Kvik, kvikkere, Kvitfjell

Kvik, kvikkere, Kvitfjell

Drive og entusiasme blandt ansatte og ejere af Kvitfjell betyder fortsat udvikling og udvidelse af skiområde og opførsel af flere indkvarteringssteder. Men faktisk er Kvitfjell historien om et skiområ

I 1994 blev de olympiske vinterlege afholdt i Lillehammer, og da man skulle finde bakker til styrtløbskonkurrencerne, satte man en passer på Lillehammer for at finde et egnet sted indenfor seks norske mil - 60 km. 

Valget faldt på Kvitfjell som havde tilpas stejle bakker til at tage i mod de internationale skistjerner. Inden OL var der ikke planer om at området skulle fortsætte driften efterfølgende, men det kom det til.


Foto: Lars Horn / Baghuset

I dag byder området på 11 lifter og 29 km nedfarter samt skicrossbane og terrænpark, pisterne er fordelt på alt lige fra de fladeste grønne til den stejle OL piste som er sort som kul.

Et område der skal bruges til alpine konkurrencer under OL kræver faldhøjde til de krævende styrtløbskonkurrencer. Det finder man på Kvitfjell, 840 meters højdeforskel er der fra toppen til bunden af Gudbrandsdalen hvor den første stolelift starter. 

Liftkortet købt i Kvitfjell gælder desuden i områderne: Gålå, Hafjell og Skeikampen. Det giver mulighed for at prøve flere af de andre områder i Gudbrandsdalen, på en dagsudflugt eller på vej til eller fra Kvitfjell. Lifterne åbner 9.30 og der er derfor rig mulighed for at nå frem til de andre områder og få en god skidag, evt. ved at vælge en af de dage hvor områderne byder på aftenskiløb. 


Foto: Lars Horn / Baghuset

I Kvitfjell er aftenskiløb muligt 3 gange ugentligt (tirsdag, torsdag og fredag), 2,6 km af pisterne er oplyst og man kan få en ekstra lang skidag hvis der er overskud i benene.. 

Snesikkert

Kvitfjell har åbnet 6 måneder hver sæson og hører til et af de mest snesikre skiområder i Norge. 85 % af området er dækket af snekanoner, og en hel del af bakkerne vender mod nordøst og er derfor mindre udsat for solens smeltende stråler.


Foto: Lars Horn / Baghuset

Stort udbud af langrend

Der findes 600 km præparerede langrendsspor omkring Kvitfjell, så der er faktisk uanede muligheder for at komme ud på langrend. Vi mødte en enkelt herre som var utilfreds med den hastighed de fik præpareret langrendsløjperne på ovenpå nattens snevejr og at han måtte træde sit eget spor. Vi andre glædede os over at hele området var klædt i 20 cm. frisk puddersne, som fik både skiløb og område til at virke endnu bedre. Senere på dagen kunne vi konstatere at langrendsløjperne var præpareret. 

De gode forhold med en udfordrende alpinbakke og stort langrendsnet gør området oplagt til familier og andre der rejser sammen som har ønsker om både at dyrke alpint skiløb og langrend. 


 De norske skilegendernes hjemmebane
To af Norges store skiløbere gennem tiden har valgt selv at have hytter i Kvitfjell og meget sigende for områdets alsidighed er der tale om både en langrends og alpinskiløber. 

Bjørn Dæhlies Dæhliehytta er på ikke mindre end 500 kvm og har plads til 35-40 personer og eget møderum. Det er områdets bedst udlejede hytte, og den bruges af alt fra skoler til firmaer der ønsker helt unikke omgivelser til firmaarrangementet. Det er muligt at få sin egen kok under opholdet eller at få leveret alt fra enkle retter til gourmetmåltider. "Kokke-Kjetil" er prikken over i´et ved et sådant firmaarrangement. 

Den anden legende der har egen hytte er Ole Kristian Furuseth, som har Furuseth Alpin Lodge, her er der plads til 30 personer. Furuseth har vundet et utal af sejre i worldcuppen i slalom og storslalom op gennem 90´erne. Desuden vandt han OL-sølv i slalom ved OL i Nagano i 1998. 


Foto: Lars Horn / Baghuset

Få din egen skihytte

Det er muligt at få sin egen hytte, der er grunde til salg i området og der bygges nye hytter og lejligheder flere steder, alle meget tæt på lifter og pister. Priserne starter ved ca. 3 mio. dkr. 

