I Hansi Hinterseers fodspor i Kitzbüheler Alpen

I Hansi Hinterseers fodspor i Kitzbüheler Alpen

Skisport.dks udsendte drog til Østrig for at udforske det område, som Hansi Hinterseer er vokset op i.

Den 15. marts 2012 drog Skisport.dks udsendte til Østrig for at udforske det område, som Hansi Hinterseer er vokset op i. På ski vel at mærke, for selvom området har en vis kendis-faktor, er skiløbet nu engang det vigtigste.

Trods en hektisk start på dagen, grundet strejke i Kastrup Lufthavn var humøret højt, da en lille gruppe danskere sad i flyet på vej mod Kitzbühel. Vejrudsigten for Kitzbüheler Alpen forudsagde høj sol, masser af sne – men måske en anelse for varmt.

Hvis man flyver til München tilpas tidligt på dagen, kan man faktisk nå at spise en lækker frokost i Kitzbühel lidt senere samme dag. Så midt i marts måned nød vi en frokost i høj alpesol, bare arme og et par smarte solbriller, selvom vi samme morgen vågnede i vores egne senge derhjemme. Så bliver det ikke meget bedre!


Foto: Medialounge

Området Brixental huser de tre byer Kirchberg, Brixen im Thale og Westendorf. Fra Kirchberg er der adgang til 168 pistekilometer, 54 lifte og et hav af gode ”Alms” i terrænet.
Men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er man i Kitzbühel/Kirchberg lige i smørhullet i forhold til Østrigs største sammenhængende skiområde med intet mindre end 1.088 pistekilometer, hvis man vel at mærke vælger et Kitzbüheler Alpen Allstar card.

1.088 kilometer var dog lige i overkanten for de 72 timer, vi havde til rådighed. Vi var indlogeret på Hotel Elisabeth, som er et super hyggeligt familieejet hotel med lækre værelser og en dejlig restaurant. Hotellets Sankt Bernhard-hund, kunne vi forstå, havde været med i en musikvideo med selveste Hansi Hinterseer.

Interessen for Hansi er i øvrigt overvældende i Kirchberg, som er den by, Hansi er opvokset i. Beboerne i Kirchberg er dog meget mere begejstrede for Hansis seks world cup-titler i de tidlige 1970’ere, end de er for hans sangkarriere.

Kitzbühel

Foto: Jan Zach

Til det vigtigste: Skiløbet

Kitzbüheler Alpen er et ganske omfattende område med hovedvægten lagt på terræn for den trænede skiløber. Der er også områder for begyndere omkring Kitzbühel og Kirchberg, men for at få det fulde udbytte af terrænet er det en god ide at komme vidt omkring.

Fra Kirchberg kan det anbefales at starte dagen med nogle ture ned langs Fleckalmbahn-gondolen eller Maierl-stoleliften. Pisterne her tilbyder god cruising med muligheder for afstikkere til sorte pister samt lidt off-piste, hvis vejret er til det.

Kitzbühel Foto: Medialounge

Fra Brixen am Thale kan man med Skiweltbahn komme op til Choralpe. Herfra er der intet mindre end eminent skiløb med et udfordrende og alsidigt terræn fra Westendorf til Aschau.


Foto: Tyrol.tl


Vi var begunstiget af to fulde dage med bragende solskin og eminent sne, indtil sidst på eftermiddagen, hvor det dog blev en smule tungt. Men med ganske få skiløbere på pisterne, en ny-præpareret piste, der knaser under skiene, hurtige og skarpe carving-sving, godt selskab og solen i ryggen, er det altså svært at bevare pessimismen.

Og det var der heller ingen grund til. Kitzbüheler Alpen har talrige gange vundet anerkendelse som et af verdens bedste skisportssteder.

I 2006/2007 kårede Skiresort.de Brixental som verdens bedste skiområde. Og i 2008/2009 kårede Snowonline.de området som verdens bedste for ”expert skiers”. Og nu vi er med det med ”expert skiers”, så er der jo Hahnenkamm...

