Best Kept Secret Ski Resort – La Clusaz

Best Kept Secret Ski Resort – La Clusaz

Det autentiske og charmerende skiområde byder på godt skiløb til alle niveauer, kombineret med en hyggelige by der er emmer af liv, med lokale folk som brænder for byen og innovation.

Andet stop på vores ”Tour de France” var skønne La Clusaz i Frankrig, en hyggelig by som ligger under 1 times kørsel fra Geneve lufthavn. Her skulle vi blive overrasket over den gastronomiske kvalitet, samtidigt oplevede vi en by med masser af sjæl og et alsidigt skiløb.

Inden vores besøg i La Clusaz, havde første stop på vores tur været Samöens, som lagde en høj linje for, hvad vi kunne forvente af skiområder i den nordlige del af de Franske Alper. To vidt forskellige områder, som vandt vores hjerter på hver deres måde, hør alt om La Clusaz i videoen nedenfor.  


Se video fra vores besøg i La Clusaz Frankrig:



Best kept secret ski resort

La Clusaz er endnu et område, som er gået under radaren for mange. Men pga. den høje snesikkerhed, den hyggelige by og det alsidige skiløb er området tidligere blevet kåret til den bedste gemte skiperle. Det er ikke bare en satellitby, her er søde træhuse og liv i gaderne. Samtidigt er det et familievenligt skiområde, da der er en god kombination af pister til alle niveauer og gode restauranter. Er man på jagt efter lidt fest i gaden, er der også mulighed for afterski, dog har byen satset mere på caféer og hyggelige restauranter, dog kan de fleste fint få deres afterski/nattelivs behov dækket.

I byen er der 50 % hytter og 50 % hoteller. Det er derfor muligt at finde lige det man leder efter, alt efter om man er en familie, vennegruppe, kærestepar, etc. 


La Clusaz er en af Frankrigs mest hyggelige skibyer


Skiløb til alle niveauer i La Clusaz

I La Clusaz får du 125 kilometer pister på det klassiske liftkort. Du kan også udvide til ”Annecy Mountains”-liftkortet og få adgang til 245 pistekilometer, hvor man kan stå på ski i områderne:

  • La Clusaz
  • Manigod
  • La Sambuy/Seythenex
  • Le Grand Bornard
  • Sain Jean De Sixt



På vores besøg bevægede vi os rundt med det klassiske liftkort i La Clusaz og Manigod, som er de 2 mest populære områder med base i La Clusaz by, hvor du kan derfor simpelt stå på fra det ene til det andet.


La Clusaz (inkl. Manigod) har:

  • 19 % grønne bakker
  • 36 % blå
  • 36 % røde
  • 10 % sorte


La Clusaz skiområdet, som vi bevægede os rundt i med La Balme helt til venstre og Beauregard til højre

Selve La Clusaz by ligger i omkring 1.100 m.o.h. og tilbyder skiløb op til 2.600 m.o.h. Her er moderne og hurtige lifte/gondoler, som gør at du let kan bevæge dig rundt blandt de 5 forskellige bjerge. Området byder nemlig på et utrolig varieret skiløb, som i princippet bliver sværere des længere vest på liftkortet man kommer og omvendt lettere jo længere man bevæger sig mod højre.

Yderst på liftkortet findes La Balme, et fantastisk stort og åbent område, hvor du føler at du kører i en stor gryde med kun en endestation, da det hele slutter nede ved La Balme liften. På toppen af Col de Balme er en flot udsigt til Mont Blanc, som du ikke må snyde dig selv for. La Balme er samtidigt et pudder-mekka uden lige. Hvis der falder en masse sne, så er dette the place to be, da du finder enormt meget offpiste, sjove drops, etc. det er også her at du vil støde på den tidligere verdensmester Candide Thovex, som siges at give gas her HVER dag. 


Her ses La Balme, det enorme bjerg hvor bjergsiderne omringer dig på flotteste vis, når du kører nedad på ski


Bevæger man sig tættere på La Clusaz by og Massif de l’Aguille, så finder du et hav af gode røde og blå pister. Fra toppen ved L’aguille i 2257 meters højde har du mange forskellige muligheder mellem næsten gletsjerlignende forhold eller flotte snoede pister mellem træerne.

Blandt andet kan du tage nogle af de røde pister som fører ned mod dalen, hvor du kan tage en kort gondol som fragter dig over til Massif de l’Etale, et bjerg der har en god kombination af sorte, blå og røde pister. Herovre er der også en flot udkigspost til Mont Blanc.

Helt til højre er det mere børne-/familievenlige skiområde, Beauregard. Et hyggeligt område med færre folk en resten af La Clusaz, her er idylliske pister, som ikke er for stejle og som passer godt til nybegyndere eller mindre øvede skiløbere. Alt i alt, byder La Clusaz derfor på stor variation af skiløb, hvilket du også kan høre om i videoen ovenfor. Det gør også området oplagt til familier/vennegrupper, da alle kan få deres behov dækket. Samtidigt hænger det hele godt sammen, så du let kan bevæge dig rundt. 


Efter en dag med godt skiløb, skylder man sig selv, at bevæge sig rundt i de små hyggelige gader


Michelin-restauranter og gastronomi i topklasse

Der ligger selvfølgelig en masse familierestauranter i byen, hvor i kan få mad til alle aldre uden at det koster en formue, men udover det, så byder byen på mad af højeste klasse!


Skønne Odalys, som både er hotel men hvor der også er en masse lejligheder for familier (og SPA)


Vi boede eksempelvis på Hotel Prestige Odalys Le Chamois, et hotel der også har en masse lejligheder, hvis man eksempelvis er en familie. I samme hotel ligger der en restaurant, som hedder Bistro Les 2 Mules, der fuldstændigt fejede benene væk under os. Vi havde forventet et ok måltid, men niveauet af kunst og kvalitet var så højt, at vi endte med at spise i restauranten 2 dage i streg.

Første aften valgte vi den ”simple” 3 retters menu til 38€ pr. person, en menu der gjorde, at vi var nødsaget til at bestille den udvidet menu på dag 2 til 50€, da vi ikke troede på at det kunne blive bedre, end hvad vi fik den første aften. Den udvidede menu, var lige så skøn som den ”simple”, dog endnu mere kunstnerisk. Vi har tidligere spist på en 3* stjernet restaurant i Saint-Martin-De-Belleville, så det er ikke fordi, at vi som sådan er meget lette at imponere. Heldigvis var denne oplevelse gældende for hele byen, da du har mulighed for at spise rigtig godt, til fair priser.


Til hver enkelt ret, blev maden serveret med en lille historie, ofte en lokal historie som byggede på kulturen i området


Kreativiteten på alle retter var helt i top, under dette "spiselige-låg" gemte sig en bowl med laks


Er du på Michelin-jagt, så findes der både 1, 2 og 3-stjernede restauranter indenfor en radius af 20 kilometer. Rejser du i højsæsonen, kan det være svært at få plads, men et godt tip er at booke en frokost. De er (selvfølgelig) meget billigere end den normale aftenservering, men også til frokost får du masser af værdi, oplevelse og mad for pengene. 


Kort fortalt, så er maden i byen i top! Og til priser man kan være med på


Noget af det, som du helt sikkert kommer til at opleve i byen er den lokale Reblochon ost, som findes i rigtige mange af de retter du finder på menukortet. Historien bag osten er, at landmændene i gamle dage betalte skat af den mælk som blev malket. Og da de ikke ønskede at betale for meget i skat, lavede de først én malkning, som blev opgivet. Derefter lavede de en malkning, som ikke blev opgivet. Det gav store mængder af mælk, og forr at det skulle kunne holde sig, lavede man ost af det, hvilket gav den populære Reblochon ost, som betyder ”gen-malkning.”



Til frokost fik vi et hav af lokale specialiteter, blandt andet Reblochon(ost), som blev spist sammen med lokalt kød


Charmerende og autentisk by

Med sine krogede gader og flotte gamle stenhuse er byen i sig selv et besøg værd. Man vil med det samme opleve en stor imødekommenhed fra de lokale. Behagelige mennesker som sætter en ære i at bo i La Clusaz, hvor de forsøger at skabe et godt fællesskab mellem dem som bor der. Venlighed skinner igennem når man handler, er på restaurant eller skal have sin morgenkaffe på en lille bistro. Man føler derfor ikke, at det bare en alpeby uden charme, tværtimod får du lyst til at flytte til byen. 



Byen er charmerende både dag og nat, og man kan hurtigt få tiden til at gå på de små caféer eller restauranter


I de hyggelige gader, kan du finde de klassiske ting, som er i skibyer, som eksempelvis bager, skibutikker, apotek, etc. Dog der hvor La Clusaz skiller sig ud, er på de mange restauranter, søde caféer, tøjbutikker og andre små shops. Alt sammen noget, som er med til at gøre byen til en af Frankrigs mest charmerende skibyer. Samtidigt bor der en masse passionerede lokale skiløbere som forsøger, at bringe noget innovativt og anderledes til området, derfor vil man også finde interessante ting som lokale bryggerier. Der er virkelig mange ildsjæle i området. 



Der findes en masse skønne og store hytter i området


De seneste par år har byen forsøgt at sætte endnu mere fokus på sundhed og velvære, derfor findes der ny et hav af "relaxation and body treatment"-centre. Så er man på jagt efter en ekstraordinær SPA-oplevelse, så er der masser at komme efter, plus et stort udvalg af fitnesscentre med fokus på yoga. 