Skiområdet planlægger de kommende år at udvide med yderligere 2 nye stolelifter og flere pister.


Foto: Lars Horn / Baghuset


Er det en sport at flytte hytter i Norge?

Baggrunden for ovenstående spørgsmål skal findes i flere af hytterne i terrænet. De viste sig at være opført helt andre steder på egnen for indenfor de seneste år at være taget ned og derefter opført igen i skiområdet, en stor men ikke umulig opgave. 

I hvert fald står begge hytterne "Tyri Hans" og "Koia" endnu. 


Foto: Lars Horn / Baghuset

Koia er det lokale afterskisted, her mødes man efter dagens skiløb og kan bl.a. nyde en fantastisk suppe serveret af ejeren Lars, og hvis man spørger pænt er Lars også mand for at fortælle om flytningen af hytten. Derudover alt hvad der ellers hører sig til en gang afterski, intet nævnt intet glemt. Koia tilbyder også forskellige former for aftenarrangementer med spisning og dans. Rygterne siger at der under World Cup´en omsættes for over 100.000 dagligt på afterskibaren.


Foto: Lars Horn / Baghuset

Tyri Hans, er beliggende på Vestsiden af Kvitfjell og er et oplagt sted til at nyde frokosten. Her fås en helt fantastisk hjemmelavet clubsandwich eller lækre hjemmelavede pizzaer, og har du plads til mere så anbefaler vi gerne gulerodskagen som en dessert eller til en pause senere på dagen. Tyri Hans er oprindeligt fra 1852. 


Foto: Lars Horn / Baghuset

Aktivitetsmuligheder

Der er mulighed for hundeslædeture på Kvitfjell. Eigil stiller gerne op med sine slædehunde og giver en oplevelse tæt på sneen sammen med de friske hunde. Man får sit eget hundespand og med Eigil forrest i rækken af slæder går det hurtigt derudaf – i Kvitfjell anvendes hunde der er konkurrence-vante og ikke blot hunde trænet til turistkørsel. Ved pauser bruges et stort anker til at holde slæde og hunde. På selve turen bruges to bremser til at begrænse de kræfter der slippes løs fra de 5 hunde foran. Der arrangeres turer af 20-30 minutters varighed samt mulighed for længere slædeture i området på 2-3 timer. 


Foto: Lars Horn / Baghuset


Hvad siger gæsterne om Norges bedste alpinområde

Som alle andre skiområder har Kvitfjell spurgt gæsterne hvad de mener om området. 

Lifterne får roser for meget lidt kø. Liftkapaciteten er på 13.100 pers/time og sammenholdt med antallet af gæstesenge er det en ganske betragtelig kapacitet og kø var heller ikke noget Skisport.dk´s udsendte løb på.

I februar 2011 blev Kvitfjell af avisen VG kåret til Norges bedste alpinområde foran områderne Hemsedal og Norefjell, så når tilfredsheden med området er stor blandt de fleste er det ikke uden grund – det er bare rigtig godt på Kvitfjell.

Størst utilfredshed er der med priserne. Vi betalte 45,- for en halv liter fadøl i Baren på GudbrandsGard Hotel. Men det er trods alt billigere end de fleste cafeer i Århus, så hvorfor skulle det være billigere serveret på et flot norsk hotel med skiløb udenfor døren.


Foto: Lars Horn / Baghuset

Opsummering:
Kvitfjell byder på spændende udfordringer for mange. Men løjperne er stejlere end gennemsnittet i Norge, så er det første gang på ski, findes der mere oplagte områder at starte skikarrieren i. Men har man et par ugers erfaring er Kvitfjell et super godt område at udvikle sit skiløb i. Hvis det er godt nok til de bedste skiløbere i verden er det vel også godt nok til os danskere... 


Foto: Lars Horn / Baghuset
Skisport.dk var inviteret til Kvitfjell af Stena Line


Udgivet af: Rasmus Skov

Fakta om Kvitfjell
Skiområdet: 200-1044 m.o.h.
Byen: 200 m.o.h.

34 pister i alt
14 km grøn
10 km blå
7 km rød
3 km sort

Lifter: 14 stk. / 11.300 pers/time

Slæbelifter: 6
Tog/baner: 3
Stolelifter: 4
Kabinelifter: 1

Mere om skiferie i Kvitfjell

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen