De har kræfter som en ironman(woman) og bruger deres otium som skiguider

Mette og John blev først guider, da han gik på pension for nogle år siden. Nu kombinerer de deres store interesse for sport med at arbejde i sneen.

- Når jeg bliver gammel, kunne jeg godt tænke mig at være skiguide. Sådan har John Harry Rasmussen på 68 år altid sagt, og sådan kom det også til at gå. For 4 år siden begyndte han og Mette Rosenlund Rasmussen, 61, sammen som skiguider for Danski i Italien.

Og de har noget at have det i. De har begge gode ben og har gennemført en ironman og -woman. Mette halvanden gang, og John hele fem gange. Sport er en stor del af deres liv, som de prioriterer højt, og livet som skiguider giver dem stor frihed og en masse oplevelser sammen.

- Jeg kan skidegodt lide det, der er pres på, jeg trives godt, når der sker noget, og så elsker jeg at være ude i sneen, stå på ski og have tid til at være sammen med Mette, fortæller John.

- Men det er hårdt at tage væk en hel sæson og undvære børn og vores fem børnebørn, siger Mette, der er den mest erfarne på ski men også den, der savner det derhjemme mest, når de er ude som guider.

"Jeg ville nødig være en 20-årig guide. Vi skal lægge ryg til meget, og John og jeg er nærmest lidt far og mor for de andre guider i byen, når der opstår problemer, og det gør der jo mange gange på en sæson"

John begyndte først i en sen alder at stå på ski, nemlig da han mødte Mette, og de begge besluttede at droppe deres tidligere ægteskaber, selv om det havde store omkostninger for dem begge. De valgte hinanden, og de valgte et aktivt liv, hvor de har dyrket masser af sport. John var i 40’erne, før han første gang fik ski under fødderne og havde debut ned ad bakkerne i Tjekkiet. Det var Mette, der lokkede ham med i 1991.

- John kiggede op på bakkerne og så kiggede han på mig og sagde, at der skulle han ihvertfald ikke op! Han kørte bogstavelig talt lige i røven af mig hele ugen, men det er slut. Nu ser jeg kun bagenden af ham i sneen, han suser hele tiden fra mig, griner Mette, der nyder, at de har fælles interesser og nu også for første gang et arbejdsliv at dele.

- Vi supplerer hinanden godt. John har kommandoen, og vil altid være den, der fører an. Jeg har mere styr på detaljerne, bagtroppen, samler folk op og er mere tålmodig. Vi ryger aldrig i totterne på hinanden, fortæller Mette, der er glad for, at hun har nogle år og en masse erfaringer på bagen.

Det har de begge. John er pensioneret politikommissær, har været vant til at arbejde i kaos og løse konflikter, og sport har altid været en del af hans arbejdsliv og fritid. Han har blandt andet været i militærpolitiet, aktionspatruljen og arbejdet med hundepatrulje – også i Grønland.

Mette har sagt sit job op som servicekoordinator på et advokatkontor i Aarhus, så de kan være sammen, og de har minimeret deres omkostninger, så de reelt har råd til at arbejde som guider med de små penge, men store oplevelser, det giver. De har solgt deres store hus og er flyttet i et lille 89 kvadratmeter stort hus i Odder syd for Aarhus, der er billigere og nemmere at holde.

- Som guider får vi kost og logi betalt plus lidt lommepenge, og så sparer vi jo el, vand og varme derhjemme, så nu kan vi gøre alt det, vi ikke har haft tid til før, og få råd til det, siger John.

- Vi vil jo gerne være tilfredse med at være gamle.

Og det er de, selv om det er svært at se, at alderen trykker dem. De er begge aktive fitness-instruktører, sejler i kajak, løber, cykler, svømmer og står en masse på ski.

Og her er det en fordel at være voksne, synes de begge.

- Jeg ville nødig være en 20-årig guide. Vi skal lægge ryg til meget, og John og jeg er nærmest lidt far og mor for de andre guider i byen, når der opstår problemer, og det gør der jo mange gange på en sæson, siger Mette.

Sidste år var de i Sauze d’Oulx i Italien, hvor der manglede sne i seks uger, og det lagde et pres på alle guider.

"En fejl, så får vi det glatte lag. Der er mange brokrøve - især i dårligt vejr."

Sidste år havde vi en gruppe gamle mænd på op til 80 år. De ville ikke betale for det, men forventede stjerne-behandling, og på et tidspunkt var de så grove i munden over for mig, at jeg gik op på værelset og græd. Der var jeg glad for, at jeg havde min alder, erfaring og John at støtte mig til, fortæller Mette, der ellers er en kvinde, der både kan sætte i gang og give igen. Men sommetider bliver det for meget, når gæsterne ikke får lige præcis det, de forventer.

Men heldigvis er de positive gæster i overtal, og når problemerne er løst, giver det optur, sammenhold og masser af oplevelser, de aldrig havde fået derhjemme ved køkkenbordet en kold, grå almindelig vinterdag, siger John:

- Jeg elsker at få folk listet ud over deres grænser, så de vokser og flytter sig - også på ski. Og det at arbejde sammen som et team, at være loyale overfor hinanden og løse opgaver i fællesskab giver god energi. Det har været stort at turde satse - også økonomisk - på at få tid sammen. Og det har vi fået. Det giver et liv i frihed, vi har det sjovt og slipper for de almindelige daglige rutiner derhjemme.

Parret er ved at overveje, om de igen skal tage afsted som guider efter jul. Mette er i tvivl, hun savner børn og børnebørn.

- Det er hårdt at tage afsted, jeg føler vi er lidt egoistiske og svigter ved bare at tænke på os selv, og hverken kan hjælpe med at passe børn eller bare være sammen med familien, mener Mette.

Men John synes, at de er gode forbilleder netop ved at være egoistiske, fordi de viser, at livet ikke slutter, bare fordi man bliver gammel.

Om Mette og John kommer afsted er endnu ikke afgjort, men en ting er sikker. Den ene tager ikke afsted uden den anden.

- Meningen er jo, at vi skal være sammen. Det har vi lovet hinanden, siger de samstemmende.

Så uanset hvad de beslutter sig til, så bakker de begge op om beslutningen, - også selv om de hvide bjerge måske denne gang bliver skiftet ud med børn og børnebørn derhjemme.