På off piste tur med militærets hemmelige lifter

På off piste tur med militærets hemmelige lifter

En oplevelse der sent bliver glemt.

Sådan kunne overskriften have set ud hvis vi skrev 1959 i stedet for 2006 i kalenderen. Skisport.dk drog til Norge for at prøve en meget spektakulær off piste tur i Rjukan/Gaustablikk. Nemlig turen ned fra Gaustatoppen, det højeste bjerg i Sydnorge. Lige så spændende som turen ned på ski var ligeså spektakulær var turen til toppen af Gaustatoppen. Og her følger beretningen om turen som pt. er gennemført af ca. 4.000 personer, som har haft adgang til anlægget i de 36 dage det har været åbent for offentligheden.

Turen til Gaustatoppen er opdelt i ikke mindre end 3 etaper. Først står den på kørsel med bæltekøretøj de første kilometer op ad bjerget. Ca. 8 personer pr. bæltekøretøj og så er det ellers bare med at holde fast på turen til 1170 meters højde hvor selve Gaustabanen starter.


Gaustabanen

Gaustabanen blev åbnet i 1959 og var finansieret af NATO. Banen blev oprindeligt bygget for at sikre at man kunne komme til toppen af bjerget året rundt og vedligeholde radiomaster for militæret. Siden hen er den blevet åbnet for teleselskaber og nu er det så blevet muligt for private at komme til toppen for at nyde udsigten og evt. løbe på ski ned. I forbindelse med at der er åbnet for private, er der investeret mange penge i sikkerheden omkring banen.


Togturen som går vandret ind i bjerget

Fra starten i 1170 meters højde bliver man kørt 850 meter vandret ind i bjerget med en lille togbane lavet i en tunnel hugget ud i bjerget. Det ryster og spændingen blandt deltagerne stiger efterhånden som man kommer længere og længere ind i bjerget. Lider du af klustrofobi er dette nok ikke lige turen - men du kan gå til toppen med turski på 2-3 timer alt efter kondition og erfaring i randonnee.

For enden af togbanen skiftes til banen, der skal bringe os op på toppen. En bane med en hældning på 40 grader og en længde på 1050 meter. Heldigvis har de ramt rigtigt da de gravede op, så den rammer toppen i 633 meter højere oppe i 1.800 meters højde. Toppen minder om hvilken som helst anden skilift, der er et glasbur med stole, sikkerhedshjelme og høreværn. Yderligere et glasbur adskiller den dog fra alle andre skilifter... I dette finder man 6 fade med Cognac. Her lagres Gaustatoppen XO inden den tappes på flasker og sælges som en af Norges mest populære Cognac. Prisen for en flaske turde vi ikke spørge om.

Fra toppen af Gaustablikk er der en fantastisk udsigt. Ikke mindre end 1/6 del af Norge kan ses fra toppen, så mens der samles kræfter og mod til turen ned kan man nyde udsigten til bl.a. Gaustablikk Høyfjellshotell og Gaustablikk Skisenter.


Off-piste ned fra Gaustatoppen

På med skiene, spænd hjelmen og så er det bare at nyde turen ned. Der er flere muligheder for valg af sværhedsgrad til turen ned. Vi valgte turen der bød på mest sne og den mest benyttede generelt. En relativt overkommelig tur for alle med lidt erfaring i off piste. Turen går ned gennem dalen Langefonn og der er mulighed for at løbe helt ned til Svineroi Fjellstue, hvor vores tur startede med bæltekøretøjer.

Efter sådan en oplevelse kan en norsk "Lunch" (frokost) anbefales. Vi indtog den på Gaustablikk Høyfjellshotell, hvor vi også var indkvarteret, så resten af tiden kunne bruges på pisterne i det alpine område eller langrendsløjperne.


Gaustabanen i fremtiden

Gaustabanen har fortsat begrænset åbningstider i denne vinter, men den vil bl.a. være åbnet fra 27-30. april. Til vinteren 2006/07 regner man med flere åbningsdage. Har du mod på en tur kan du se mulige dage på siden: www.gaustabanen.no, for grupper på 8-10 personer kan anlægget åbnes specielt.
Banen er også i drift i store dele af sommeren hvor det er blevet en meget populær attraktion.

I løbet af de kommende år er planerne at få udbygget skiområdet i Gaustablikk. Der kommer til at gå lifter fra skiområdet så det hænger sammen med Gaustabanen, så vil det være muligt at løbe på ski over til Gaustabanen fra skiområdet i Gaustablikk og tilbage. Udbygningen foretages ca. med en ny lift årligt over de næste 5-6 år.


Skisport.dk var inviteret til Gaustablikk og Gaustatoppen af Innovation Norway

Læs mere om skiferie i Gaustablikk her.

Udgivet af: Rasmus Skov

Rejsebureauer til Gaustablikk
Fakta om Gaustablikk
Skiområdet: 960-1310 m.o.h.
Byen: 960 m.o.h.

33 pister i alt
17 stk.
2 stk.
9 stk.
5 stk.

Lifter: 13 stk. / 7.500 pers/time

Slæbelifter: 10
Stolelifter: 2

Mere om skiferie i Gaustablikk

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen