Skiweekend i Sölden - tyvstart på skisæsonen
Skisport.dk's udsendte magtede simpelten ikke længere at sidde hjemme i regnfulde Danmark, vel vidende at gletscherne i Østrig de seneste uger var blevet begavet med store mængder sne.
Så gik den ikke længere. Ski-abstinenserne blev for voldsomme. Kraftigt påvirket af mere eller mindre belastende statusopdateringer på diverse sociale medier, vejrudsigter og webcams fra alperne gjorde udslaget.
Til en start overvejer vi at tage på den officielle test-tur arrangeret af Danmarks Skiforbund og Danski, men vi kan ikke helt overskue at være væk en hel arbejdsuge, så vi nøjes med en forlænget weekend. Vi pakker derfor bilen og tilbringer det næste halve døgn i selskab med vores gode ven A7, i retning mod Sölden i Østrig.På vej ned igennem Tyskland får vi de sidste detaljer på plads omkring indkvartering (vi kom lidt hurtigt ud af døren). Vi finder en morgenmadspension til sølle 27 euro pr. døgn. De kan have senge klar til os, til når vi ankommer natten til torsdag.
Blå himmel og perfekt vintersne på gletscheren
Sæsonens første skidag bliver en af de bedre. Et par dage tidligere er der faldet en del nysne, og nu banker solen ned fra en skyfri himmel.
Selvom de første sving efter en lang sommerpause og en længere biltur altid er lidt "spændende", går det faktisk næsten anstændigt. Om det skyldes, at forholdene er tæt på perfekte, eller at vi får lov til at køre på helt nye testski, er svært at sige. Men om vi nyder det? Absolut! Vi er så meget klar til, at det bliver vinter igen.
De næste par dage går med at prøve forskellige ski af. Vi starter på pisterne - og er generelt imponeret over de forskellige mærker. Alle skiproducenterne fremstiller simpelthen efterhånden fremragende ski. En moderne ski på et godt underlag er en rendyrket fornøjelse. Hvis du kører rundt på ski, der har mere end fem år på bagen, så gør dig selv den tjeneste at skille dig af med dem, og få fat i et mere moderne par, inden du skal af sted.
Efterhånden som den værste rust er kørt ud af kroppen låner vi bredere og bredere ski med det formål at bevæge os lidt udenfor pisterne og få slået sæsonens første puddersving. Offpiste-skiløb på en gletcher er ikke noget, man skal begive sig ud i på egen hånd, så vi allierer os med en lokalt kendt guide. Livet leves, og smilene bliver kun bredere.
Vejrskifte og mere sne på vej
Andendagen er desværre blæsende og med noget dårligere sigt. En rigtig dårlig kombination på en gletscher - man har ikke rigtigt nogen steder at køre i læ, og til sidst giver også liftselskabet op og lukker alle lifter, så skidagen desværre bliver kortere end ønsket. På den positive side betyder det, at der er et vejrskifte og mere sne på vej. Den lokale vejrudsigt snakker om op til en halv meter nysne de næste par dage. Vi håber det hele falder i nat, så det ligger klar til vores sidste skidag i morgen.
Generelt ser snesituationen på de forskellige østrigske destinationer meget, meget bedre ud, end den gjorde sidste år på samme tid. På den helt korte bane kan de 150 gæster, som i næste uge deltager i skitesten her i Sölden, i al fald glæde sig til tæt på perfekte forhold.
Billederne nedenfor er taget på skiturens sidste dag. Lyset er ikke det bedste, og vinden er stadig stærk. Men som det fremgår, er sneen ikke så ringe endda...
Lad os håbe på en fantastisk vinter i sneen - vi ses derude.
Læs mere om skiferie i Sölden her.