Eventyrlig pudderferie på den anden side af kloden

Siddende her midt i den bedste europæiske snevinter i mands minde kan det være svært at huske, at sidste sæson nærmest var den diametrale modsætning, hvad angår snemængder.

Vinteren i sæson 2010/2011 var præget af meget få snefald, og så ellers sol, sol og endnu mere sol.

Sol er også fint nok, men har man fået smag for skiløbet udenfor pisterne, skal der altså snefald til. Så for at være helt sikre på at komme til at opleve massevis af sne, besluttede vi på redaktionen os for at søge derhen, hvor der med ganske stor sandsynlighed ville være dyb, dyb pudder. Noget radikalt skulle gøres og en hurtig beslutning blev taget...

Dette er en historie om vores tur om på den anden side af jorden efter det hvide guld.

Pow, pow, powder

Mod alle odds

Rejsetiden er lang, destinationen ligger lavt. Der er ikke noget kunstsneanlæg og liftsystemet er en smule forældet og af beskeden størrelse. Indkvarteringen er ikke noget at råbe hurra for, og skiltningen er nærmest uforståelig. Mod alle odds var det vi oplevede intet mindre end: heaven on earth.

Hvorfor vælge en destination, der har så ringe udsigter? Også helt bogstaveligt talt? Fordi "Din Pow Camp"-turen til Japan bød på de mest fantastiske oplevelser i det mest vidunderlige puddersne.

Nordøen Hokkaido er et af de steder i verden, hvor der falder allermest sne. Med et gennemsnitligt årligt snefald på 15-16 meter (kun i Alaska falder der mere sne) og mere end 100 skisportssteder alene på nordøen var vi ret sikre på, at vi ville komme på en tur, som ville fylde os med indtryk. Og ganske rigtigt - det blev en tur, som vi aldrig vil glemme.

Niseko, Hokkaido, Japan

Din Pow Camp

Vi havde valgt at tage med på en af "Din Pow Camps" ture til puddermekkaet Hokkaido i Japan. Man fristes til at bruge ordspil og sige ’din powder’, for man føler sig som en herre over pudderet i Hokkaido. Din Pow Camp er et dansk initiativ, som har det ædle formål at bringe os til steder i verden, hvor der er størst sandsynlighed for at ramme den bundløse sne.

Vi var 10 deltagere med vidt forskellig baggrund og alder. Yngstemand var 17 somre og ældste løber var 44 vintre. Vi var alle skiløbere - hvilket var helt tilfældigt, for Din Pow Camp er også for boardere. Eneste krav til deltagerne er, at man skal være relativt rutineret skiløber/boarder, have kørt offpiste før og i øvrigt gerne være i anstændig fysisk form.

Man skal ikke forvente et traditionelt rejseselskab med velkomstmøder med kir, eller fastlagt ugeprogram med spilleaften om tirsdagen og fransk aften om torsdagen. Her er skiløbet i højsædet.

Det er klart, at med kun 10 deltagere i gruppen kan man være optimalt fleksibel og løbende tilpasse sig.

Man kan også fint tage til Japan på egen hånd og derved måske lave sig en billigere tur end vores færdigpakkede tur. Dette var blot vores første besøg i Japan, så vi tænkte, at det måske var meget rart med nogle mere Japan-rutinerede folk at støtte os til. En beslutning vi ikke fortrød - Japan er bare meget anderledes. Alene det at købe et liftkort eller noget at spise kan være en udfordring, når ikke man taler sproget eller kender kutymerne. Og tro ikke, at dine engelske, franske, tyske eller italienske gloser hjælper dig meget her.

BUNDLØS pudder

Overkommelig rejse

Mange vil nok mene, at der er pokkers langt til Japan - og det er da også rigtigt, at det er en lidt hård tur derud. Men ret beset, er der jo ikke længere i fly til Japan, end der er i bus til de franske alper.

SAS har en rute, som går direkte fra København til Tokyo, en rute der flyves på 11 timer. Fra Tokyo flyver man indenrigs til Sapporo på nordøen Hokkaido, det tager knap et par timer.

Fra Sapporo tager man så tog eller bus til den destination, man har besluttet sig for. Man kan også vælge at blive i Sapporo i et par dage, hvis man har lyst til det. Sapporo var vært for de olympiske vinterlege tilbage i 1972 og byder som sådan på fantastisk skiløb i forstæderne.

Frit valg på mange hylder

Der er mange destinationer, så hvilken skal man vælge? Vores tur gik dog direkte med bus videre til Niseko, som vel er det nærmeste, man kommer på en skidestination, som vi kender dem fra Europa. Her er skiltning på engelsk, et større liftsystem (Japans største) og ligefrem internationale skiturister fra primært Australien og New Zealand.

Her også et rigt restaurations- og natteliv. Alt i alt kan man godt tro, at man er havnet på en vilkårlig europæisk destination. Det eneste, som konstant minder dig om, at du rent faktisk er i Japan, er snemængderne. Der er ufattelige mængder sne.

Er man en blandet flok, hvor nogle vil køre på pister, mens andre vil boltre sig i off-pisten, er Niseko vores bud på stedet at tage til i Japan.

Tager man til Japan for udelukkende at opleve pudderkørsel, er Niseko så absolut også et fremragende bud. Her er så rigeligt med muligheder.

Vi har ingen anelse om, hvor mange blå, røde eller sorte pister, der findes i området Eller hvor mange pistekilometer Niseko når op på. Men ærligt talt har det ingen betydning for skiløbet. Uanset, hvordan det ser ud på et kort, er følelsen af skiene, der glider gennem pudderet fantastisk.

Aftenskiløb i verdensklasse

Det var også i Niseko, vi oplevede det mest fantastiske aftenskiløb, vi til dato har prøvet. Efter en hel dag i pudderet var vi ved at være lidt matte i sokkeholderne. Vores kroppe trængte til pause. Klokken var 16, og al fornuft sagde, at skidagen burde være forbi. Eneste problem var dog, at det var begyndt at sne, som det kun gør på film – og i Japan. Det væltede simpelthen ned med sne i en grad, som ingen af os havde oplevet før. En centimeter i minuttet, som man siger. Og hvis der er noget, man kender en sand pudderhund på, så er det, at han ikke kan sidde stille, når det vælter ned med sne fra oven.

De mest rationelt tænkende i flokken fik dog lagt en slagplan: "Nu går vi et par timer i spa og får os lidt velvære og lidt at spise, og når vi så kommer ud igen, er der faldet frisk pudder til os".

Således besluttet hyggede vi os i japanske varme kilder i et par timer, fik tanket lidt energi i form af mad og drikke. Og ganske rigtigt. Da vi atter iklædte os vores skitøj og klikkede skiene på igen ved 19-tiden, var der faldet knap en halv meter af det tørreste pudder. Det var tid til pudder-aftenski i verdensklasse.

Aftenskiløb i Niseko foregår ikke som i Europa på én let rød piste ned mod byen. Næh, nej! Her oplyser man simpelthen en helt bjerg således, at man kan køre overalt - også inde i skoven. En fantastisk oplevelse at køre dybsne i en skov en sen aften i det mest perfekte lys. Vi befandt os i en tilstand af rendyrket lykke.

Skiløbet i Japan - deep not steep

Bjergene i Japan minder lidt om de skandinaviske fjelde. De er ikke voldsomt høje, jeg tror ikke vi kom over 1500 meter over havet. Og bjergene er ganske "runde" og venlige. Det meste skiløb er således lige til at gå til - også for skiløbere, som måske ikke er verdensmestre udi offpisten. Rent faktisk vil vi mene, at Japan er det perfekte sted at lære sig at køre offpiste. Man finder nemt børne- og kærestevenlige nedfarter i det tørreste og nemmeste pudder, man kan forestille sig.

De mere garvede verdensmestre, som søger efter store klipper at droppe og tæt på lodrette couloires at straight line skal måske forblive i Frankrig og sætte deres liv på spil der. For alle os, som blot elsker dyb, dyb pudder er Japan lig et paradis på jord. De japanske skove er én stor og fantastisk legeplads for alle med pudder på hjernen.

Det sner hele tiden. Hvis ikke det sner, er det fordi, det lige er holdt op med at sne, og så begynder det at sne igen om lidt. Her taler man ikke om snegaranti, men om puddergaranti.

Det kendte billede, som faktisk er taget i Japan
– ikke i Østrig, som mange har skrevet på nettet

Ønsker du dig en skiferie, hvor du kan få lidt sol i ansigtet, så bliv langt væk fra Japan. Sol fra en skyfri himmel er ikke et vejrfænomen, som eksisterer. For at understrege dette fortalte vores bjergguide os en lille anekdote:

Fra toppen af Mount Niseko An'nupuri er der i luftlinie ikke langt til hverken det japanske ocean eller Stillehavet. I al fald ikke længere end, at man skulle kunne se de to have med det blotte øje. I de tre vintersæsoner, vores guide har været i Niseko, har vejret kun været godt nok én gang til, at han har kunnet se begge have på samme tid. Resten af tiden har der simpelthen hængt tunge sneskyer. Men hvem har brug for sol, når der er pudder så langt øjet rækker?

Den lift kom ikke op at køre den dag!

Road trip med skiene

Niseko vil også være et godt sted at have som base for et road trip rundt til nogle af de mange mindre japanske steder. Alene af den grund, at man i Niseko kan finde engelsktalende biludlejere, kvalificerer byen som en fin base, men også fordi den ligger ganske centralt.

Har man mod på og tid til at bevæge sit lidt væk fra det mere turistvenlige Niseko, kan det kun anbefales. Vi var selv på et lille road trip rundt til mindre steder. Gennemgående var de kendetegnet af ufattelige mængder sne, få mennesker, få lifte, snevejr, japansksproget men himmelsk skiløb.

Særligt vil vi fremhæve den hemmelige perle Kurodake. Stedet er så hemmeligt, at det egentlig slet ikke er et skisportssted. Reelt set er det blot et bjerg og en enkelt gondollift. Og liften er ikke tænkt til gale skiløbere men til vandrere om sommeren.

Udover os var der derfor kun fem(!) personer, som havde indløst liftkort den dag, vi kom forbi. Heraf udgjorde et svensk filmhold de tre af de fem. Filmhold i sneen kan man kende ud fra det faktum, at man aldrig ser dem. De opholder sig et hemmeligt sted ude i back country, hvor de kæmper en hård kamp for at få det perfekte skud i kassen. De stiller op og udfører alt for syge stunts, som kommer i en skifilm med en japansk pudder-part til næste sæson.

I praksis havde vi derfor hele bjerget for os selv, hvilket betød first tracks hele dagen. Når vi kom i bund til kabinen, rejste kabineføreren sig fra sin taburet, startede kabinen og kørte os til toppen. Det burde være en menneskeret at have sit helt eget stejle (ja, Kurodake var faktisk stejlt terræn) bjerg med dyb pudder på. Lad os blot kalde det en af de bedre skidage i vores liv.

Igen og igen… og igen

Der er en enkelt fare ved at bryde op med de gamle europæiske vaner og tage til Japan: Man får smag for det. Oprindeligt var vores tur tænkt som en once-in-a-lifetime tur for far og søn. Men ak - det bliver på ingen måde sidste gang, vi har været i Japan. Vi er bange for, at vi bliver nødt til at komme igen og igen... og igen. Vi må i sving og samle flasker, så økonomien kommer på plads til næste sæsons drømmetur. Din Camp arrangerer også rejser i år, og hvis man er hurtig, kan man måske nå at komme med i 2012.

Og selv ikke de værste jordskælv, voldsomme tsunamier og atomulykker skal holde os væk. Vi er helt trygge ved at tage turen tilbage til pudderens hjemland, Japan. Faktisk var vi i Japan da katastrofen indtraf, men ingen omkring os lod sig skramme, og der var styr på alt. Så der er ikke noget at gøre. Vi er nødt til at tage på endnu et puddereventyr til Japan.