Der er blevet investeret enormt i SPA og andre wellness oplevelser i området


Utrolig snesikkert skiområde

Med sin beliggenhed i 1.100 meters højde, vil du i løbet af sæson ofte opleve at hustage og bjergskrænter er dækket af sne, hvilket giver en skøn stemning af, at du er lige hvor du vil være, når det gælder skiferie. Skiløbet går op til 2.600 meters højde, som egentlig ikke er tæt på de gletsjer forhold man oplever i eksempelvis Tignes og Val Thorens, men til gengæld er La Clusaz det først område som rammes, når sneen kommer med fuld kraft fra vest ind over Atlanten. Det betyder, at området suger ”den første sne” til sig, hvilket gør at du kan stå på ski her, helt indtil maj. Området er derfor enormt snesikkert. 


Området er utrolig snesikkert og der findes masser af gemte områder med frisk puddersne.... hvis du er hurtig


Er du på jagt efter en tur ned af pisten, som virkelig brænder i lårene, så tag toppen op på La Balme og kør' i bund. Der får du 1.500 højdemeter, der kan udfordre selv den bedste skiløber.  


Her spejdes mod toppen på La Balme. Benene syrer og vi overvejer at tage en tur til


45 min fra Geneve lufthavn

På grund af, at vi var på vores ”Tour de France, hvor vi besøgte 3 områder med bil, havde vi kørt hele vejen fra Danmark, men når vi skal besøge La Clusaz igen, så bliver det med fly.

Området ligger nemlig under 1 time fra Geneve lufthavn. Du kan derfor flyve fra Danmark om morgenen og stå på ski her om eftermiddagen, da det kun tager 1 time og 50 minutter med fly fra Danmark.

Det er let og simpelt at tage sig fra lufthavnen til området med enten shuttlebusser, private busser eller små taxier. 


Her ses den korte afstand fra Geneve til den røde prik som er La Clusaz

One of those days

Min store forkærlighed til området kommer sig fra de mange videoer med Candide Thovex, hvor han kører umenneskelig hurtigt og imponerende stilet rundt i området. Videoer der taler for sig selv, som du kan se her nedenfor. Candide Thovex er tidligere verdensmester i Freeride (Freeride World Tour), men som om at det ikke skulle være nok, så har den lokale skiløber Loic Collomb Patton også vundet VM 2 gange. Det viser altså at folk i området, godt kan finde ud af at køre offpiste, hvilket der er rig mulighed for på de skønne bjerge.  


One of those days 3 (2016)



One of those days 2 (2015)


One of those days (2013)



Meget mere end bare godt skiløb

Det er umuligt ikke at blive forelsket i La Clusaz og vi skal 100 % tilbage her til. Udover det gode skiløb, så er det bare skønt at bevæge sig rundt i en charmerende by, hvor der er lokale i gaderne, som byder dig velkommen med åbne arme. Samtidigt er der rig mulighed for at gå på oplevelse i et hav af forskellige ting som hundeslædetur, yoga, isklatring, SPA, lokale bryggerier, en tur med hestevogn og meget meget mere.

I løbet af de dage vi var i La Clusaz, delte vi over 40 billeder på vores InstaStory, dem kan du se lige her.

Ellers kan du selv trykke her og få en oplevelse af at være i ”La Clusaz” selv.



Vi forstår godt hvorfor, området er tidligere er kåret til Best kept secret skiresort, og faktisk prøvede de lokale landmænd for mange, mange år tilbage, at holde folk fra Annecy og Geneve væk, men med tiden måtte de indse at det var umuligt grundet områdets charme. The rest is history og i dag er byen alt andet end fjendtlig. Men lad være, med at sige det til for mange, vi vil godt have området for os selv lidt endnu.

- Læs mere om skiferie i La Clusaz her

Se flere billeder fra turen her:


Vi ramte et kæmpe snefald den første skidag, som gjorde at vi havde magiske forhold alle dage


Intet kan slå et par store fede puddersving. Vi havde en offpiste-guide, som fandt de bedste spots


Det er gode forhold til dem, som vil prøve kræfter med offpisten


Det behøver ikke være Michelin det hele. En klassisk pizza kan også gøre det!


Stemningen er i top efter et at have kørt 1.000 højdemeter i ren pudder


Skønne La Clusaz


Sne manglede vi ikke


Vi går på jagt efter den bedste og uberørte sne. 20 minutters bootpacking og så kunne vi få en bjergside for os selv


Udsigt i området er magisk. Se bl.a. Mont Blanc i videoen


Det er sådan et syn her, som man vil se, når man sidder i liften om morgenen


Tak for denne gang La Clusaz - vi kommer igen!

Udgivet af: Claus Loft Madsen

Rejsebureauer til La Clusaz
Fakta om La Clusaz
Skiområdet: 1100-2600 m.o.h.
Byen: 1040 m.o.h.

84 pister i alt
29 stk.
24 stk.
24 stk.
7 stk.

Lifter: 56 stk. / 52.600 pers/time

Slæbelifter: 35
Stolelifter: 14
Kabinelifter: 6

Mere om skiferie i La Clusaz

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen