10 ting du skal opleve i Trysil

10 ting du skal opleve i Trysil

Skisport.dk giver 10 insider tips til oplevelser for børn, unge, voksne og ældre. Læs om de flotte fakkeloptog, 100 km langrend samt hvor du finder de bedste vafler. Stor Trysil guide.

Kun ca. 9 timers kørsel fra København finder du Trysil, som byder på 71 km pister, områder for alle niveauer, snegaranti og et utroligt børnevenligt miljø - hvad mere kan man ønske sig?

Nøgleordet i Trysil, er hygge. Her er der plads til alle, området er familievenligt, men giver også mulighed for rigtigt fint skiløb. Det oplagte valg i Trysil er at bo i hytter, især fordi de efter en god dag på ski giver plads til fællesskab, aftenstemning og familiehygge. Læs om 10 ting du bare skal opleve i Trysil.

1. Vafler på Knettsetra

På Knettsetra, en af områdets restauranter, finder du en lille hyggelig hytte, som huser vaffelstuen. Især på en af de kolde dage, er det fantastisk at træde ind i den lille hytte, med duften af vafler og varm kakao i næsen, mens du lægger de våde og kolde handsker til tørre foran ilden i den åbne pejs. Her kan du få en tiltrængt og hyggelig pause, mens du lader op til nye eventyr på ski. Det er både let at komme til og fra Knettsetra, og der løber blå løjper både fra og til.


De dejlige vafler er lette at komme til på ski

2. Morgenski

Fra den 4. februar til og med den 15. april har du muligheden for at nyde de sorte pister i Høgegga (næsten) for dig selv i hele to timer. Følelsen af den nypræparerede sne og de sorte pister uden en eneste forkert bule er tæt på paradis.

Det er hver onsdag og lørdag, koster 220 norske for voksne, 160 for unge og 80 for børn. Og så er der inkluderet en fantastisk morgenmad på Knettsetra i prisen. Den eneste ulempe er, at man skal stå klar ved liften klokken syv, men det er altså ikke svært at hive sig selv ud af sengen, når man ved, hvad der venter!


For sådan en udsigt, kan man godt stå tidligt op

3. Eksperten

Eksperten er - især for Norges standard - en af de sortere pister, der findes. Men har du mod på det, er det helt klart oplevelsen værd! Den har en hældning på 44/45 grader, og rundt om den præparerede piste findes også fantastiske muligheder for off-piste – med nogenlunde samme hældning, på en powder dag er det næsten et must!

Foto: Ola Matsson

Eksperten er et "must" hvis du er i Trysil og vil udfordres lidt

4. Grill i en af de udendørs/indendørs hytter

I Norge – som i de fleste skisportsområder – er priserne i restauranterne langt fra studievenlige, og er man interesseret i at spare lidt på omkostningerne for frokost, er der flere hytter i området, som netop er tilegnet dem, som blot ønsker at spise deres medbragte mad. Flere steder rundt omkring i området er der også mulighed for at grille, og på en af de varme forårsdage, er der mulighed for at slikke et par solstråler mens du sidder med en varm og ny grillet pølse og en kold øl – det kan kun anbefales!

5. Parkerne

Er du eller dine børn lidt interesseret i det der med at lave tricks og hoppe? Så er Trysils parker helt klart også et besøg værd. De findes i forskellige sværhedsgrader, så hele familien kan være med, og der er rig mulighed for at øve sig. Den grønne bane er for nybegyndere og helt fantastisk til de første forsøg. Blåparken er lige det sværere, men stadig designet, så alle kan være med, med nemme rails og hop.

Selve Parken Trysil er derimod for de lidt mere øvede og ender i Trysils største hop Night’n. Herudover har Trysil masser af muligheder for skovløb. De stier, der går gennem skoven, løber som oftest langs pisterne, og der er derfor rig mulighed for at lade børnene boltre sig, mens I løber og nyder pisternes bredde.



Der er parks til alle niveauer

6. Fantastiske transportløjper

I Trysil findes der helt fantastiske muligheder for at løbe på ski direkte fra og til din bolig. Det gør bare oplevelsen lidt sjovere, at man, når lifterne lukker, lige har det ekstra stykke at mærke sneen under skiene, og der er ikke noget bedre end at træde direkte ud af skiene og skistøvlerne ind i den varme hytte. Er I flere afsted sammen – men bor forskellige steder i området - kan I også være heldige at kunne løbe fra den ene hytte til den anden. Især på en stjerneklar aften er det næsten helt magisk.



Aftenerne i Trysil kan være fantastiske

7. Aftenski – med fakler

Ikke nok med at Trysil har morgenski, de har også aftenski. Her bliver pisterne ved Turistcenteret og Høyfjellscenteret oplyst med projektører, og det giver dig mulighed for at nyde sneen helt til klokken 20.00. Det foregår tirsdag, fredag og søndag og koster gratis, så længe du har skipas. Især i de rigtig mørke vintermåneder giver det en fantastisk effekt med de oplyste pister i mørket, og fra toppen af pisten kan man se de mange lys fra husene i hele Trysil by. Herudover er der hver tirsdag til og med uge 12 ski-fakkeloptog klokken 20 på 15’eren ved Turistcenteret.


Det er hyggeligt at køre på pisten og kigge ud over de små hytter i Trysil, som er fyldt med lys

8. Jul i Trysil

Har man muligheden, bør man unde sig selv at fejre jul i Trysil. Ikke nok med, at man er garanteret hvid jul, så findes der ikke meget, der er mere idyllisk eller julet end en norsk træhytte. At kunne stå på ski juleaften er i sig selv en gave, men da lifterne lukker ved en 14-tiden, har man også mulighed for at køre ned til den smukke hvide kirke, der ligger nede i selve Trysil by og opleve gudstjenesten her.

Kirken er som taget ud af et juleeventyr, som den ligger der i sneen, og billedet fuldendes yderligere, når mange af de unge møder op i deres smukke nationaldragter.



Forestil dig at fejre jul i sådan en hytte her

9. Laaven, Loftet og Sagbruket

Er I klar på lidt ekstra fest, efter lifterne er lukket, er det her I skal søge hen: Laaven er til daglig restaurant, men bliver om aftenen lavet om til en klub. Loftet er også en klub, mens Sagbruket er en bar. Især i weekenderne kan der være godt gang i den, men stederne lukker tidligere, end vi er vant til her i Danmark, og barpriserne er mere pebrede, end mange vil være med til. Alligevel er det en oplevelse, og er du i Trysil juleferien over, kan du være heldig at støde ind i Kjempen fra Trysil, også kaldet 2-10 – den taler dansk og elsker øl.

10. Langrend

I Trysil er mulighederne for langrend rigtig gode. Her finder du 100 km løjper i fjeldet i fantastisk smukke omgivelser. En lille del af dem er også oplyst, og det er helt klart en tur værd. Så selv om I har nogle inkarnerede langrendsløbere med – eller bare kan lide at veksle lidt, har Trysil noget godt at byde på.

Ps. Trysil er virkelig børnevenligt


Selv de voksne kan være børn i Trysil

Så det er bare afsted: De ca. 9 timers kørsel fra København foregår på fine veje – motorvej næsten hele vejen.

Læs mere om skiferie i Trysil her, hvor du kan se pistekort, webcams, snestatistik, rejser og meget mere.



Udgivet af: Nanna Vedel-Hertz

Fakta om Trysil
Skiområdet: 350-1100 m.o.h.
Byen: 360 m.o.h.

65 pister i alt
20 stk.
17 stk.
17 stk.
11 stk.

Lifter: 32 stk. / 35.200 pers/time

Slæbelifter: 17
Stolelifter: 6

Mere om skiferie i Trysil

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen