Hemsedal – Skandinaviens Alper

Hemsedal – Skandinaviens Alper

Læs anmeldelsen af Hemsedal og find nyttige informationer om bl.a. sne, pister og løjper

Det er ikke uden grund, at Hemsedal bliver kaldt De Skandinaviske Alper. Og det er heller ikke uden grund, at området er et af Skandinaviens mest populære skisportssteder. Med sin nordlige og høje beliggenhed er Hemsedal et snerigt og snesikkert område med en lang sæson. Allerede fra den 11. november kan man stå på ski i 625-1.920 meters højde. Og området er også let tilgængeligt i bil, det ligger midt mellem Norges to største byer, Oslo og Bergen.

50 år er ingen alder

Selvom Hemsedal i år kan fejre 50-års jubilæum er der ingen grund til at tro, at skisportsstedet er forældet eller gammeldags. Tværtimod. Siden den første lift åbnede i 1961 har Hemsedal jævnligt forsøgt at forny sig selv og optimere mulighederne for at give gæsterne den bedste oplevelse på ski. Og det gælder skiløbere i alle størrelser og på alle niveauer.

Hundeslæde i Hemsedal
Hemsedal.com/Nils-Erik Bjørholt

Området byder på i alt 52 bakker: 23 grønne, 13 blå, 9 røde og 7 sorte hvoraf fem er skiparker. For at transportere gæsterne til tops har Hemsedal i alt 24 lifte, som kører fra november til maj.

Tager man stoleliften helt til tops har man en fantastisk udsigt over de sneklædte fjeldtoppe. Fra Totten 2 kan man på en solskinsdag i sneen næsten fristes til at tro, at man har taget turen sydpå, selvom man befinder sig på vinter-Norges højeste punkt for alpinløbere. Og når man så skal ned igen kan det foregå ad Hemsedals længste piste på seks kilometer. En lang og nydelig tur på en grøn bakke, der giver rig mulighed for at nyde naturen og sneen.

Fra toppen af Tindheisen, der ligger 1.349 meter over havet har man 360-graders udsigt over hele Hemsedal og de omkringliggende fjelde. Herfra kan man vælge mellem grønne, blå og røde bakker ned mod dalen.

Snescootere i Hemsedal
Hemsedal.com/OleJ. Brye

Hemsedals tredjehøjeste præparerede punkt ligger på toppen af Roniheisen. En stolelift sætter skiløberne af i 1.250 meters højde, mens blå og røde pister følger dem til bunds igen.

Børnenes Hemsedal

Med et 70.000 kvadratmeter stort børneområde er Hemsedal et af Skandinaviens mest børnevenlige skisportssteder. De sidste år har Hemsedal fokuseret på at udvikle børneområderne, så det ikke kun er sjovt for børnene at stå på ski – det kan også være udfordrende og lærerigt.

Børneområdet i Hemsedal
Hemsedal.com/Nils-Erik Bjørholt


Sidste sæson introducerede Hemsedal således Adventure Camp, hvor børn og unge i alderen 7-15 år kan opleve, hvordan det er at stå på ski uden for løjperne (off-piste). Selvfølgelig under sikre forhold og under opsyn af uddannede undervisere. Udover undervisning i sikker off-piste kørsel tilbyder Adventure Camp også et lavinekursus. 

Hvis børnene ønsker yderligere udfordringer kan de finde det i Jibb & Park Camp. Her undervises de 7-15 årige skiløbere i at køre i park og lave sjove tricks.

De to aktiviteter giver ungerne gode muligheder for at udforske nye sider af skiløbet og for at møde andre børn og unge i samme alder og med samme interesser.

Foto: Skistar.com

De voksnes Hemsedal

Selvom Hemsedal giver rig mulighed for, at familier tager af sted og nyder skiløbet sammen, kan forældrene også have brug for lidt alene-tid i fjeldene. Og her er Hemsedal også behjælpelige. De tilbyder nemlig indendørs børnepasning i Revehiet midt på bakken. På hverdage er der åbent for drop-in fra kl. 13 til 16, men man kan også forudbestille, hvis man ønsker pasning på andre tidspunkter.



Har man også brug fra en pause fra de 44 kilometer med løjper i Hemsedal, har området også rige muligheder for at give gode oplevelser på langrendsski. Ruterne ligger i og omkring området og lader langrendsløbere opleve naturen på tæt hold. 

Og har man brug for helt at tage skiene af, findes der adskillige andre aktiviteter i Hemsedal. Man kan lade sig transportere rundt i området på hundeslæde med cirka 20 kilometer i timen, sætte farten op med en tur på snescooter, nyde en gåtur på fjeldvandring, få en guidet dag med isklatring eller aktivere armene og tage ud at bowle.

Er du af sted i julen, sørger Hemsedal også for en hyggelig og traditionel højtid. Der er mulighed for lange dage på ski, en stemningsfuld tur i kanen rundt i området og vaskeægte juletræsfældning i skoven. Nytåret kan også skydes ind i Hemsedal.

Foto: Skistar.com


Der er nok at give sig til i De Skandinaviske Alper. Og det er svært at kede sig i Hemsedal. Hvad enten du er erfaren skiløber eller er nybegynder med børnefamilie, har Hemsedal noget at byde på. Om du er A- eller B-menneske er også underordnet, for Hemsedal tilbyder både morgenski med morgenmad og aftenski med lys på løjperne.

Læs mere om Hemsedal her.

Udgivet af: Sara Vibroe Løppenthin Stendevad

Fakta om Hemsedal
Skiområdet: 640-1530 m.o.h.
Byen: 625 m.o.h.

46 pister i alt
17 km grøn
12 km blå
9 km rød
8 km sort

Lifter: 28 stk. / 28.500 pers/time

Slæbelifter: 15
Stolelifter: 6

Mere om skiferie i Hemsedal

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen