Håndbagage regler - Guide til at overholde mål og vægt

Håndbagage regler - Guide til at overholde mål og vægt

Det er vigtigt at kende reglerne for håndbagage, når du skal ud og flyve. Der er specifikke krav til mål og vægt på håndbagagen, og der er nogle genstande, som man ikke må medbringe ombord på flyet.

Uanset om du skal på skiferie, forretningsrejser eller en charterferie i sommerferien, findes der nogle krav til den håndbagage, som du medbringer i flyet. Der findes nogle krav og regler i forhold til størrelser, mål og vægt, der skal overholdes. Derudover er der mange, der er forvirrede over, hvad man må medbringe, og hvad man ikke må medbringe i sin håndbagage.

Mange vælger at medbringe deres kuffert som håndbagage for at spare tid på at checke deres bagage ind i lufthavnen og undgå ventetiden ved transportbåndet i ankomstterminalen efterfølgende. Særligt her er det vigtigt at kende reglerne for håndbagage, da du ikke har mulighed for at lægge genstande i din almindelige bagage, som du ikke måtte have med ombord i flykabinen.

Det er ikke alle flyselskaber, der tillader dig at have lige meget bagage med. Nogle selskaber giver lov til at presse en masse bagage ombord, mens andre selskaber stiller høje krav til mål og vægt på din håndbagage.

Find størrelser, mål og vægt for flyselskabernes håndbagage her..

Her på siden har vi lavet en komplet guide over håndbagage reglerne, der giver dig et let overblik over, hvad du må og ikke må.


Regler for væske i håndbagagen i fly

Der findes nogle helt særlige og meget skrappe regler omkring væsker i håndbagage, hvis du rejser med fly. Generelt skal alle væsker og andet flydende materiale medbringes i små beholdere på max. 100 ml. 

Disse små beholdere med væske skal medbringes i en lille genlukkelig plasticpose på max. 1 liter. Du må gerne medbringe flere af disse små beholdere, men de skal alle kunne være i denne lille plasticpose. Hver person må have én af disse plasticposer i deres håndbagage. Bemærk at hvis en person medbringer to stk. håndbagage, må personen fortsat kun have én plasticpose med.

Herunder kan du se, hvad flydende væske er:

     Parfume og dufte
     Tandpasta og mundskyl
     Olie og cremer (håndcreme, solcreme osv.)
     Drikkevarer (vand, juice, sodavand osv.)
     Hårprodukter (balsam, shampoo, hårvoks osv.)
     Flydende makeup (foundation, concealer, skintonic, neglelak osv.)
     Væske i beholdere under tryk (deodoranter, barberskum osv.)
     Blanding af faste og flydende stoffer (nutella, camembert osv.)

Regler for væske i håndbagage stammer fra de fælleseuropæiske bagageregler, der er vedtaget i EU. Disse er vedtaget for at forhindre terrorangreb og lignende situationer i at opstå og findes for at beskytte dig som flypassager. Reglerne gælder alle flyvninger inden for EU-medlemmernes grænser - herunder også Kastrup Lufthavn, Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn.

Reglerne for væske i håndbagage kan være anderledes, hvis du skal på en interkontinental rejse uden for EU.



Hvad må man medbringe i håndbagagen i fly?

Du må medbringe rigtig mange ting i din håndbagage. Mange tror fejlagtigt, at man næsten ikke må medbringe noget som helst, men så længe man bruger sin sunde fornuft, plejer man som regel at kunne komme gennem sikkerhedskontrollen uden problemer.

I stedet bør du måske tænke over, hvordan du pakker din håndbagage mest hensigtsmæssigt, så du kan tage forskellige genstande frem i security. Eksempelvis skal din laptop ud af tasken, når den skal scannes.

Herunder kan du se, hvad du eksempelvis gerne må medbringe i din håndbagage:

     Bærbar computer
     Tablet
     Andet elektronisk udstyr (kamera, musikafspiller osv.)
     Væske i beholdere under 100 ml
     Powerbanks
     E-cigaretter
     Medicin
     Deodorant
     Co2 patroner til lavinerygsæk

... og mange lignende genstande. 

Det er væsentlig nemmere at fortælle dig, hvad du ikke må medbringe i din håndbagage, hvilket du kan se længere nede på siden. 


Deodorant i håndbagage

Må man medbringe deodorant i håndbagagen?

Ja med begrænsninger. Du med gerne medbringe deodorant i håndbagagen. Du skal bare sørge for, at den overholder reglerne for væske, så den maksimalt er 100 ml og kan være i en gennemsigtig plasticpose på højest 1 liter.


Medicin i håndbagage

Må man medbringe medicin i håndbagagen?

Ja men skal måske sikkerhedskontrolleres. Du må gerne medbringe din medicin ombord på flyet. Hvis der er tale om medicin i pilleform, er der som regel inden problemer. Hvis medicinen er i flydende form, må du også gerne medbringe disse ombord. Du må endda medbringe medicin i beholdere større end 100 ml, men medicinen skal sikkerhedskontrolleres. Desuden bør du have et rejsebrev fra din læge, der beskriver medicinen på både dansk og engelsk.

Vi anbefaler kraftigt at du medbringer vigtig medicin i din håndbagage, da der altid er en minimal risiko for, at din indcheckede bagage ikke kommer frem på destinationen. 


Mad i håndbagagen

Må man medbringe madvarer i håndbagagen?

Ja med begrænsninger. Du må gerne medbringe en begrænset mængde mad i din håndbagage. Dine madvarer hører sammen med væsker og skal overholde reglerne for dette. Altså skal dine madvarer være pakket i beholdere på maksimum 100 ml og opbevares i en gennemsigtig plasticpose på højest 1 liter.

Nogle flyselskaber har dog særlige regler for at medbringe madvarer, så vi anbefaler at kontrollere reglerne hos de pågældende selskaber.

Der findes særlige regler for babymad. Her må du gerne medbringe babymad i beholdere større end 100 ml, der skal lægges i en separat bakke i sikkerhedskontrollen. Du må dog kun medbringe babymad i håndbagagen, der svarer til behovet til flyrejsen.


Makeup i håndbagagen

Må man medbringe makeup i håndbagagen?

Ja med begrænsninger. Hvilket makeup du må medbringe i din håndbagage afhænger af, om det er makeup i fast eller flydende form. Fast makeup må du gerne medbringe i din håndbagage i ubegrænsede mængder, men hvis det derimod er flydende makeup, skal du overholde reglerne for væske. Dvs. din makeup højest må være i en beholder af 100 ml, og den skal medbringes i en gennemsigtig plasticpose på maksimum 1 liter. 



Hvad må man ikke medbringe i håndbagagen i fly?

EU har vedtaget nogle fælleseuropæiske bagageregler, der har fastsat, hvilke genstande, man ikke må medbringe på en flyrejse inden for EU. Listen er lang og omfatter diverse forskellige våben, stoffer og farlige ting, som man normalt heller ikke må færdes med alle andre steder.

Der er også nogle mere almindelige genstande, der ikke er tilladte. For eksempel på man ikke medbringe lightere i håndbagagen, men i stedet skal disse være i ens bukselomme - og maksimum én per person. Derudover er eksempelvis refill til e-cigaretter ikke tilladt, og du skal huske at overholde grænsen for mængden af væsker. 

Herunder kan du se, hvad du ikke må medbringe i din håndbagage:

     Skydevåben
     Skarpe og spidse genstande (knive osv.)
     Elektrochokapparater
     Lightere (max. 1 per person og skal være i din bukselomme)
     Lithiumbatterier over 100wh pr. stk.
     Eksplosive og brandbare stoffer
     Værktøj og stumpe genstande
     Væsker udover den tilladte mængde
     Refill til e-cigaretter
     Fyrværkeri

Læs mere om hvad der må og ikke må medbringes hos Billund Lufthavn og Kastrup Lufthavn.


Regler for håndbagage i bus 

Hele denne guide om håndbagage omhandler primært fly, da der her er meget strengere krav og regler. Hvis du derimod skal på skiferie eller lignende med bus, er der kun nogle ganske få bagageregler, som du skal følge. Når du rejser med bus, må du eksempelvis gerne medbringe væsker i din håndbagage. 

Der er som regel heller ikke nogen regler for håndbagagens størrelse så længe, at det er inden for rimelighedens grænser, og din håndbagage kan være oppe på hattehylden eller under dit eget sæde. 

Når du rejser med bus på skiferie, er der lidt forskellige regler hos de forskellige skirejsebureauer og busselskaber, så det kan anbefales at læse op på reglerne hos det bureau, hvor du har bestilt din ferie. Oftest tillader de 1 stk. bagage, 1 stk. ski eller snowboard, 1 stk. skistøvler og 1 stk. håndbagage, der i alt maksimalt må vejer 20-25 kg.


Regler for størrelse, mål og vægt for håndbagage i fly 

De forskellige flyselskaber er stort set enige omkring størrelsen og målene på din håndbagage, men der er nogle forskellige krav og regler i forhold til vægt.

Herunder kan du se en tabel over størrelser, mål og vægt for de største flyselskaber, der flyver fra danske lufthavne. Du kan også læse mere om reglerne for håndbagage for det enkelte flyselskab længere ned.

FlyselskabMålVægtEkstra taske
SAS55x40x22 cm8 kg
RyanAir55x40x20 cm 10 kg
Norwegian55x40x23 cm 10 kg
EasyJet56x45x25 cm Ubegrænset
Lufthansa55x40x22 cm 8 kg
KLM55x35x23 cm 12 kg
DAT - Danish Air Transport50x40x25 cm 8 kg


Håndbagage hos SAS

Hvis du rejser på SAS Go Light, SAS Go eller SAS Plus inden for Europa, har du mulighed for at medbringe ét stk. håndbagage, og hvis du rejser SAS Business, må du medbringe to stk. håndbagage. Du må desuden medbringe én lille, personlig genstand med ombord på flyet. Det kan eksempelvis være en lille håndtaske eller en computertaske. 

Det er ikke alle fly fra SAS, der har plads til lige meget plads på bagagehylden over sæderne. Der er derfor risiko for, at håndbagagen alligevel skal indcheckes i stedet for at medbringe den som håndbagage. Men dette er kun nogle få fly i flåden.

Størrelser, mål og vægt hos SAS:

     Højde: 55 cm
     Bredde: 40 cm
     Dybde: 22 cm
     Vægt: 8 kg

Læs mere på SAS.dk


Håndbagage hos RyanAir

RyanAir er kendte for at lægge gebyrer på alverdens ting, men du er dog velkommen til at have ét stk. håndbagage med uden ekstra gebyrer. Derudover må hver passager have en lille taske med om bord i kabinen, der skal overholde disse mål: 35x20x20 cm.

Du skal være opmærksom på, at der på travle afgange nogle gange kan være udfordringer med pladsen i kabinen, hvilket gør, at din håndbagage kan blive flyttet ned i lastrummet - dog uden ekstra omkostninger for dig.

Størrelser, mål og vægt hos RyanAir:

     Højde: 55 cm
     Bredde: 40 cm
     Dybde: 20 cm
     Vægt: 10 kg

Læs mere på RyanAir.com


Håndbagage hos Norwegian

Når du rejser med Norwegian har du tilladelse til at medbringe ét stk. håndbagage. Vægten på denne afgøres af din billet. Hvis du flyver LowFare, LowFare+ eller Premium, hvilket de fleste vælger at gøre, må din håndbagage veje 10 kilo. Hvis du derimod flyver Flex eller PremiumFlex, må din håndbagage veje 15 kilo.

Hos Norwegian kan du også blive tvunget til at checke din håndbagage ind i lastrummet, hvis det er en travl afgang. Dette koster dig ikke noget og sker kun i sjældne tilfælde. Du må også medbringe en lille ekstra taske.

Størrelser, mål og vægt hos Norwegian:

     Højde: 55 cm
     Bredde: 40 cm
     Dybde: 23 cm
     Vægt: 10 kg

Bemærk at ved afgange til Dubai må vægten højest være 8 kg.

Læs mere på Norwegian.com


Håndbagage hos EasyJet

EasyJet har en helt anden politik for håndbagagens vægt end de andre flyselskaber. Her har man "ubegrænset" vægt, hvilket betyder, at du kan fylde din håndbagage lige så tung, som du vil. Du skal blot kunne anbringe og tage den ned sikkert og uden hjælp fra andre. Du må desuden gerne have en lille ekstra taske med.

Du kan i få tilfælde blive bedt om at checke din håndbagage ind, hvis der er ekstra travlt og lidt plads i flykabinen. Dette sker dog yderst sjældent. Det er i øvrigt muligt at købe plads til ét stk. ekstra håndbagage på 45x36x20 cm mod en ekstrabetaling.

Størrelser, mål og vægt hos EasyJet:

     Højde: 56 cm
     Bredde: 45 cm
     Dybde: 25 cm
     Vægt: Ubegrænset

Læs mere på EasyJet.dk


Håndbagage hos Lufthansa

Når man rejser med Lufthansa har de fleste mulighed for at medbringe ét stk. håndbagage. Dette gælder for rejsende på Economy Class og Premium Economy Class. Hvis du har opgraderet til Business Class eller First Class må du medbringe to stk. håndbagage.

Lufthansa opfordrer deres passagerer til at opbevare deres personlige ejendele som medicin, dokumenter, mobiltelefon, laptop og andre værdigenstande i håndbagage i stedet for den indcheckede bagage. Samtidig opfordrer de kunder til at benytte rummet under sædet foran til opbevaring af håndbagagen under flyvningen, så der er mere plads på bagagehylden. En lille ekstra taske er tilladt.

Størrelser, mål og vægt hos Lufthansa:

     Højde: 55 cm
     Bredde: 40 cm
     Dybde: 20 cm
     Vægt: 8 kg

Læs mere på Lufthansa.com

Håndbagage hos KLM

Reglerne hos KLM varierer fra flyvning til flyvning, så du skal ind på deres hjemmeside for at undersøge, hvor meget håndbagage du må medbringe. Typisk er gælder det ét stk. for Economy Class og to stk. 18 kilo for Business Class. Ligesom hos de andre store flyselskaber, giver KLM mulighed for at medbringe en lille ekstra håndtaske eller computertaske.

Hos KLM må Economy Class som regel medbringe håndbagage med en totalvægt på 12 kilo, mens Business Class må have en totalvægt på 18 kilo. Ved KLM risikerer du også at skulle checke din håndbagage ind, hvis det er en travl afgang.

Størrelser, mål og vægt hos KLM:

     Højde: 55 cm
     Bredde: 35 cm
     Dybde: 23 cm
     Vægt: 12 kg

Læs mere på KLM.dk


Håndbagage hos DAT - Danish Air Transport

Det danske flyselskab DAT flyver med mange danske skirejsende - eksempelvis kunder hos DANSKI. Her har du mulighed for at tage 1 stk. håndbagage med ombord i kabinen, og du har mulighed for at tilkøbe et stk. håndbagage mere, hvis du ønsker dette.

Det fremgår umiddelbart ikke af deres hjemmeside, hvorvidt det er tilladt at medbringe en lille ekstra håndtaske eller computertaske hos DAT, ligesom det er hos de andre flyselskaber.

Størrelser, mål og vægt hos DAT:

     Højde: 50 cm
     Bredde: 40 cm
     Dybde: 25 cm
     Vægt: 8 kg

Læs mere på DAT.dk


Tasken på billedet er fra mærket Dakine, de tilbyder et gigantisk udvalg til hverdag og rejse


Hvilke rejsetasker og kufferter skal jeg bruge som håndbagage?

Som du kan se i de ovenstående beskrivelser af flyselskabernes størrelser og mål, bliver de fleste normale rygsække godkendt som håndbagage. Du kan derfor sagtens tage din normale rygsæk med som håndbagage til din næste ferie. Alternativt kan du købe en ny hos os på Skisport.dk. 

Se vores store udvalg af rygsække her..

Vi kan særligt anbefale de lækre og innovative rygsække fra Dakine, som du også kan se på billedet herover. Alternativt kan du vælge en praktisk rejsetaske til din håndbagage. Her får du mere plads, og mange af dem er udstyret med gode rum og store lommer. Mange af dem er specielt designet til at overholde kravene til håndbagage og ligner små kufferter med hjul.

Se vores store udvalg af rejsetasker her..


Overtrædelse af reglerne for håndbagage

Herunder kan du læse om konsekvenserne ved at overtræde reglerne for håndbagage - både i forhold til ulovlige genstande samt håndbagage med for meget vægt eller størrelse. Sørg for at overholde reglerne for du vil nødigt opleve disse konsekvenser. 


Ulovlige genstande i håndbagage

Det er selvfølgelig ikke smart at have ulovlige genstande med i håndbagagen, da du altid skal igennem et sikkerhedstjek inden, at du stiger ombord på flyet. Her bliver din bagage scannet, og hvis du medbringer ulovlige genstande, vil disse blive opdaget.

Konsekvensen ved at medbringe genstande, der ikke er tilladte, er meget forskellig. Hvis du ved et tilfælde har lagt en vandflaske i din håndbagage, bliver du blot bedt om, at smide denne ud, inden du må gå videre ind i lufthavnsterminalen. Hvis du derimod bringer våben, stoffer eller andre mere kriminelle genstande, kan du være sikker på, at du får en hård behandling med bøde og måske fængsel. Men dette havde de fleste af os forhåbentlig ikke planer om at medbringe..


Overdimensioneret håndbagage: Forkerte mål eller for meget vægt

Du skal være opmærksom på ikke at overskride grænserne for mål og vægt af din håndbagage, da det kan blive en dyr fornøjelse for dig. Afhængigt af hvem du rejser med, kan der ske forskellige ting. Typisk har du disse muligheder:

  • Efterlad noget af din bagage - Du kan være nødt til at skille dig af med nogle af tingene i din håndbagage for at komme under vægtgrænsen. Forhåbentlig kan du aflevere det til noget familie, der har sat dig af i lufthavnen, men du kan også risikere at være nødt til at smide dine ejendele i skraldespanden, hvis du ikke kan give det videre.
  • Betal et gebyr for større håndbagage - Hos nogle selskaber har du mulighed for at betale et ekstragebyr for at få din håndbagage med ombord, hvis den er for stor eller vejer for meget. Hos RyanAir kan du eksempelvis betale et gebyr på 55 € for at få den placeret i flyets lastrum, og det samme har du mulighed for hos Norwegian. Her koster det fra 400 kroner og opefter afhængigt af, hvor mange flyforbindelser du har samt vægten på din håndbagage.


Skisport.dk er rangeret 4,9 stjerner ud af 5 - Baseret på 3564 anmeldelser.

Udgivet af: Mikkel Raunsgaard

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen