Test: Gear til nørden ur til skituren til 89.000,-

Test: Gear til nørden ur til skituren til 89.000,-

Gear til nørden: Linde Werdelin, The Rock, skiur til 100.000

Det sidste udstyr til gear-nørden som har det hele og stadig har penge på kontoen. Vi har her på Skisport.dk fået lov at lege lidt med et Linde Werdelin ur og det tilhørende skiinstrument The Rock. Det ultimative sportsur der kombinere et traditionelt mekanisk urværk med en moderne digital minicomputer.

Men hvad er nu det for noget. Kunne jeg som passioneret skiløber og lidenskabelig ur tosse nogensinde finde på at bruge i underkanten af 100.000kr på en af deres billige modeller, eller over 3 gange så meget på et af deres dyre ure? Vores indblik var heldigvis kvit og frit.

Lige inden drop-in på dagens sidste tur i en lille gryde. Dataen aflæses nemt på den brugerdeffineret startskærm.

Som udgangspunkt er den mekaniske urverden en verden som ikke er forstået af ret mange. Med god grund egentlig, for batteridrevne ure er mere præcise, billigere og går ikke i stå efter at have ligget stille i en kort periode. Men alt dette hører en helt anden diskussion til og urglade folk som jeg selv vil forstå og kende følelsen af et lækkert ur om armen.

En af de helt store fascinationer ved mekaniske værker er selve urværket, denne model giver frit udsyn til værket gennem safirglasset bagpå.

Linde Werdelin er startet af de to danskere Morten Linde og Jorn Werdelin tilbage i 2002. Men vi skal lidt længere tilbage for at komme til den oprindelige idé. Det hele startede nemlig i vinteren 1996, hvor Jorn var på en off piste skitur. Vejret lukkede pludselig til og sigten var minimal. Han for vild og faldt ud over en klippe, hvor han brækkede ryggen. Tragisk hændelse, men han kom sig og fik idéen til et ur som kunne have forhindret denne episode.

10 år senere stod de klar med deres første ur. Og nu yderligere knap 10 år efter har de formået at slå deres navn fast blandt flotte og historiske mærker. Deres ure tilbydes i eksotiske materialer som titanium, carbon og guld, og er delt ind i to kategorier Spido og Oktopus. Hvor der bl.a. tilbydes chronograph værker i Spidospeed og månefase hos Oktopus Moon.

Det der adskiller Linde Werdelin fra andre sportsure, er at ovenpå disse mekaniske værker kan man montere deres digitale minicomputere. Der findes både ”The Reef” som er udarbejdet til dykkere og ”The Rock” som er til skiløbere. Linde Werdelins meget karakteristiske form på kassen gør at begge instrumenter kan monteres på alle deres ure.

Her ses tydeligt den 8-kantede form der er karakteristisk for Linde Werdelin

The Rock monteres nemt på uret, og giver derpå uret nogle helt andre og meget mere skirelaterede informationer. Urets størrelse vokser selvfølgelig med den monterede computer, og under testen kom den i karambolage med min handske som har en langt og smalt skaft. Det hele passede fint ind under jakkeærmet og med min noget mindre forårshandske var der absolut ingen problemer.

Det digitale instrument er enormt brugervenligt og intuitivt, man kan nemt manøvrere rundt computerens menu, selv i blæst, snevejr og kuldegrader med store handsker på.

The Rock har fire knapper: En enter knap, en højre, en venstre og en tilbage-knap. Med højre og venstre knapperne kan man nemt navigere rundt i den lille minicomputers forskellige funktioner, og ved et tryk på enter knappen i midten kommer man ind i en mere detaljeret oversigt over den specifikke funktion. Ved at trykke på tilbage-knappen kommer du tilbage til menuen.

Tilbage knappen øverst til venstre, og henholdsvis højre, enter og venstre knappen i bunden.

Uret går automatisk i en power save mode efter en kort periode uden aktivitet for at spare på strømmen. Ved første efterfølgende tryk kommer man til den brugerdefinerede startside som er 1 af 9 sider. Den kan indstilles efter ønske og kan give et hurtigt overblik over de data man finder nyttigst. F.eks. højde meter, temperatur, klokkeslæt, etc.

Ved at trykke på højre (eller venstre) knappen kommer man igennem menuen med følgende funktioner: Højdemeter, barometer, temperatur, nul grænsen (i hvilken højde er temperaturen 0°C), kompas, hældningsvinkel, chronograph (stop ur) og en log bog. Ved at trykke på enter knappen på én af nævnte sider kommer historisk data frem og man kan se hvordan f.eks. temperaturen har ændret sig i løbet af de sidste par timer, eller en af de andre funktioner. Ved at trykke igen er der mulighed for at lave forskellige indstillinger, alarmer og lignende.

Her er kompasset i brug på en ekstremt tåget forårsdag.

Med den rette viden kombineret med urets funktioner kan mange farlige situationer undgås. Med kompasset er det nemt at finde den præcise eksposition af et hang, og derved undgå nordvente sider efter snefald og vind eller sydsider en sen forårsdag. Hældningen på et hang kan også aflæses på uret, som jo har stor betydning for lavine skred. Når temperaturen runder -12°C grader lyder en alarm og man bliver informeret om fare for frostskader.


Grunden til Linde Werdelins store succes skyldes egentlig ikke disse digitale instrumenter til hverken ski eller dykning. 80% af deres ure bliver nemlig solgt uden. Den professionelle skiløber Jon Olsson har sågar købt sit SpidoSpeed uden The Rock. Årsagen er simpel, Linde Werdelin er ikke kun for skiløbere og dykkere, og deres ure af høj kvalitet trækker mange andre slags kunder til.

Der var da heller ingen tvivl om at uret er af en anden kaliber end de ure jeg har i min egen samling. På trods af urets ret store dimensioner B:44mm, L:46mm, H:15mm føles det slet ikke så stort. Ikke mindst grundet den lave vægt, som er opnået ved at lave kassen i titanium. Den ekstremt lækre kalveskinds rem der følger med gjorde heller ikke oplevelsen mindre behagelig.


Linde Werdelin skulle desværre have deres venligst udlånte Spidolite Titanuim Red tilbage. Fornemmelsen vi sidder tilbage med er at det er super lækre ure – til dem som har råd til det. Deres ure ligger nemlig i den dyre ende af skalaen, hvoraf vi lånte et af de billigere modeller til 11.200CHF og The Rock til 1200CHF, altså en samlet værdi i omegnen af 89.000kr.

Er uret uundværligt? Nej det er det ikke, og man kan skaffe samme informationer som uret kan give dig til en brøkdel af prisen! Men det er bare ikke det samme, og uret ville passe så godt ind i samlingen derhjemme.



Har du urimeligt rige venner? Så del artiklen her, så er det måske noget for dem...

Udgivet af: Sebastian Jakobsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen