11 ting, du ikke må gå glip af i Sölden

11 ting, du ikke må gå glip af i Sölden

Vi har samlet de bedste fifs og tips til dig, der overvejer en skiferie i Sölden - måske et af de mest snesikre områder i Europa.

1. Tag en morgentur på gletscheren

Noget af det rigtigt gode ved Sölden er, at området har hele to gletschere med fantastisk sne og boulevardbredt skiløb. Gør jer selv den tjeneste – i hvert fald én dag – at komme så tidligt ud af døren, at I kan stå klar ved GletscherExpressen, når den åbner klokken 9.15. Det er en vidunderlig fornemmelse at være blandt de første til at glide ned ad den silkebløde frostsne på gletscherens nypræparede pister.

2. Oplev “James Bonds” ICE Q indefra 

Har du set den nye Bondfilm, Spectre? Så har du set det futuristisk glashus, ICE Q, på toppen af Gaislachkogl. I filmen var ICE Q et sanatorium, hvor Bond første gang møder filmens kvindelige hovedperson. I virkeligheden er det en gourmetrestaurant med en af verdens nok flotteste udsigter. Selv om der ikke står tre-retters gourmet-menu på jeres ugeprogram, så tag skiene af og gå op på taget af ICE Q. Det er en oplevelse i sig selv.

Snyd ikke dig selv for en tur ovenpå restauranten, hvor du får en formidabel udsigt.

Indeholder din rejsepung nok penge til en gourmetmiddag, kan I vælge at tage herop og spise onsdag aften, når liften er åben til aftenskiløb.

3. Lej en offpiste guide og se nye områder

Sölden byder på rigtig fin off piste. I den lette end kan du få pudder under fødderne på Hainbachjoch. Og i hele Giggijoch området er der masser af mulighed for at køre uden for pisterne og lave sving i dyb sne.
Er du en vovehals, kan du go off piste fra Gaislachkogl-bjerget og ned gennem Wasserkartal eller mod Rettenbachtal. Men tør du stå hér, bør du unde dig selv at leje en en freeride-guide hos skiskolerne eller i Freeride Center Sölden og få vist de rigtigt fede offpiste steder, du ikke kan se med det blotte øje. Eller som du måske ikke kender farligheden af.

Her et af offpiste områderne cirklet ind.

4. Gå i termisk bad, hvis vejret svigter

Selv i Sölden er der ikke altid høj sol og glitrende frostsne. Gør snetågerne det skrupumuligt at stå på ski, har du en fed undskyldning for at køre til Längenfeld ti kilometer nord for Sölden og glide ned i de termiske bade i Aqua Dome Thermal Spa Center. Her kan du ligge ude i frostvejr nedsænket i 36 grader varme bassiner. Du kan svømme i to kæmpebassinner indendørs, hvor der også er et badeland med vandrutsjebaner til børnene (og dig). Aquadomen er større end noget, du kender hjemmefra og er virkelig et besøg værd. Her er åbent til midnat, så selv om vejret er fantastisk, og du har stået på ski hele dagen, er Aquadomen et godt valg. Her er også en (ikke billig) restaurant og en masse wellness.

5.Kør 15 kilometers pisteræs i ét stræk

Når man er i et større skiområde, kan man godt blive usikker på, hvor man ender, hvis man drejer hér eller hér. Og man vælger ofte de stræk, man kan overskue. Men har du benene til det, og har du på forhånd kigget ruten ud, bør du prøve turen fra Schwarze Schneid på Rettenbach-gletscheren og helt i bund til Gaislachkogl-liftens startsted. Det er en tur på hele 15 kilometer, og der er en faldhøjde på 1.900 meter.
Startsted på toppen: Tag op til stationen Rettenbachjoch og fortsæt op med Schwarze Schneid 2 eller Karleskogl. Her starter turen i 3.248 meters højde. Og skituren stopper først, når højdemåleren står på 1.370 meter.

Kan du ikke vente til du kommer derned kan du tage turen her:


6. Spis overlækker mad på Gampe Thay 

Snyd ikke jer selv for et besøg på bjergrestauranten Gampe Thay, der ligger på piste 11. Stedet bestyres af Jakob og Daniela Prantl, som sætter en ære i at bruge helt lokale råvarer og tilberede det selv fra bunden. De serverer forrygende mad. Det er også muligt at komme derop om aftenen med taxi.

7. Tag en skidag i Obergurgl/Hochgurgl

Kender du allerede skiområdet i Sölden, eller er du typen, der elsker nye eventyr hver dag, bør du tage en skidag i Obergurgl/Hochgurgl, hvor liftkortet også gælder til. Skiløbet ligger mellem 2.000 og 3.000 meters højde, og her er fabelagtigt flot. Fra restauranten Hohen Mut Alm i 2.670 meter kan du kigge ud over ikke færre end 21 gletschere. Et endnu mere spektakulært – 360 graders - udsigtspunkt får du fra toprestauranten Mountain Star Hochgurgl, som er en cirkulær restaurant i 3.084 meters højde.

Her et billede fra Obergurgl / Hochgurgl området, bygningen til højre er Hohe Mut Alm, hvor du virkelig også kan få god mad.

8. Prøv skimountaineering

Ja, det koster ekstra at leje skitouring/randonné-udstyr. Og det er noget hårdere end alpint skiløb. Men her i Ötztal burde du og dine medrejsende gå sammen, leje en bjergguide og prøve kræfter med disciplinen. Ved at ase sig langsomt op gennem det alpine landskab og væk fra lifterne, finder man ikke bare spektakulære syn. Man finder også en endeløs stilhed og ro. Og så byder turen nedad gerne på fantastisk offpiste-kørsel.
Det er i dette område, at den klassiske Vent Loop Trail går. Det er en hård femdages rundtur på touringski, hvor man starter i Vent og kommer igennem noget af Tyrols flotteste og mest krævende landskab. Undervejs kommer man over flere +3.000 meter bjerge – bl.a. Similaun (3.606 meter), Finailspitze (3.514 meter), Weißkugel (3.739 meter), Fluchtkogel (3.500 meter) og Wildspitze (3.774 meter).

9. Tag på afterski i den gamle liftstation

Ud af Söldens mange værtshuse og barer er Weinfassl en af de absolut hyggeligste. Baren ligger i et lille stenhus, der engang tjente som dalstation for en godstransport-lift - lige ved Giggijochbanen og ved Hotel Liebe Sonne. Altså helt i centrum. Der er kun fire stole og en vintønde, der tjener som bord i midten. Her er stenvægge, gammelt træværk og en varm kakkelovn. Så vi snakker ikke afterski på den store, østrigske klinge her. Men ren hygge. Og midt i den lille bar står ejeren Aga altid klar med en lille lokalproduceret snaps.

10. Sölden Party hver fredag

Lyder det overhelehovedet ikke hyggeligt at stå og hænge i et gammelt stenhus, kan du om fredagen klokken 14 sørge for at være tilstede i Funzonen ved Giggijoch stationen langt oppe over byen. Her holdes der nemlig Sölden Party fra 14-16.30. Og det går ikke stille for sig, når DJ’en lader rytmerne hamre ud over området, og hundredevis af unge mennesker i skitøj danser rundt i sneen.

11. Bonus-must-see: The Big 3

Når du har stået på taget af ICE Q, har du allerede nakket den første af de såkaldte Big 3 i Sölden – nemlig udsigtstoppe over 3.000 meter.
Den anden er Tiefenbachkogl i 3,250 meters højde. Her kan du gå ud på en glasbelagt bro, der rager 20 meter ud over en gigantisk gletscher. Her kan du se Tyrols højeste bjerg, Wildspitze.


For at nå den tredje top, skal du tage med liften op til Schwarze Schneid og gå 90 højdemeter (max tyve minutters gang fra gondolens topstation) op til en platformen, hvor der står en obelisk. Heroppe – i 3.340 meters højde - kan du i klart vejr se hundrede kilometer og et hav af +3,000 meters toppe. Lige fra Dolomitterne i syd og til Tysklands højeste bjerg, Zugspitze i nord. Se pistekort fra Sölden her.

Vi har tidligere besøgt Sölden en del gange, både på en efterårs skiferie, testede gletscherne, en forlænget weekend i området mv. Find flere artikler fra vores besøg i Sölden her.

Del de gode tips med vennerne og familien her:

Udgivet af: Jesper Svennum

Fakta om Sölden
Skiområdet: 1377-3250 m.o.h.
Byen: 1377 m.o.h.

141 pister i alt
45 km blå
73 km rød
23 km sort

Lifter: 33 stk. / 61.000 pers/time

Slæbelifter: 9
Tog/baner: 3
Stolelifter: 19
Kabinelifter: 2

Mere om skiferie i Sölden

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen