Januar-udsalg: Over 100 skihjelme nedsat ⛷️
På ski i Geilo

På ski i Geilo

Geilo ligger i Hallingdal, midt mellem Oslo og Bergen. Togstationen ligger midt i byen hvor Bergensbanen har daglige afgange til både Bergen og Oslo.

Se vores sidste besøg i Geilo her:


Banen som er en af de højest beliggende togstrækninger i Europa er tidligere blevet udnævnt til at være blandt de ti smukkeste i Verden. 

Geilo ligger i ca. 800 meters højde på nordsiden af Ustedalsfjorden. Byen rummer mange restauranter og butikker. Midt i byen findes turistinformationen hvor det er muligt at købe liftkort og få råd og vejledning om området og turer på fjeldet. Selvom skiløbet er det primære findes der også en masse andre muligheder for aktiviteter i byen. Der er mulighed for at bowle, køre på snescooter eller hundeslæde eller hvad med en hyggelig tur i hestekane gennem byen? Desuden findes også en biograf hvis vejret ikke er egnet til de fantastiske udendørsaktiviteter.


Fotograf Nils Erik Kjellmann

Se alle rejser til Geilo

Dr. Holms Hotel

Når snakken falder på Geilo, kommer man ikke uden om Dr. Holms Hotel. Hotellet er af mange kendt fra filmene "Far til fire i sneen" og "Mine søsters børn i sneen". Et imponerede flot hotel som er blandt Norges mest kendte og bedste hoteller. Hotellet ligger ikke langt fra Taubaneliftens dalstationen. Hotellet åbnede allerede i 1900 og er blevet løbende vedligeholdt og moderniseret så det fremstår som en virkelig flot og markant bygning i Geilo.

Skiløbet på hver sin side af Ustedalsfjorden:

Nogle af Norges første slalomkonkurrencer blev afholdt i Geilo allerede i 1935. Den første stolelift åbnede i 1954. Desværre svigtede teknikken ved indvielsen således at den første stol kun kørte ca. 20 meter før liften gik i stå. En lokal mekaniker får imidlertid fundet og rettet fejlen og siden da er det gået meget bedre. I dag består området af 20 lifter, 50 pister og 3 snow-/funparks. Samt en MASSE mulighed for langrend, faktisk over 250 km. 



Skiområdet er delt i to hovedområder, som ligger på hver sin side af Ustedalsfjorden. De to områder er forbundet med skibus så man let kan skifte område til middag eller komme frem og tilbage morgen og aften.

Slaatta - Skiområdet nord for fjorden

Nord for fjorden ligger området Slaatta. Det strækker sig fra Slaatta Skisenter, henover Geilohovda, Halstengårdhovda til Gulsteinhovda. Undervejs kan man tage en lille afstikker til Havsdalen og videre til toppen Havsdalshovda, som er det højeste punkt i området, 1.178 meter over havet. De to pister ned herfra ligger helt oppe på fjeldet og over trægrænsen. Derfor kan disse godt være en rigtig kold fornøjelse hvis det blæser da der ikke læ for vinden nogen steder.

Tager man turen fra Slaatta i øst til Halstengård i vest er der rigtig godt skiløb med varierede nedfarter på både blå, røde og sorte pister. På vej retur fra Halstengård kan man stoppe op ved endestationen for Taubanen hvor Peppes Pizza har indrettet restaurant på "loftet" af lifthuset. Her kan man glæde sig over udsigten mens man nyder en dejlig pizza og en stor cola.



Området på denne side af fjorden består primært af røde og blå pister, men også med mulighed for at prøve sorte og grønne pister.

Geilolia - Skiområdet syd for fjorden

Syd for fjorden findes skiområdet Geilolia (som tidligere hed Vestlia). Område blev indviet i 1968. Området består primært af lettere blå pister. Fra bunden ved Geilolia Skisenter kan man tage Vestliheisen op på toppen af Bjødnahovda i 1.056 meters højde. Herfra er der både en rigtig god bred rød piste og en mere udfordrende sort piste ned. Kører man ned på den anden side af liften er der hop og rails i funparken. På vej ned kan køre på tværs og tage Kikutheisen op på Kikuttoppen i 1076 i meters højde. Herfra kan man køre videre ned mod Geilo Fjeldlandsby.

Området er noget mindre og ikke så varieret som Slattaa. Området er dog blevet udvidet kraftigt i de seneste år. Kikutliften som er en moderne seks personers ekspreslift åbnede i 2004.

Lejlighederne i Geilo Fjellandsby er topmoderne og meget rummelige. De fleste er helt nyopførte og der bliver stadig bygget i området. Mange af dem er udstyret med amerikansk køleskab og en komfortabel "snyde gaspejs" med fjernbetjening. Ganske smart: så kan man nyde sin drink med isterninger i lænestolen og regulere blusset i pejsen med venstre hånd, uden at skulle tænke på at der skal hentes friskt brænde.

Både områderne Slaatta og Geilolia har funparks og der er også mulighed for at køre på ski nogle aftener hvor lysløjperne er i gang. Desuden er der også mulighed for at prøve kræfter med kælketure i begge områder.

Geilo var i øvrigt den første destination i Norge hvor man begyndte at præparere pister hver dag i sæsonen. Det begyndte man på i 1977. Byen har været vært for den alpine World Cup to gange: i 1986 hvor Günther Mader vandt og i 1990 hvor Alberto Tomba endte øverst på skamlen.

Langrendsmuligheder:

Foruden de alpine udfordringer er der over 250 km præparerede langrendsløjper i området. Fx. er turen rundt om rundt langs Ustedalsfjorden på ca. 10 km en rigtig god tur for famlier og begyndere. Har du aldrig prøvet at løbe på langrend eller er du på begynderniveau er turen rundet om fjorden en fantastisk oplevelse. Niveauforskellen er begrænset og der er mulighed for at tilpasse turens længde alt efter hvor meget lyst og energi man har. For rutinerede langrendsløbere eller andre som ønsker større udfordringer findes der også løjper som tager en rundt i højfjeldsterrænet, hvor både oplevelserne på ski og naturen er noget større.

Der er over 5 km lysløjpe til dem som ikke kan nøjes med langrend i dagtimerne.

Geilo byder på en skiferie for hele familien

Geilo er meget velegnet til familier for byen og området rummer mange muligheder for en alsidig ferie, med rigtig gode muligheder for både alpint og langrend. Pisterne og terrænet er meget varieret så både børn, begyndere og erfarne skiløbere kan få udfordringer og gode oplevelser. For freeestyle skiløbere og andre legesyge er der masser af sjov i de tre funparks som Geilo byder på. Der er mange forskellige indkvarteringsmuligheder tæt på lifterne: Hytter direkte ud til pisterne ved Havsdalen, hoteller og lejligheder i centrum af byen eller nye lejligheder ved Geilo Fjellandsby.


Fotograf Nils Erik Kjellmann


Fotograf Terje Bjørnsen



Fotograf Nils Erik Kjellmann


Fotograf Nils Erik Kjellmann



Fotograf Nils Erik Kjellmann


Fotograf Nils Erik Kjellmann

Udgivet af: Rasmus Skov

Fakta om Geilo
Skiområdet: 800-1178 m.o.h.
Byen: 800 m.o.h.

39 pister i alt
10 stk.
9 stk.
15 stk.
5 stk.

Lifter: 26 stk. / 23.000 pers/time

Slæbelifter: 14
Stolelifter: 6

Mere om skiferie i Geilo

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen