De bedste afterski sange (2024)
Skisport.dk har lavet en playliste med de +230 bedste afterski sange, så du kan få stemningen helt i top på din skiferie eller fest. Musikken får de mest generte til at synge med på alle klassikerne.
Vi har forsøgt at samle alle de bedste afterski sange, som kan få humøret op hos de fleste.
Vi kender alle følelsen af, at komme ned fra en lang dag på ski, hvor man er lidt træt i både hoved og krop, men pludselig står der en kæmpe fadøl foran dig og "Hey Baby" med Dj Ötzi blæser ud af højtalerne!
For det er lige præcis det, som afterski musik gør ved en (måske os lidt alkoholen), men i hvert fald, får musikken dig i godt humør.
Vores egen afterski-musikekspert Henrik, har fundet de sange, som kan få humøret i top.
Vi ønsker dig en god skiferie eller skifest, og håber at du kan bruge listen til at få skabt en god stemning og få folk op på bordene.
5 grunde til at afterski er en essentiel del af skituren
Afterski er utrolig populært og bliver af mange vurderet som værende lige så vigtigt som god sne for en vellykket skitur. Men hvad er det, som gør det så unikt? Vi har samlet 5 grunde til, hvorfor afterskiing er noget, som simpelthen skal være en del af din skitur.
1. Den hyggelige stemning
Afterskis absolut vigtigste egenskab er evnen til at skabe perfekte rammer for en hyggelig stund efter skituren. Stemningen er uformel og selvom pladsen nogle gange er lidt trang, så er det aldrig et problem. Alle er i højt humør, så en hyggelig samtale med sidemanden er ganske naturligt. I takt med at Jägerteen, Flügl og øllene kommer indenbords vil stemningen blot tiltage i styrke, så du er garanteret en fantastisk eftermiddag og aften.
2. Den autentiske udsmykning
Langt de fleste afterski barer er præget af traditionel udsmykning fra området. For eksempel vil du i Østrig se alt fra bartenderne, der er klædt i
traditionelle lederhosen til de klassiske langborde, som gæsterne sidder ved. Der er tale om klassisk alpehyttestemning med højt humør, glad musik og veloplagte gæster, og udsmykningen gør sit til, at oplevelsen bliver så vellignende som overhovedet mulig. Autenticiteten er i højsædet, og tyrolerstemningen er ikke til at tage fejl af!
3. Den unikke musik
De fleste er bekendte med den klassiske afterski musik, hvor hits som Cowboy und Indianer og Ladioo ofte bliver spillet til stor begejstring for alle på baren. Fælles for musikken er, at det er speciallavet til at få dig i godt humør og få stemningen helt i top. Du skal derfor ikke blive overrasket, hvis du ser folk danse på bordene, når de klassiske tyrolerhits bliver spillet!
Mange steder er der som supplement til det ikoniske musik også livemusik. Dette understøtter den gennemførte autentiske stemning som afterski giver. Musikken er helt unik og er for mange et kærkomment afbræk fra dagligdagens popmusik. Netop dette er grunden til, at afterski musik har en speciel plads i hjertet hos mange.
4. Stedet hvor nybegyndere og erfarne skiløbere mødes
Afterski er nybegynderens mulighed for at tage revanche for eventuelle problemer, de måtte have haft på pisterne. På baren er alle lige, uanset om du er den bedste skiløber eller lige har tilbragt din første dag på pisterne. Netop derfor er det den ideelle måde at snakke med andre ligesindede og have en sjov og festlig stund. Afterski er skiløbets pendant til fodboldens 3. halvleg, og ligesom der, er der ingen, som er for fine til at hygge sig i den stemningsfulde bar.
5. Den perfekte måde at afslutte en lang dag på ski
Kort sagt er afterski den ideelle måde at afslutte en lang dag med stor fysisk udfoldning. Det giver mulighed for at kunne slå benene op og nyde en kold øl eller to, mens solens sidste stråler langsomt forsvinder hen over bjerget. De fleste barer tilbyder desuden lokal mad, så man også har mulighed for at stille sin sult efter en lang dag på ski.
Afterski er ikke det samme i alle lande og især intensiteten varierer fra destination til destination. Afterski i børnevenlige lokationer som Sverige og Norge er betragteligt mere nedtonet end for eksempel i Østrig eller Frankrig. Årsagen skal blandt andet findes ved den høje pris på øl såvel som de mange børnefamilier i området.