Derfor skal dit barn i skiskole

Derfor skal dit barn i skiskole

Vi har tidligere spurgt vores brugere om børn skal i skiskole? Heldigvis kom der en masse svar på Facebook og man må sige at folket har talt - Børn skal på skiskole! :)

Se i bunden af artiklen, hvad andre danskere mener, omkring om børn skal i skiskole eller ej

Flere og flere danskere tager hvert eneste år af sted med familien til skidestinationer over hele Europa. Inden længe er skiferien købt og betalt, men hvad med skiskolen? De fleste familier rejser med børnene i skolernes ferie, som desværre, plus/minus, falder sammen med alle andre nationers skoleferier, så hvis I har haft diskussionen derhjemme og er nået til enighed om, at poderne skal på skiskole, så bestil den gerne med det samme. Til dem af jer, som endnu væver lidt, så kan vi her på Skisport.dk måske hjælpe lidt på vej.

Børn lærer bedst, når de har det sjovt

Skiinstruktørerne er uddannet til at ”lege læring ind” på en måde, så børn bedre kan begribe, hvad der forventes, at de skal gøre. Hvad enten det er flyvere, jungledyr eller imaginære badebolde, der skal til for at forstærke forståelsen, så kan instruktører bare et og andet. Af samme årsag er læringsprocessen langt mere fremskreden hos børn i skiskolen. Desuden formår børn bare at gøre mere på egen hånd, når mor og far ikke er indenfor rækkevidde.


Skilærere er pædagogiske og trænet i at give børnene gøre skiløbet en leg for børnene, så de får en god oplevelse

Børn har det sjovest i hinandens selskab

De motiveres af det sociale sammenspil i gruppen og er mange gange med til at løfte hinanden. Man oplever børn, som hjælper de andre børn i gruppen, leger med hinanden, snakker sammen, deler slik ud til de andre og sågar formidler information fra de lidt introverte elever til instruktøren. Der er bare en helt speciel dynamik i børnegrupper, hvilken resulterer i gode oplevelser og motiverer eleverne til at tage nye udfordringer op; for nogle er det konkurrenceaspektet, og for andre er det trygheden ved, at et andet barn tør går forrest.

Forældre ér og bliver u-fede

Det er ikke en hemmelighed, at mor og far bare ikke kan lære deres børn alt. Det er ikke unormalt at se børn på bakken, der nægter at påføre sig skiene og forældre med changerende ansigtskulør. Selvom det endnu ikke er videnskabeligt dokumenteret, at børn udvikler et filter, der frasorterer råd og vejledning henvendt til dem fra deres forældre, så er det altså et faktum. Derudover kan det sagtens være, at forældre behersker de grundlæggende færdigheder, men der er lang vej fra at mestre skiløbet til rent teknisk at forstå præcis, hvad skal gøres, hvornår og hvorfor – og ja – til at undervise. Ofte videreformidles fejlagtige anvisninger med bedste intentioner, men med uheldige resultater.

Skiinstruktører sender ligeledes deres børn i skiskole, fordi de har indset ovenstående, nemlig, at børn synes, at forældre er top pinlige – det er ligegyldigt om far er Batman, mor er Wonder Woman eller begge er skiinstruktører.

Ikke så meget snakken, bare ned ad bakken

Det skal absolut ikke undervurderes, hvad et par timer med ski under fødderne, eksklusiv børn, kan gøre ved voksne. Selvom man er på ferie med de små størrelser, er det ikke ensbetydende med, at man ikke har behov for at få suset ned ad bakken i eget tempo, uden at tage højde for hvilken farve piste man begiver sig ud på. Er børnene i skiskole, så ved man, at de bliver taget vare på, og så kan man koble fra i nogle timer og ”lade batterierne op”.

Mange skiskoler tilbyder dansksprogede instruktører

Men efterspørgsel og udbud følges ikke altid hånd i hånd. Man kan ikke vide, hvordan ungerne vil reagere overfor en fremmed. Især for de lidt mindre børn kan det være voldsomt at befinde sig i uvante rammer og oveni blive præsenteret for en ukendt person, som ikke behersker dansk. Derfor kan det være en god ide at lægge bestilling ind hos den lokale skiskole eller hos jeres respektive rejsebureauer, når I nu allerede står med rejsen på hånden.

Se danske skiskoler her - Her kan du finde danske skilærere


Har man bare 1 gang set "Min søsters børn i sneen" så ved man hvor skønne danske skilærere kan være :)

Dansk skiklub

Alternativt kan man vælge at melde sig ind i en skiklub og benytte sig af dennes tilbud. Mange klubber arrangerer flere ture fordelt henover sæsonen, og som omfatter en uges skiløb med klubbens egne instruktører. Skiklubber findes i hele Danmark og er ikke mere end en google-søgning væk. Sidst men ikke mindst er der mulighed for at bestille hjemmefra. Benytter man sig af sidstnævnte mulighed, er man ligeledes sikret, at alle børnene på holdet er dansktalende, så de lidt yngre børn nemmere kan møde nye legekammerater, uden at sprogbarrieren skal blive en forhindring.

Overlad børnene til de professionelle og undgå ”trolde”, der står og stamper i jorden. Hvis det skal blive ved med at være sjovt at stå på ski, så er det vigtigt, at alle sanserne bliver udfordret, og det gør de igennem leg og socialisering. Rykker de ikke så meget som I kunne have en forventning om så fortvivl ej. Så længe børn forbinder skiløb med noget positivt, så skal de nok tage det kvantespring – hvis ikke i år, så næste. Og lur mig, om de ikke også nyder mor og fars selskab en god håndfuld mere, hvis de ikke har gået op og ned ad jer hele dagen lang. Vi her på Skisport.dk kan godt opfordre til at anbringe ungerne i skiskole. Vi har dog også selv rigtig gode erfaringer med selv, at lære børnene, at stå på ski, da mange skiskoler ikke tager børnene ind før de er 4-5 år.

Læs 3 artikler om, hvordan man selv kan gøre det:

Første uge på ski – Barn på 2 år

Anden uge på ski – Barn på 2 år

Lær dit barn at stå på ski med en skisele

Se alle kommentarerne fra vores brugere herunder: 

Se flere kommentar her

Udgivet af: Tamar Barbara Andersen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen