Skiløber - bliver det nogensinde for sent?

Er der nogensinde for sent at tage på ski? Skal man bare springe ud i det, selvom man ikke har lært det fra barnsben?

42-årige Dennis fra Kolding har kun én gang tidligere haft et par ski under fødderne. I flere år har han haft lyst til at prøve at stå på ski igen, men han har nogle gange tænkt, at det nok var for sent. Alligevel gjorde han nu noget ved det i østrigske St. Anton am Arlberg.

Det var dengang i begyndelsen af 1990’erne, at den obligatoriske tur med efterskolen gik med bus til de norske fjelde. Humøret i bussen var højt. Klassen skulle på skiferie i Beitostølen. Flere af klassekammeraterne havde prøvet kræfter med skisport før, men for Dennis var det første gang nogensinde, han skulle på ski. Han fik nogle fif af de elever, der havde prøvet skiløb før, men ellers var det blot med at suge til sig af den smule undervisning én hyret skilærer til hele klassen gav den første dag. Faktisk blev han så bidt af det, at han sammen med en håndfuld klassekammerater, da lifterne lukkede tog skiene under armen, og gik op ad pisten for at tage den på ski ned. I mørke, vel at mærke.

Alder er bare et tal og farven er ligegyldig :)

Interessen har altid været der

Ugen med skiløb gik fint, og da Dennis og klassen kom hjem, var interessen og passionen for skiløb ganske stor blandt de fleste. Dennis var helt klar på mere skiløb, men det blev ved snakken. Årene gik. Dennis mødte sin livsledsager. De fik børn, og så blev prioriteterne anderledes. Dennis har altid dyrket sport, og her i voksenlivet er det løb, cykelsport og crossfit, han dyrker. Der er bare et stort men: det der med skiløb har aldrig helt sluppet hans interesse. Konen har hele tiden vidst, at Dennis gerne ville på ski igen, og hun har flere gange sagt “så tag da af sted,” men Dennis har alligevel prioriteret renovering af hus, familien, sommerferierne og ikke mindst sporten højere end at få styret sine ski-lyster.

Vi drømmer alle om at få nogle fede skibilleder fra ferien

St. Anton er lige Dennis

Dennis’ Facebook er hver vinter nærmest ved at flyde over med lækre billeder fra skisportsdyrkende venner. Han tog derfor fat i sin gode ven Kim (skribenten på denne artikel, red.) for at ytre sin begejstring for billederne, og samtidig fortælle om sin interesse for at komme på ski igen. Jeg (Kim) har en del viden om skisport, hvor især Østrig har min store interesse. Vi tog en snak om, hvad Dennis helt præcis havde af forventninger. Han vil som det første gerne se, om det er for sent at lære at stå på ski. Han vil også gerne til et hyggeligt sted, og så vil han også meget gerne opleve den helt specielle stemning, der er ved after ski som ubetinget kun finder sted i Østrig. Efter få minutters snak blev vi enige om, at St. Anton i Tirol er det helt rigtige sted for Dennis. Vi blev også enige om, at jeg skulle tage med. Ikke som skilærer. For det første er jeg ikke god til at lære fra mig, og for det andet har jeg den holdning, at en uddannet skiguide er langt bedre som skilærer end jeg nogensinde vil blive.

Det er aldrig dårligt givet ud med en skilærer

En guide bliver hyret

Vi tog derfor til St. Anton i en forlænget weekend, fuldt bevidste om at skaffe en guide til Dennis den første dag, og så ellers se, om der er belæg for flere dage med guide. Den lokale mand, Harry, blev hyret, og det skulle vise sig, at blive det helt rigtige for Dennis. Harry er professionel fra enden til anden. Men samtidig er han også en hyggefætter, der oprigtig er glad for sit job. Det mærker vi hurtigt. Aftalen bliver, at Harry har fuld koncentration på Dennis, og at jeg blot følger med. I liften på vej op mod Gampen kommer Harry og Dennis hurtigt på bølgelængde. De snakker om Dennis’ tur til Norge, og Harry spørger lidt ind til Dennis’ fysiske evner. Dennis fortæller om de sportsgrene, han dyrker, og Harry noterer sig, at Dennis må være i bedre form end gennemsnittet. Samtidig lader han dog forstå, at det ikke kun handler om god kondition. Det er nemlig ligeså vigtigt, at have kontrol over sin krop når man står på ski.

Det handler om kontrol og tyngdepunkt

Falder af liften

Dennis har en ganske fin kropskoordinering som det hedder. Allerede efter få minutter kan Harry mærke, at han her har med en ganske særlig “elev” at gøre. Dennis får ros af Harry, og det er tydeligt at mærke, at Harry virkelig mener det. Dennis bliver smidt på en tallerkenlift, for Harry mener, at den magter Dennis sagtens. Rosen øger Dennis’ selvtillid, men da han pludselig får øje på nogle små børn, der drøner ned ad en blå pist, falder han af liften lige inden han når toppen. Harry siger at det er utroligt, at Dennis ikke røg af noget før, for det plejer nybegyndere at gøre. Og fra dét sekund går det kun fremad for Dennis. I en times tid står den på lette øvelser i børneområdet omkring Gampen, for at få det basale ind under huden. Og da Harry vurderer, at Dennis er klar til næste step, er det ud på de blå pister.

Det basale er på plads

At kunne plove

Dennis oplever virkelig St. Anton fra den allersmukkeste side. Solskin, blå himmel, ingen vind og temperatur omkring frysepunktet. Det bliver ikke meget bedre. På pisterne er Harry en fantastisk lærermester, og det er imponerende at se, hvor hurtigt Dennis får styr på det mest gængse. Noget af det første han lærer, er at “plove.” På børnesprog hedder det “pizza,” fordi skienes placering ligner en trekantet pizzaslice. Også her er Dennis hurtig til at lære, og Harry begynder nu at fortælle Dennis, hvordan han skal dreje på skiene. - Hold kroppen lige i din kørselsretning, og læg så vægten over på modsatte side end den side, du vil dreje til, siger Harry til Dennis. Eleven gør som han får besked på, og igen er Harry meget imponeret. Dennis laver nogle flotte sving på pisterne, og var det ikke for den typiske “begynderkropsholdning” er det faktisk ikke til at se, at Dennis er helt grøn.

Der findes næsten intet smukkere end et skiområde med med høj sol

Harry er meget imponeret

Efterhånden som teknikken er ved at være på plads, giver Harry Dennis flere forskellige øvelser. Det gør han for at give sin elev en bedre forståelse for skiløbet. Pludselig har vi indtaget de fleste blå pister omkring St. Anton, og igen fortæller Harry, at det er ganske usædvanligt, at en nybegynder er så ferm på ski som tilfældet er med Dennis. Kun det ene styrt i tallerkenliften og et enkelt lettere styrt på en af pisterne, er det slemmeste Dennis har været ude for. Det er virkelig imponerende. Også enkelte røde pister får Dennis at mærke inden Harry siger tak for i dag med et ordentligt klap på skulderen til Dennis medfølgende ord som utroligt, imponerende, usædvanligt i en lind strøm. Herefter spænder vi skiene af, og indtager et af alpernes måske allerfedeste after ski steder. Vi besøger Mooserwirt, der ligger for foden af den blå 50’er pist.

En velfortjent "lille" fadøl

After ski uden sidestykke

Mooserwirt er i en klasse for sig når vi taler afterski. Stemningen er fantastisk, og det er imponerende at se, at forskellige generationer kan hygge sig i skøn forening til tonerne af den musik, vi kun synes er fed, når vi er i skitøj og har fået lidt procenter indenbords. Den beskedne DJ Gerhard styrer løjerne som han har gjort de sidste mange år, og imens langer barpersonalet øl, Flying Hirsch og Flügler over disken i en lind strøm. Mooserwirt er i øvrigt det sted i Europa, der sælger allermest øl målt pr. kvadratmeter. Hvor meget vil de af konkurrencehensyn ikke ud med, men for lige at sætte det lidt i perspektiv, får vi at vide, at der er to fuldtidsansatte på Mooserwirt til kun at skifte fadølsankre. Efter en perfekt skidag er det hjem på hotellet og en tur i sauna inden aftensmaden og sengen kalder.

Mooserwirt er et kæmpe hit

Spiser frokost i nabodelstaten

Næste dag kan Dennis godt mærke, at han har brugt nogle af de muskler, han ikke er vant til at bruge i samme omfang. Lårene og lægmusklerne er ømme, men ikke mere end, at han er klar til en ny dag på ski. St. Anton er forud for sæsonen 2016/17 blevet forbundet med Zürs, der ligger i nabodelstaten Vorarlberg. Den lift har Dennis et stort ønske om at prøve, og vi aftaler, at vi tager turen stille og roligt. Målet er en frokost i Zürs. Flexenbahn hedder gondolen som er pænt moderne med varme i sæderne, og en speciel anordning til skiene i gulvet inde i selve gondolen. På vej mod Flexenbahn er vi på skiftevis røde og blå pister, og faktisk også enkelte sorte, men det er ikke noget problem for Dennis. Harry har givet ham en tro på sig selv, og et par fif om at han ikke skal hænge så meget i det med farverne på pisterne. Efter halvanden times tid er vi i Zürs som aftalt, og Dennis er stolt som en U8-dreng, der scorer det afgørende mål i en fodboldkamp.

Flexenbahn er topmoderne og får hurtigt fragtet skiløbere op

Ikke sidste gang på ski

Tredjedagen er sidste dag på ski. Også den forløber helt efter bogen. Dennis er blevet fan af skiløb, og lur mig, om ikke han snart har konen og de to døtre med på ski. Dennis har tabt sit hjerte til den helt specielle stemning, der når vi taler skiløb i Østrig. Jeg forstår ham godt. Jeg har det jo på samme måde, og har virkelig gjort alt, hvad jeg kunne for ikke at påvirke ham i hverken den ene eller den anden retning. Efter tre dage på ski, konkluderer Dennis, at det aldrig er for sent at lære, at stå på ski så længe man er rask og rørig. Er viljen der, kommer man langt. Et godt råd er dog, at hyre en guide for minimum en dag. De penge er ekstremt godt givet ud. Man behøver heller ikke selv at købe hverken ski eller skistøvler. Den slags lejer man uden besvær på destinationen, og det er altid i en super god kvalitet.