer dannede den perfekte ramme om vores tur, med de behov og ønsker vi forinden havde stillet til destinationen. Vi vil klart anbefale stedet til børnefamilier og nybegyndere, der har brug for færre kilometer pister, uden at skulle gå på kompromis med kvalitet af pister, lifter og hyggelige hytter i området.


Kuhbar med den store tyr på væggen, til stor underholdning for børnene

Plus:

  • Super ”begynderplateau”
  • Attraktive priser
  • Nemt at komme til

Minus:

  • Vælg det ikke for afterski
  • Mange danskere (selvom det naturligvis er en fordel, da der eksempelvis er masser af danske skilærer)
  • Kun adgang til området via gondol x 2 – kødannelse om morgenen hvor mange samtidigt skal op med disse to eneste lifter.

Læs mere om skiferie i Lofer her

Udgivet af: Rasmus Skov

Fakta om Lofer
Skiområdet: 640-1747 m.o.h.
Byen: 639 m.o.h.

46 pister i alt
31 km blå
12 km rød
3 km sort

Lifter: 13 stk. / 15.400 pers/time

Slæbelifter: 9
Stolelifter: 2
Kabinelifter: 2

Mere om skiferie i Lofer

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen