Sådan laver du de bedste afterski drinks
Den ultimative afterskiing: Her har du opskrifterne på de bedste afterski drinks, som også kan skabe en stemning af skiferie hjemme i stuen/baren!
Dagens første øl (eller tredje) ligger koldt i din hånd. Du kan mærke din næse lyse rødt fra den konstante friske luft. Skiundertøjet burde egentlig være vasket i går, hattehåret er ustoppeligt og mærkerne i ansigtet fra dine goggles er håbløst ucharmerende. Det er alt sammen lige meget, for stemningen er fantastisk. Alle de mange andre mennesker omkring dig er lige så slemt tilredt, og de gode gamle sange gør, at dine fødder pludselig bevæger sig let og smertefrit i skistøvlerne. Endelig står vi her, til vores alles yndlingsfest. Afterskiing.
Der er ingen tvivl om, at afterskiing har en helt utrolig charme, som er svær at genskabe, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke bør prøve. Det gælder for eksempel, hvis man efter en dejlig dag på pisten ikke rigtig har lyst til at begive sig ud på barer – men bare vil have lidt af stemningen derhjemme i hytten. Eller bare når mørket på en novemberaften minder én om, at skiferien kommer tættere og tættere på og trangen til sne, sol, ski, sure tæer og våde handsker er uoverkommelig. Derfor er her en guide til, hvordan du selv kan lave nogle af de allerbedste og mest klassiske afterski-drinks.
4 bud på drinks til - "Når I lige er kommet ind fra pisten"
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Jagertee opskrift
Jägertee kan man også købe færdiglavet – og varme op i en gryde. Det er dog sjovere selv at lave den, så man kan smage den til undervejs. Mange steder anbefaler de den især som en drink, der er god til at få en til at falde til ro på og i sidste ende få en god nats søvn. Den er derfor oplagt, hvis I for eksempel bare skal have en aften derhjemme med lidt brætspil og så lige lukt på hovedet i seng, så I er klar til en skøn ny dag på ski i morgen.
Ingredienser
- Te
- Stroh Rom 80%
- Snaps (den skal helst være neutral)
- Rødvin (gerne en, der ikke er for kraftig i smagen)
- Citron eller appelsin.
Fremgangsmåde:
Det vigtigste, når du laver Jägertee er at smage til. Først og fremmest skal du lave teen klar. Det må gerne være en god sort te. Herefter gælder det egentlig bare om at varme alle ingredienserne op i en gryde – dog uden at lade den komme i kog. Den præcise afmåling af ingredienser bør man selv eksperimentere sig frem til, da det er meget individuelt, hvordan man foretrækker sin Jägertee. I sidste ende kan du med fordel pynte lidt med enten citron- eller appelsinskiver.
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift varm kakao med rom (Lamumba)
Endnu en klassiker, som især efter en kold dag på bjerget kan få varmet alle kropsdele op. Herudover er det jo en fordel, at børnene også kan få en kop – bare uden det sjove, lille ekstra pift.
Ingredienser
- Kakaopulver
- Mælk/Vand
- Cognac/Rom/Whisky (alt efter hvad hjertet begærer) (
- Eventuelt flødeskum og skumfiduser
Fremgangsmåde
Grundlæggende er det jo bare at følge instrukserne på kakaopulveret, og så smage til med ens foretrukne form for alkohol (så alle kan for en gangs skyld få netop deres favorit). Herefter bør man slutte af med lige præcis så meget flødeskum, man kan overskue – det er vel skiferie (eller næsten i hvert fald).
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Gluhwein
Gluhwein er den tyske version af Glögg og smager meget lig det. Den er især et hit på de dage, hvor handskerne bare ikke kan holde fingrene varme. Der er mange forskellige måder at lave Glühwein på, og man kan altid udelade eller tilføje andre former for krydderi som stjerneanis eller lignende. Der findes også en hvid variant, som blandt andet bliver lavet med hvidvin i stedet for rød.
Ingredienser
- Rødvin
- Citronskal
- Appelsinskal
- Kanel
- Nelliker
- Muskat
- Honning
Fremgangsmåde
3 dl vin, 1 revet citronskal, 1 revet appelsinskal, 1 kanelstang, 4 hele nelliker, lidt revet muskat og 1 teske honning blandes sammen i en stor gryde og opvarmes. Det er dog vigtigt ikke at bringe det i kog. Gem gerne nogle appelsinbåde til serveringen.
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Irish Coffe
Irish Coffee er en sikker vinder, den har lidt af det hele: Sødme, koffein, flødeskum og alkohol. Er I lige kommet ind fra pisten og skal samle lidt kræfter til resten af aftenen, er den oplagt. Smid fødderne op og nyd den måde, varmen spreder sig i kroppen på.
