Fremtidens skiløb i Alperne
Nu er sneen endelig kommet til Alperne. Men det holdt hårdt. Var decembers snemangel et varsel om fremtidens skiløb ?
Nu er sneen endelig kommet til Alperne, og alle jubler. Men det har sandt for dyden ikke været den gladeste jul – hverken for skiturister eller for skisportssteder. Alperne har oplevet den varmeste jul i 25 år. Og i Schweiz blev det den varmeste december nogensinde.
Alt sammen takket være et højtryk, der blæste milde sydøstlige vinde ind over Alperne, og som smeltede al den dejlige sne, der mange steder var faldet i november. Det gav en masse sol, men hverken sne eller kulde.
Skisportsområderne er nødsaget til at bruge store summer på falsk sne, for ikke at miste turister
Snekanoner mere og mere nødvendige
Så i stedet for hvide dynelandskaber og puddersne, måtte skiløberne tage til takke med grønbrune dale, og – i bedste fald hårde, kunstsne-belagte pister. Hvis man da ikke valgte de højest beliggende skiområder.
Snekanonerne bliver tilsyneladende mere og mere livsnødvendige for skisportssteder. Ikke bare, så de kan konkurrere på tidlig sæsonstart og sen sæsonlukning. Men også som værn mod, at snesituationen bliver mere og mere usikker på grund af et stadig varmere klima.
Svært at spå om fremtiden
For selv om Alperne bugnede af sne i vinteren 2012-13 – og selv om der er målt store variationer i snemængden i Alperne helt tilbage fra før industrialderen - ændrer det ikke ved, at 2014 blev det varmeste år nogensinde målt i Europa. 2015 blev det varmeste i verden og det næstvarmeste i Europa. Og 2007 det tredjevarmeste. Og den tendens fortsætter, ifølge Danmarks Meteorologiske Institut
Sikkert at snegrænsen rykker opad
“Temperaturen vil stige i de næste mange årtier. Og vi vil helt sikkert se, at snegrænsen rykker sig opad over de kommende årtier. Hvor mange hundrede meter, kan vi ikke sige. Vi vil efter alt at dømme også se, at skisæsonen bliver kortere med årene”, siger meteorolog, Jesper Eriksen.
Selv den 1. januar 2016, var det kun toppe på 2500 moh. samt pister med snekanoner som havde sne
Mere sne på de højeste steder
“Til gengæld vil vi sandsynligvis også se, at den varmere og fugtigere luft giver mere nedbør end nu. Så det kan let blive sådan, at de højt beliggende skisportssteder får endnu mere sne i fremtiden, mens de lavest beliggende steder får meget store problemer”, tilføjer han.
Billede fra januar 2016, efter at de vestlige alper fik et kæmpe snefald! Dagen inden var der grønt her!
Vil El Nino give sneløse Alper?
Nogle klimaforskere mener, at vejrfænomenet El Nino over Stillehavet kan påvirke vejret i Europa, så vi fremover langt oftere end nu vil opleve, at der bliver “suget” en knastør, østlig vind uden nævneværdig nedbør ind over Alperne.
Det var denne vindretning, der i december efterlod store dele af Alperne sneløse.
Men det er dog en meget usikker teori, mener Jesper Eriksen:
“Nogle klimaforskere har snakket om, at vejrfænomener fjernt fra hinanden påvirker hinanden. Men der er også mange andre ting der spiller ind, og som måske har en større effekt på vejret over Europa. Derfor er derfor intet entydigt bevis på, at El Nino kan påvirke vindretningen og dermed snemængden i Alperne”.