På ski i Udkantsdanmark - heliski i Grønland

En fantastisk smuk tur til Grønland, med enorm natur. Her får skiferien en helt ekstra dimension.

Og sørme... mine øjne fanger en mail som hedder "Grønland kalder" fra Jeppe Hansen - arrangøren af Freeride DM og inkarneret eventyrer.

"Glem alt om skibusser, skilifter, skiområder med svenskere, andres spor og opkørt sne. Sig hej til first descents, gigantiske uberørte pudderflader med jævne hældninger, din egen røde helikopter der lander hvor du siger den skal, verdens bedste udsigt i verdens reneste og klareste natur, og runs på 1600 højdemeter fra top til bunden (som er sealevel)."

Kort sagt; en invitation til den ultimative skitur ... jeg har indtil i morgen kl. 12 at svare.

Turen koster spidsen af en jetjager og årets skibudget er allerede brugt 4 gange. Men av, det lyder fristende...

Jeg tilspørger derfor sagte den sovende kæreste, om det er OK, jeg tager med drengene til Grønland og brænder de næste 3 måneders husholdningsbudget af. Jeg ved, hun skal tidligt op og undlader derfor at ruske i hende (man er vel en gentleman). Hun sover trygt videre og giver mig derfor aldrig noget decideret klart svar. Dette kan jeg naturligvis kun betragte som en stiltiende accept, hvorfor jeg svarer Jeppe:

"Jeg er på - hvad var kontonummeret?"

Lad eventyret begynde

Efter påske indfinder dagen sig endelig, da vi skal af sted. Vi mødes 10 mand høj i Kastrup. Jeg er kommet blandt garvede folk, fornemmer jeg hurtigt. Her er en tidligere dansk mester i pukkel piste, en håndfuld "gamle" skiinstruktører og så et par stykker, som bare har stået urimeligt meget på ski over det meste af kloden.

Vi bliver dog hurtigt enige om, at en indenrigsflyvning for at komme på eksotisk skitur ikke lige er noget, vi havde set komme. Turen går med Air Greenland København til Kangerlussuaq (Sønder Strømfjord) med uendelig smuk indflyvning og kort mellemlanding i Maniitsoq (Sukkertoppen) for til sidst at lande sidst på eftermiddagen i Grønlands hovedstad Nuuk.

Det er mit første besøg i Grønland, og jeg er forelsket fra første sekund. Her er både ufatteligt smukt og meget råt. Luften er ren, og her er stadig frostgrader, selvom vi er sidst i april. Jeg kan ikke undgå at tænke, at er her er naturen for alvor meget større end os små mennesker. Dyb respekt for det folk, som har kunnet overleve her i årtusinder.

Første skidag... ehm nej! - naturen bestemmer jo

Vi har kun 4 hele dage på Grønland, så jeg vågner tidligt næste morgen med en uro og skilængsel i kroppen. Trækker gardinerne fra og ser til min glæde, at det sner tæt. Glæden fortager sig dog hurtigt, da jeg kommer i tanke om, at vi er på heliski, og at skovskiløb ikke findes i Grønland.

Udenfor er det simpelthen big whiteout - der er ingen sigt overhovedet. Vi mødes med helikopterpiloten til morgenbriefing, og han fortæller os, at han i princippet fint kan flyve (de er vant til meget værre forhold) men vi intet vil få ud af at brænde helitid af. Alt er hvidt i hvidt.

Vejrudsigten siger snevejr resten af dagen, og så opklaring fra i morgen - Måske!. Hmm... what to do? Vi kan tage i svømmehal?... njah... Vi kan gå en tur rundt i Nuuk?... njah... Vi kan gå over på fiskeauktionen?... njah. Der breder sig en let depressiv stemning. Vi må klart i gang med at tænke kreativt.

Og kreativ må man sige vores chefrejseleder Jeppe Hansen viser sig at være. Et par telefonopkald, og så har han skaffet os haglbøsse, jagtriffel og adgang til en båd, og så skal drengene ud og lege jægersamfund.


Vores chefrejseleder Jeppe Hansen viser, hvordan torskefiskeri i Grønland foregår. Man sænker 3 pilke til 55 meter, og op hiver man 3 fuldmodne torsk - og det gør man hver gang.

Så på trods af, at vi ikke får det, vi er kommet efter, får vi alligevel en ganske fantastisk dag i fjordene omkring Nuuk. Vi ser ørne så store som franske foldedøre og pilker torsk så mange og store, at en dansk erhvervsfisker ville være misundelig. Og selv de mest våbenfornægtende af os finder ud af, at præcisionsskydning er sværere, end det ser ud på TV.

Dag 2 - historien gentager sig. Delvist

Næste dags morgen gentager historien sig. Det sner stadig og sigten er stadig ringe. What to do? - man begynder at se for sig, at vi kommer til at sidde her i 4 dage uden nogensinde at komme ud og flyve helikopter og smadre noget pudder.

Det er nærliggende at begynde at regne på hvor mange skiferier til Isaberg, man kunne få for de penge, som det har kostet at sidde her i hotellets restaurant og kigge ud i intetheden. Men det er en tanke, man må og skal holde fra livet - det nytter ikke med den slags negative tanker her.

I flokken håndterer vi situationen forskelligt. Enkelte er i balance og accepterer fuldt ud, at her bestemmer naturen, mens vi er en 3-4 stykker, som i den grad trænger til at komme på ski. I udkanten af Nuuk har de et lille skicenter, der betjenes af et par slæbelifte. Godt nok rangerer slæbelifte og pistekørsel ikke ret højt på skalaen over ting, vi havde drømt om på den her tur, men ud det må vi.

Således determineret begiver vi os mod skicentret. Om det var naturens belønning til os skal være usagt - men da vi når frem til skibakken sker miraklet. Den lovede opklaring kommer! Vi får fat i de andre, som er blevet tilbage på hotellet og aftaler at mødes ved heliporten - nu skal det være.

Opklaring & Polar powder

Stemningen stiger fra noget, der tenderer vinterdepression til eufori.

Helikopteren vi skal flyve med kan have 5 mand med pr. løft - vi inddeles derfor i to hold: Et hurtigt og et endnu hurtigere, som Jeppe formulerer det.

Vi flyver storsmilende og med lette spændinger i maven af sted mod første peak. Afsted henover gigantiske fjorde, som har flænset sig dybt ind imellem bjergene. Det er ikke fordi vi kommer voldsomt højt op. Men når skiløbet går helt ned til vandkanten, giver det alligevel runs med imponerende 1600-1700 højdemeter.

Udsigten mellem høje bjerge og dybe fjorde - Aldrig set magen!

Det er en ganske unik og urimeligt smuk oplevelse at rive dybe puddersving helt ned i strandkanten. Og når der så i strandkanten oven i købet er parkeret en smuk rød helikopter fra Air Greenland, som venter kun på dig og dine venner, bliver det ikke meget større.


Vores lille røde helikopter i vandkanten står klar til at flyve os til endnu en top

Den nyfaldne krystalklare sne er let og luftig. Heroppe kalder de det ikke uden grund for polar powder. De lave temperaturer og den lave luftfugtighed gør sit til, at sneen er nemmere at køre i end nogensinde. Der er dømt faceshots (sne i ansigtet når man svinger) til folket.

Selve terrænet indbyder med kæmpestore uberørte flader i den grad til store cruisende sving på de brede bjergsider. Her er nok til alle. Hvert eneste sving køres i uberørt pudder.


Her er masser af plads til alle på de store åbne flader med perfekt hældning

Lykken er gjort, og man får lyst til at rykke teltpælene op og flytte til Udkantsdanmark. I flokken snakkede vi om, at man fint kunne nappe en sæson her. Som skibums ville der nok ikke være midler til daglig heli, men med skind under skiene og evt. en halvpart i en snescooter ville man med sikkerhed kunne lave flere first tracks end bumserne på de overfyldte og til tider stressende destinationer i Alperne.

Ikke ét løft, ikke to løft, men...

De fleste i gruppen (hvis ikke alle) har prøvet heliski før. "Normalen" med heliski er, at man kun har eet løft - måske 2 - på en skidag. Sådan er det ikke her. Vi har "fri heli" i den forstand, at vi har købt 5 timers flyvetid, og således ikke er begrænset af et antal løft.

Vi opøver i effektivitetens navn derfor en militær præcision i forbindelse med starter og afsætninger. Når rotoreren først snurrer er spildtid bandlyst. Hver mand kender sin rolle, og vi modtager anerkendende nik og thumbs up fra vores svenske helipilot. Man føler sig til tider lidt som en actionhelt med alle de indforståede håndtegn, der indgår i "heli-slang".

I praksis betyder det, at vi reelt får så mange løft og runs, som benene tillader.

Vi peger på en top og spørger helipiloten, om han kan lande der. Han nikker - han kan lande sin lille røde djævel de vildeste steder - og 64 sekunder senere står man på toppen og er ved at klikke sig i sine brede pudderski. Det er stort det her, og highfives bliver kastet i grams mellem en flok storsmilende og lykkelige drengerøve.

Tænk sig! At kunne nærme sig et punkt af tilfreds mæthed over for pudder krydret med heli. Alene det, ikke at have tal på, hvor mange løft man havde på en skidag kan efterfølgende give et lille smil om læben.

Stoisk ro i storm før stilhed

Når man sidder i sneen under en heli, som lander eller letter, er det som at befinde sig i århundredets storm. Sneen hvirvler omkring og hamrer ind i ansigtet som små sylespidse sandkorn. Chillfaktoren gør, at vi putter os som små babyer. Det er koldt det her!

Kun én skiller sig ud. Det viser sig, at ældstemanden iblandt os troligt sidder midt i stormen, kun iført solbriller og tophue. Han fortrækker ikke en mine, men tænker sikkert sit om alle os amatører, som ligger begravet i fosterstilling bag store goggles og varme skihjelme.

 Vi er lige sat af og befinder os midt i en veritabel storm

Med det samme helien er lettet og fløjet væk, bliver her stille. Vi sidder på toppen af et højt bjerg lige midt i intetheden. Vi har aftalt pick-up spot med piloten, og tilbage er kun at nyde storheden og så håbe, at evner rækker til at klare sig sikkert ned til helien igen. Og når vi så er nede, peger vi på en ny top, som piloten nikker til... Og sådan går de næste par dage egentlig i al sin enkelthed.

Vi nærmer os opskriften på helt perfekte skidage og måske endda meningen med livet.

Til party i provinsen med selveste Aqua

Som om turen ikke bød på rigelige mængder kuriøse oplevelser i sig selv viste det sig, at Aqua tjekkede ind på samme hotel som vores. Rygtet gik, at det var vores tur-arrangører Hauerbach-Hansen-travels, som havde fået fløjet dem ind for vores skyld alene.

Nu skal det her ikke udvikle sig til en koncertanmeldelse, men på trods af at ingen i gruppen betragter sig som tilhørende Aquas kernemålgruppe, må vi erkende at Aqua og de lokale forstår at holde en fest - og det på den fede måde, som ikke involverer to flasker æblesnaps og en bænk. Med god energi og smil på læben kommer man nu længst.


Deres udsendte på jagt efter nye talenter til næste års Helly Hansen Freeride DM. Kan René Dif konvertere sin scene-energi til store klippedrops, er han klar favorit til "Sickbird"-prisen næste år

Vil vi ubetinget anbefale en skitur til Grønland?

Som det måske fornemmes, havde vi en uforglemmelig tur, som overgår alle almindelige skiferier med længder. Siden hjemkomst er jeg naturligvis af mange af mine skivenner blevet spurgt, om det er noget, jeg kan anbefale.

Til det har jeg svaret et rungende "JA!" - og så har jeg i øvrigt skyndt mig at tilføje, at prisen er høj, og at der jo altså ikke er garanti for ligeså fantastiske dage, som vi havde med nysne, blå himmel og vindstille.

Vejret på Grønland er meget omskifteligt så risikoen for "nededage" er højere end på andre skiferier. På Grønland er naturkræfterne bare større, end vi er vant til.

Men kan man finde plads i budgettet, og er man indstillet på "risikoen" for naturens rasen, er det bare om at komme at sted - Just do it.

Spørgsmålet der står tilbage er, hvad den største oplevelse ved Grønland var:

1. Var det at have fri adgang til sin helt egen lille røde djævel af en helikopter med licens til at finde pudderhang i verdens smukkeste natur?... eller
2. Var det reelt den korte tur i hotellets elevator med en casual - men stadig listigt - klædt Aqua-Lene? 42 sekunder alene på 1 x 2 meter med en smilende og nysgerrigt konverserende popdronning er altså en stor ting for en eunuk på indlandsisen!

Tjah, tjoh... Den kære Lene virker trods alt en anelse uopnåelig, så alt i alt vinder Grønland som helhed den battle. Vi siger tak for oplevelser for livet....

Se nedenstående lille video fra turen. Gør dig selv den tjeneste at se den i fuldskærm i HD-opløsning. Gerne med lidt blæs på højtalerne.