Ingredienser
Færdiglavet varm kaffe
Brun farin
Irsk Whisky (andre slags whisky kan dog også bruges, men undgå de røgede)
Flødeskum
Fremgangsmåde
Smid en mønt i en høj kop
Hæld kaffe i til du ikke kan se mønten
Hæld whisky i til du kan se mønten
Hæld kaffe i til du ikke kan se mønten igen
Herefter hælder du en god skefuld brun farin i og afslutter med flødeskum på toppen, som du eventuelt pynter med kakao eller chokoladesovs.
Med denne fremgangsmåde kommer der dog rigtig meget whisky i.
Eller
Skal din Irish coffee være lidt mere venlig, kan du vælge ”Kajs Special":
Her skal du hælde 2/3 kaffe i koppen, hælde en stor skefuld brun farin i, som du opløser. Så putter du en spiseskefuld flødeskum på (ikke alt for pisket).
Tag en teske og brug den til at skærme for flødeskummen med, så du kan hælde whisky langs koppens kant.
På denne måde lægger whiskyen sig lige under flødeskummen og giver skøn smag i hver mundfuld.
2 bud på drinks til - "Når festen begynder at tage fart"
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Willi mit birne
Willi mit birne er et lille lækkert shot med pærelikør og et stykke pære på en tandstik. Er man rigtig god, tager man tandstikken mellem tænderne og spiser pæren uden hænderne, inden man drikker shottet.
Se her hvordan det gøres (efter 1 minut, 13 sekunder)
Ingredienser
- Pære
- Pærelikør (gerne Willis)
Fremgangsmåde
Skær små stykker af pæren, sæt en tandstik i dem og læg dem i shotsglas. Herefter hældes pærelikøren ud over pærestykkerne.
Værsgo’ at skylle
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Bombardino
Bombardinoerne er utroligt søde og drikkes varme. Direkte oversat betyder ”il bombardino” ”bomben”, og som navnet antyder kan et af disse shot være mere end rigeligt og lægge sig godt i maven. Det er et shot, der blandes med espresso, og det er derfor oplagt, hvis du kan mærke, at øjenlågene bliver lidt tunge, men du gerne vil nyde afterskien lidt endnu.
Ingredienser
- Æggelikør
- Espresso (eller bare sort kaffe)
- Brandy
- Flødeskum
Fremgangsmåde
Æggelikøren varmes op og blandes i et lille glas med den varme kaffe og cirka 1,5-2 cl brandy. Top drinken med et godt skvat flødeskum. Vil du gå all-in, smager det også himmelsk med lidt chokoladesovs på toppen af flødeskummen.
2 bud på drinks til - "Når festen skal gå rigtig hurtig og gerne må blive vildere"
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Jägerbombs
Jägerboms er oplagte til at sætte enhver fest rigtig i gang. Og de bør bruges flittigt til at holde afterskiingen kørende længe efter mørkets frembrud.
Ingredienser
- Jägermeister
- Energidrik (Red Bull/ X-Ray)
Fremgangsmetode
Alt hvad du skal gøre er, at tage to glas – et shotglas og et normalt glas. Du hælder Jägermeisteren i shotglasset og energidrikken i det almindelige glas – og afmåler gerne lidt ligesom på billedet. Herefter sættes shotglasset ned i det almindelige glas – og så drikkes begge på samme tid.
Foto: Nanna Vedel-Hertz
Opskrift Flügel
Flügel kan både købes færdiglavet – som på billedet - men kan også laves helt selv. Køber man flaskerne, skal man være opmærksom på, at der er en helt bestemt måde, de bør drikkes. Først banker man bunden i baren 2 gange, herefter skruer man det gule låg af med tænderne. Låget sættes så på næsen, mens man sætter flasken mellem tænderne og lader det lækre røde indhold løbe ned i ganen – helt af sig selv.
Ingredienser
- Rød Eristoff Vodka
- Red Bull/x-Ray
Fremgangsmåde
De helt præcise måleforhold er lidt op til dig selv. Men en god måde er, at tage et 4 cl shotglas og lave det halvt af hver. Så der er 2 cl Rød Eristoff vodka og 2 cl energidrik. Dog er vodkaen så sød, at den faktisk godt kan drikkes helt selv – her skal man bare være opmærksom på, at der altså ER alkohol i.
Husk: Alkohol er til sjov – ikke en lov!
Mange mener, at alkohol og skiferie hænger uløseligt sammen. Og alkohol kan jo helt sikkert løfte stemningen. Men pas på dig selv og dine omgivelser. Alkohol og kulde er en farlig cocktail, og hvis du tror, du skal hele drinksprogrammet igennem på én gang, kan det nemt gå galt og blive en rigtig ufed aften.
Skiløb og alkohol er heller ikke en god cocktail. Du har et ansvar både for dig selv, men også for alle de andre, der nyder deres ferie på pisterne. Vi anbefaler derfor, at du ikke indtager alkohol hvis du skal ud og stå på ski bagefter.
Husk hovedet og nyd din ferie, så det er dig, der styrer din brandert og ikke omvendt.
Rigtig god fornøjelse.
Læs også:
Hvilken er din favorit og har du andre forslag? - Lad os høre om det i kommentarfeltet herunder