Hahnenkamm

Hvis du ikke ved, hvad Hahnenkamm er, så gå på Youtube og søg eller se denne video for en hurtig rundvisning.

Kitzbühel

Foto: Medialounge

Hahnenkamm er berømt og berygtet i Styrtløb World Cupen for at have trynet de sejeste konger af pisten, og begravet nogle af dem, der ikke nåede helt op på det royale niveau. Men er du i Kitzbühel, må du ikke snyde dig selv for turen ned af Hahnenkamm.



Foto: Tyrol.tl


På denne tur var de overvejende alfahanner meget kæphøje på vej op til Hahnenkamm. Men da vi nåede startboksen og skulle have vores hjerner til at kapere faldet på op til 88 procent, de mest vanvittige sving, spring på op til 80 meter, og ikke mindst Maussefalle – ja, så faldt mængden af smarte bemærkninger meget hurtigt.

Men alle nåede sikkert ned – om end der blev set lidt stort på stilen. Flere gange undervejs måtte vi stoppe op for lige at forstå, hvor ekstrem denne løjpe er. Det skal opleves!

Kitzbühel

Foto: Medialounge

KochArt

Efter en tur ned af Hahnenkamm kan man godt blive sulten. Heldigvis byder Kitzbüheler Alpen på talrige lækre alpehytter i terrænet, hvor man kan udforske den østrigske madtradition på et niveau, der generelt er milevidt fra den typiske spaghetti bolognese på et fransk skisportssted.


Foto: Tyrol.tl

Her er masser af hygge, god musik og skummende fadøl. Men Brixtal er også centrum for en ny tendens indenfor østrigsk cuisine, nemlig KochArt. KochArt søger at bygge kulinariske gourmet-oplevelser med udgangspunkt i områdets originale østrigske råvarer og opskrifter.

Vi anbefaler for eksempel Staudachstub’n, som er en traditionel østrigsk Alm, men med en helt exceptionel evne til at tage blandt andet Wienerschnitzlen til helt nye niveauer - og sågar til yderst fornuftige priser.

Hansis far...

På turen havde vi fornøjelsen af at møde Kurt Tropper, som er turistchef i området. Kurt er ikke alene en gudsbenådet skiløber, han kender naturligvis også alle, der er værd at kende i Brixtal. På den sidste ”stille og rolige” skitur inden hjemrejsen, skulle vi lige have to timers intenst skiløb med.

Kurt løber ind i nogle bekendte, ældre herrer, på vej ned af bjerget. Og den ældste af herrerne, perfekt solbrændt, charmeklud om halsen, med hårpragt som en sølvræv og iklædt en rød heldragt med bælte, bliver præsenteret som ”Ernst, der Vater von Hansi!”. En perfekt tur til Østrig bliver afsluttet med et møde med Hansi Hinterseers far! Det bliver så også hurtigt afsluttet... Ernst viser sig nemlig som en yderst habil skiløber, der er meget svær at holde trit med. Det er godt gået af en mand, der fyldte 80 år i 2012!

I Hansis fodspor

Kitzbühel viste sig fra sin allerbedste side da Skisport.dk var på visit. Kitzbühel og hele Brixtal-området har virkelig meget at byde på. Skiløbet er eminent, der er en fantastisk klassisk Østrigsk stemning, og restaurant og aften/nattelivet efterlader intet tilbage at ønske. Så det kan bestemt betale sig at gå i Hansis fodspor.


Flere nyheder om Kitzbühel:
Kitzbühel - ærligt og eksklusivt

Udgivet af: Jacob Bang

Rejsebureauer til Kitzbühel / Kirchberg
Fakta om Kitzbühel / Kirchberg
Skiområdet: 800-2000 m.o.h.
Byen: 800 m.o.h.

160 pister i alt
72 km blå
66 km rød
22 km sort

Lifter: 58 stk. / 79.900 pers/time

Slæbelifter: 23
Stolelifter: 28
Kabinelifter: 5

Mere om skiferie i Kitzbühel / Kirchberg

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen