Beitostølen - naturoplevelser og langrend i superklasse

Beitostølen - naturoplevelser og langrend i superklasse

Når langrend står øverst på ønskesedlen, er Beitostølen et supergodt valg. Der er udfordringer på mange niveauer for de erfarne og tilpas beskyttede løjper for begyndere.

Beitostølen - Norge
Der præpareres dagligt 150 km løjper - fra korte og tilgængelige i beskyttet skovmiljø, til de mere udfordrende i fjeldet og højfjeldet.

Stille vejr med blå himmel indbyder til ture i højfjeldet, hvor skiftende udsigter over landskabet printer sig på nethinden. I mere diset vejr - eller når vinden bider - søges mod mere beskyttede løjper i skovterræn. Der er adgang til enestående naturoplevelser uanset valg af løjper.

Nypreparerede spor - i baggrunden Jotunheimen. 

Turene kan begyndes oppefra

Beitostølen har tilbud til "de alpine" - og derfor også et antal muligheder for, at langrenderen kan komme til tops uden brug af kræfter. Der er lift både til fjeldet og til højfjeldet, hvor du så vælger din løjpe.

Naturligvis kan du vælge at stå på en løjpe uden lift og glide direkte ned i skoven - eller stille og roligt at arbejde dig op på fjeldet.



Der er adgang til enestående naturoplevelser.

Hytte, lejlighed eller hotel?

- hvad er vigtigt for dig?

Er I flere sammen, og vil I gerne være sammen til måltider og aftenhygge - så skal I sikre, at jeres feriebolig indeholder en stue.

Er det vigtigt med en storslået udsigt? Skal der være kort afstand til liften? Eller bare kort afstand til nærmeste løjpe? ønsker I måltiderne serveret?

Beitostølen rummer alle muligheder!

Udflugter

Det er altid muligt at finde et sted med læ og malerisk landskab. Her standses op og stampes de fornødne siddepladser - og så er det tid til at indtage medbragt mad og noget varmt fra termokanden.

Beitostølen byder også på helt særlige udflugter. Ligger jeres skiferie i højsæsonen - og er vejret til det - må vi anbefale turen til Bygdin. Her foregår den første del af turen med bus, mens den sidste del gennemføres med bæltekøretøj - måske den eneste tilbageværende bæltebilsrute i Europa. Inden skiene spændes på, kan det anbefales at se ind på det afsides og ensomt beliggende Bygdin Fjeldhotel, som er rutens endestation. Der er jo en god anledning til at se nærmere på stedet, hvis I skal have et krus kakao.

Turen fra Bygdin tilbage til Beitostølen tilbagelægges ad en let fjeldløjpe eller ad en noget vanskeligere højfjeldsløjpe. Uanset valg af løjpe er der på turen tilbage til Beitostølen uforglemmelige udsigter over fjeldene.


Bæltebil klar til afgang fra Båtskåret til Bygdin.

Se video her fra Beitostølen

Oplevelser uden ski

Drømmen om en tur i hundeslæde kan realiseres i Beitostølen. Der er færdigpakkede ture af forskellig varighed og destination. Herudover tilrettelægges der ture efter individuelle ønsker. Som underholdning betragtet ligger oplevelser i hundeslæde i den dyre ende, men hvis sådan oplevelse nu ligger højt på ønskelisten, så er muligheden der. Til dem der ikke har prøvet: Hunde prutter, når de løber!

Der er kælkebakke.

Der er svømmehal.

Der er afterski - - - men alkoholpriserne er norske..


Hundeslæderved Beitostølen.

Myter aflives

Dagligvarepriserne er højere end de danske, men slet ikke på et niveau, hvor vi efter ferien kan underholde vore kolleger og venner med historier om halve agurker til skyhøje priser. Indrømmes skal det, at det er vanskeligt at vænne sig til priserne på fx mælk, men gør det så meget, når vi medbringer rigeligt af andre drikkevarer til dage med afterski i hytten?

Lyst til alpint

I selve Beitostølen er der alpine nedfarter i den mildere skala. De mere udfordrende sorte pister nås efter ca. 10 min. i skibus i Raudalen. Beitostølen er et perfekt sted for familier med børn. Nybegyndere kan hente hjælp i skiskolen. Alle lifte og alpine løjper kan dog let gennemkøres på ca. 2 timer - så man skal ikke vælge Beitostølen alene for alpin-løbets skyld.


Varm drik indtages fra medbragt termokande.

Rejseform

Der findes færdigpakkede busture - eller man kan vælge at køre selv. Stena Line sejler fra Frederikshavn til Oslo. Når man er forberedt føles de 8,5 timer ikke som særlig lang rejsetid: Der er adspredelser på færgen og gode siddesteder til spil og anden hygge. Det er en fin måde at indlede ferien på.

Stena Line har i øvrigt billige overnatningsmuligheder i Oslo i kombination med færgebilletten. Ankomst først på aftenen, en god nats søvn og et solidt morgenmåltid. Så kan man køre de sidste ca. 3 timer næste formiddag og være "frisk på ski" om eftermiddagen.


Hytte med fantastisk udsigt. 


Skisport.dk fik hjælp til transporten til Beitostølen af Stena Line

Udgivet af: Ewald Skov Jensen

Rejsebureauer til Beitostølen
Fakta om Beitostølen
Byen: 900 m.o.h.

21 pister i alt
3 km grøn
7 km blå
6 km rød
5 km sort

Lifter: 12 stk.

Slæbelifter: 7
Stolelifter: 4

Mere om skiferie i Beitostølen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen