Black Week tyvstart - spar op til 25% 🔥
Beitostølen - uendelig meget langrend & lidt alpint

Beitostølen - uendelig meget langrend & lidt alpint

Erfarne alpinister - relativt nye langrendsløbere var på besøg i norske Beitostølen. Et besøg der på mange måder var magisk. Nyd videoen nederst i artiklen her.

I vores familie har vi stået (uendelig) meget på slalomski gennem de seneste 40 år. De senere år er vi begyndt, at supplere en dag på pisterne/i offpisten med et par timer på de smalle langrendsski. Vi har langsomt fået mere og mere smag for det.

Tempoet kommer ned, naturscenerierne af fantastiske og vi har oplevelsen af at komme i en zen-agtig tilstand. Det er en super rar måde, at bruge sin krop på - uden at få smerter i knæ og ryg, som vi er mange som ellers får ved at løbe en tur.
Og sidst men ikke mindst - så er det noget vi kan være helt fælles om med samme forudsætninger. Vi er ca lige ringe til langrend, i modsætning til det alpine hvor der er store niveauforskelle.

Vi har i et par år talt om ikke det kunne være sjovt, at bruge den ægte vare - altså langrend i Norge. Vi spørger os derfor omkring hvor vi skal tage hen for en god langrendsoplevelse i Norge. Flere peger uafhængigt af hinanden på Beitostølen.

Langrendsmekka

Der er 320 km langrendsspor i Beitostølen. Det er så mange km, at alle spor naturligvis ikke altid lige kan være trukket. De når ca at præparere 150 km spor hver dag.
Når man står overfor så mange muligheder, bliver man nødt til, at prioritere og foretage nogen valg - hvilke spor ønsker vi at køre. Uanset hvor gerne vi ville, har vi simpelthen ikke hverken fysik eller teknik til, at nå at køre det hele. 


Hvilke spor vi kørte blev defineret af 2 ting:
a) vejret - var det koldt og blæsende ville vi blive nede i “dalen” og finde læ i skoven. 
b) Vi hentede app’en “skisporet.no” hvor man kan se hvilke spor der senest er præpareret. Vi foretrækker, at køre så nypræparerede spor som muligt.

Vi fik således både kørt ture nede omkring deres skistadion med en afstikker ud langs søen og elven til Raudalen og oppe på det “uendelige” fjeld. Det var præcis det Norge vi havde drømt - uendelig smukt, frostklart vejr, god frostsne, og super gode spor til både klassisk og skøjt.

Perfekte langrendsspor

Virkelig en drøm som gik i opfyldelse.

Eneste ting vi som relativt grønne langrendsfolk kan savne er en måske lidt bedre skiltning - når mulighederne er så mange, og vi er så “grønne” kunne vi nogen gange godt have oplevelsen af “at fare lidt vild” eller være lidt i tvivl om vi skulle til højre eller venstre. Enten manglede vi et godt kort eller måske en gadget vi ikke kender til. (Om sommeren cykler vi og her har man cykelcomputere man smider sin rute ind på. Det samme kunne man måske bruge på langrendsski også)

På med slalomskiene

Med vores alpine baggrund kunne vi da heller ikke dy os for at prøve deres alpine anlæg. Og lad det være sagt med det samme; området måler sig ikke i størrelse eller sværhedsgrad med hvad du måske kender fra alperne.
Perfekte pister

Slalombakkerne er primært til børn og begyndere på ski. Det er et super fint lille og trygt familieområde med alt i alt 12 lifte, heraf 4 stolelifte.

Det er et super sted, at lære at stå på ski - og det er ikke større end, at man trygt kan sende ungerne afsted ud og lege i sneen.

Her er også mange danske skilærere bemærkede vi.

Med sin nærhed til Jotunheimen og fordi Beitostølen ligger i 900 meters højde er det ekstremt snesikkert. Sneen var i al perfekt da vi var forbi.

Transporten til Beitostølen

Rent tidsmæssigt er det for os (vi bor i Aarhus) sammenligneligt med at køre i bil til Østrig. Men afbrækket på færgen gør, at det på ingen måde føles som en hård tur. Turen bides op i helt naturlige bider som gør, at selve rejsen derop faktisk føles som den ferie det jo reelt bør være.

Vi valgte, at tage med Hirtshals - Larvik hvilket gav en ca 4 timers køretur det sidste stykke til Beitostølen fra Larvik. Fin vej hele vejen.

Man kan naturligvis også komme til Beitostølen via Oslo eller andre veje. Vores pointe er primært, at det på ingen måde føltes som en hård tur - som en køretur til alperne efterhånden godt kan være.

Indkvartering

Da vi kun var afsted på en kort forlænget weekend på en “getaway”, valgte vi den nemme og max komfortable løsning - nemlig, at bo på hotel med halvpension. Her var alt hvad vi skulle bruge; værelse med fantastisk udsigt, pool, sauna og (naturligvis) overdådig norsk morgenmadsbuffet og skøn gourmet-mad til aften.

Hver dag tilkøbte vi en “frokostpakke” - dvs. en madpakke vi smurte om morgenen og tog med i rygsækken på ski. Suppleret med lidt kiks og lidt frugt var det så fint.

Udsigten fra værelset, den kunne man godt vænne sig til.

Ønsker man, at have familien samlet i en hytte er det naturligvis også muligt. Der er hytter i alle størrelser - alle i umiddelbar nærhed af skispor og med skøn udsigt.


I Beitostølen, tæt ved liften ligger et ok velassorteret Spar-supermarkede hvor priserne ikke var helt “norske”. Med den aktuelle NOK-kurs ligner det næsten et dansk prisniveau.

Uden ski på

Er man på familieferie er den typiske ting jo nok, at blive i hytten og hygge med spil og gaming. Men der er faktisk en lang række forskellige muligheder i Beitostølen.

Af indendørs ting er der pool, squash, pool, yoga og fitness på Radison-hotellet.

Har man ikke været udendørs nok i løbet af dagen er der mulighed for snescooter-safari, hundeslædekørsel, kælkebakke (inkl. I liftkort) og ikke mindst sne-rafting (se videoen nedenfor).


Er du lige kommet hjem fra St. Anton eller Ischgl og gerne vil genoplive afterskien derfra er det ikke lige Beitostølen du skal tage til. Det er en udpræget familiedestination og priserne på øl er norske.

Mangler du inspiration står de gode folk fra Beito Aktiv til rådighed med forslag, ture, undervisning og andet.

Læs mere om skiferie i Beitostølen her.

Skisport.dk fik hjælp til turen af Beitostølen resort

Se vores videoguide herunder:

Udgivet af: Thomas Jensen

Rejsebureauer til Beitostølen
Fakta om Beitostølen
Byen: 900 m.o.h.

21 pister i alt
3 km grøn
7 km blå
6 km rød
5 km sort

Lifter: 12 stk.

Slæbelifter: 7
Stolelifter: 4

Mere om skiferie i Beitostølen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen