Bange for at se dum ud op ski? Hop ud i det!
Bliver du nysgerrig, når dine venner snakker om deres fantastiske skiferie? Måske endda lidt misundelig? Har du aldrig selv prøvet det? Så frygt ej - du kan stadig nå at finde passionen.
Går du med tankerne om, at prøve det der med at stå på ski eller snowboard, men har indtil videre ladet dig afskrække? Er du bange for at se dum ud, bange for at være dårlig, bange for hvad det egentlig indebærer? Så er du ikke alene. Det føles skræmmende at kaste sig ud i noget nyt, man aldrig har prøvet før. Det er ikke sjovt at være dårlig til noget. Men! Der er altså ingen grund til, at det at være nybegynder på ski skal føles sådan. Selvfølgelig vil du ikke fra første sekund, du klikker skiene på være elegant, men det behøver ikke at tage lang tid.
Læs mere herunder eller tjek vores guide til skiferie for begyndere.
Første skridt - det praktiske
Hvor skal turen gå hen, og hvem skal du tage med?
Hvor turen skal gå hen, er meget personligt. Der findes mange fantastiske skiområder både tæt på og langt fra Danmark. Ting der kan være gode at overveje er, om det skal være et familieområde eller om der skal være plads til fest? Er du helt vild med varme og sol, eller er en lille julesviptur i The Winter Wonderland lidt en drøm for dig? Sæt dig ind i, hvad de forskellige områder kan tilbyde – og find det, der passer lige præcis til dine præferencer.
De forskellige rejsebureauer har ofte nogle gode tilbud, hvor det meste er med i prisen. Så slipper du for at tænke over, hvordan du lejer ski og køber liftkort.
Herudover er det en rigtig god ide, at du er på ferie med nogen, der har forståelse for, at du er nybegynder. Du skal give dig selv plads til at tage det skridt for skridt. Derfor er det også en god ide at tage minimum én dags skiundervisning, men gerne tre. Så er du sikker på, at du lærer de mest basale ting – som at tage ski på, dreje og stoppe. Derfra vil du have lettere ved selv at øve dig – eller tage flere timer og blive endnu bedre. De kan som regel hjælpe dig med at booke skiundervisning på dit hotel, hvor du køber dit liftkort eller hvor du lejer ski.
Andet skridt - det mentale
Du kan godt forberede dig på, at den første dag vil være hård, men husker du at tage smilet med, vil du kunne grine dig igennem. Det er meget individuelt, hvor lang tid det tager at rykke sig fra det ene niveau til det andet. Som skiinstruktør har jeg haft elever, som allerede på førstedagen var klar til at prøve stoleliften. Men jeg har også haft elever, som selv på tredje dagen havde svært ved at stoppe.
Der er mange faktorer, der spiller ind, men møder du op med en god attitude og har forberedt dig på at kæmpe lidt – så er du allerede kommet et godt stykke af vejen!
De første par dage er ikke altid elegante, skiene er nok mere krydsede end de er parallelle!
De første par dage vil du være træt, men det skal nok blive bedre! I starten er du nemlig anspændt, fordi du vil være sikker på, at du har al den kontrol, du kan få. Som tiden går, bliver du bedre til at slappe af og kun bruge de muskler, der er nødvendige. I starten kan det være en god ide at have lidt chokolade i lommen, så kan du altid belønne dig selv lidt.
Er du bange for, hvad folk omkring dig tænker? Forståeligt, men de fleste omkring dig har selv stået i din situation for ikke ret lang tid siden. De ved godt, at det både er hårdt og lidt skræmmende, og de kigger med garanti bare på dig med respekt.
Det at stå på ski kan godt virke som en skræmmende aktivitet, men du kan til hver en tid gøre det på dine egne præmisser. Der er ingen der forventer, at du skal løbe sort (de sværeste pister) hele tiden – selv ikke efter tre eller ti år på ski. Er du mest til bare at løbe og synge for dig selv og kigge ud over de sneklædte bjergtoppe, er der ingen der vil se skævt til dig – med mindre du skråler af dine lungers fulde kraft!
Er du stadig en smule afskrækket? Det er der bare ingen grund til! Du er ved at kaste dig ud i noget, som du med garanti vil være glad for resten af dit liv. Skiferie er den fedeste slags ferie. Du er sammen med de mennesker, du er på ferie med, på en helt anden måde. I er aktive sammen, får tilbragt hele dagen sammen ude i det fri – uden at I behøver at snakke sammen hele tiden. Du får rørt dig og får set kæmpe arealer af smukke bjergkæder på ikke ret lang tid. Og så er der plads til masser af hygge, til Jägerte og spil, når lifterne lukker. Er du ved at være overtalt? Så skal du bare huske en sidste ting:
NYD DET!
I sidste omgang handler det at stå på ski, om at nyde naturen, menneskene omkring dig og farten. Kig op, træk vejret dybt og nyd synet af bjergtoppene omkring dig. Giv dig selv lov til at være i nuet og tage en pause fra alt det, der er hverdag.
Husk at nyde skønheden ved skiferien!
Gode begreber at kende som nybegynder?
Pister | De ”veje” man løber på - de er inddelt i farver efter sværhedsgrad: Grøn – næsten flad – meget let |
Liftkort | Det ”pas” der giver adgang til liftene – alt efter områdets størrelse kan de have forskellige liftkort: Et, der giver dig adgang til alle lifterne, og et der bare lader dig stå på det bjerg, du bor ved. |
Pistekort | Et kort over de forskellige pister og lifte, der er – her kan du også se farven på pisterne |
Powder/Pudder | Nyfalden sne |
Off-piste | At løbe de steder på bjerget, hvor der ikke er lavet pister |
Præpareret | At der har kørt en præpareringsmaskine, som har gjort pisten lækker og lige |
After-ski | Der, hvor du får lov til at fejre din dejlige dag på ski med alkohol og god musik |
Stolelift | En lift, hvor du hænger over jorden i dertil anrettede små bænke |
Træklifte | Lifter hvor du bliver trukket med skiene på jorden, de er inddelt i to slags: Tallerkenlift: Hvor der i enden er en lille rund tallerken-lignende genstand, som du putter mellem benene T-lift: Er formet som et omvendt T. Her står man to og to sammen, og putter de to øverste dele af T’et under hver sin numse |
Find din første skiferie her!
Har du nogen spørgsmål, er du meget velkommen til at kommentere i boksen nedenfor