De 10 bedste off-piste områder i verden

De 10 bedste off-piste områder i verden

Hvor skal man tage hen for at få det mest fantastiske freeride skiløb? Hvor er der mest snesikkert? Her er vores bud, i alle sværhedsgrader. Læs med og slå dig løs i verdens fedeste off-pister!

Kæmpe drops, skulderdyp puddersne, tree line runs og randonée. Du vil gerne det hele - og vi bringer dig her områder, der har det hele. Ved hjælp af denne liste kan du udvælge dit næste backcountry-target, så du kan få endnu bedre oplevelse som off-piste skiløber, hvad enten du bestræber stenhård is, store drops, enormt stejle ruter eller 15 meter årligt snefald.

10. Serre Chevalier, Frankrig

Serre Chevalier er en af de største skisportssteder i Frankrig og Europa. Serre Chevalier dækker over intet mindre end 410 hektar af pister beliggende i højder på mellem 1200 og 2800 meter. Området er for alle; begyndere til eksperter. Selve området er beliggende i de franske alper og er en lang sydvendt dal mellem Col du Lautaret og Briançon med flere landsbyer spredt langs vejen – både inkarneret af modernitet og det traditionelt idylliske. Selve dalen er placeret på kanten af Ecrins National Park. Noget af det magiske ved Serre Chevalier er de højtliggende nordsider, der med god snekvalitet kan danne rammerne om ubeskrivelige freeride oplevelser. En anden stor fordel ved Serre Chevalier er også, at de forholdsvis let kan tilgå nært beliggende områder La Grave og Montgenèvere, som er ganske magiske med henblik på backcountry skiløb.


Højtliggende nordsider og god snekvalitet kan danne rammerne om ubeskriveligt freeride

Fra Serre Chevalier eller La Grave, er det muligt at kombinere off-piste ski og ski touring tilgængeligt direkte fra lifterne. Gode eksempler kunne være: Dômes de Monetier passagen, nordkorridoren af Rocher Bouchard, touring Rateau af Enfetchores og så videre. 

9. Val d´Isère (Tignes), Frankrig

Som personerne bag resortet udtaler: ”Det er en kærlighedshistorie mellem mennesket og bjerget; et betagende møde i en 10.000 hektar legeplads dækket af nyfalden pulversne”. Val d'Isère er en del af området Espace Killy og har et stort udvalg af freeride muligheder, som du kan udforske og nyde. Med de forskellige skiområder i Val d'Isère har hver enkelt noget helt unikt at byde på for freeride skiløbere. Ydermere er der et stort terræn af afmærkede freerideruter, som er perfekt til dem, der påskønner dette. Hvis du en dag vælger at tage til Val d’Isere, så skal du gøre dig selv den tjeneste at tage følgende fem ruter:

  • The Le Fornet Trees: Tag La Fornet gondolen op og vælg en af de utallige pudderprægede forrest trails. 
  • Le Tour du Charvet: På bagsiden af Grand Pré stoleliften og rundt om Charvet nedfarten til Machet dalen finder du en perfekt opvarmende freeriderute. 
  • Le Grand Vallon: Fra toppen af gondolen i Le Fornet skal du tage den ganske lange træklift op. 
  • Le Col Pers: Tag til toppen af Le Fornet gletscheren og tag ’the red roches’ ruten indtil den svinger til venstre. Herfra skal dreje lige op mod punktet mellem de to tinder. Derfra skal du gå 100 meter til Le Fornets prægtige udsyn. Derfra er det noget af det bedste powder, du har prøvet.  
  • The Pisteurs’ Couloir: Navnet stammer fra rygtet om, at det kun er ski patroll, der kan køre denne rute. Den har alt, hvad en god freeride tur skal indeholde; du skal hike, den er stejl, svær og meget skræmmende. Du når ruten ved at hike til toppen af Rocher du Charvet fra toppen af Grand Pré stolelift, og derfra skal du slide eller gå langs med toppen indtil du når starten på The Pisteurs’ Coloir. 

Den frygtindgydende Piste de Colouir, Val d´Isère

    8. Verbier, Schweiz

    Verbier er kendt for sit smukke og udfordrende freeride terræn. Resortet ligger i den schweiziske Valais-region og er en del af ’4 Vallées’. Freerideområdets højeste punkt er Mont-Fort (3330 m). Når det kommer til freeride er Verbier en af de mest berømte områder i alperne. Dette er primært grundet dets utallige ruter og mange muligheder over det omfattende område. Området råder over mange imponerende faces, herunder Bec des Rosses (+500 meter lodret fald). Blandt andet grundet førnævnte, er Verbier anerkendt som noget af det mest tekniske og mest krævende terræn, hvilket har medført at Freeride World Tour Swatch Xtreme 2016 blev afholdt i Verbier.

    7.  La Grave, Frankrig

    Tag til La Grave og bliv charmeret af det høje og upatruljerede bjerg La Grave, gletscheren LA Meije – 3986 m / 1500 m. Denne fremtidige pudderlegeplads er et af de største skiområder i Europa. Snowlegend, som styrer området, benytter bjergguider hvis ekspertviden har kreeret nogle af de bedste freerideruter med uforglemmelige nedkørsler i dyb pulversne. Snowlegend er meget passioneret omkring både freeride, couloirs, trail lines, snowboard, splitboard og snowkite! Det er vigtigt at understrege, at La Grave er for de dedikerede. La Grave har ingen pister eller afmærkede ruter. Der er en enkelt kabinelift, der transporterer gæsterne til 3200 meter. Fra toppen er der ingen nem vej ned, og man er advaret om, at man fortsætter på egen risiko – og de mener det. 


    Tag til La Grave og bliv charmeret af det høje og upatruljerede bjerg

    6. Chamonix, Frankrig

    Chamonix er verdenskendt for områdets freeride-muligheder. Mont Blanc, som er alpernes højeste og Europas næsthøjeste bjerg, tilbyder sublime freeride runs direkte fra liften med et ufatteligt betagende udsyn. Hvis du besøger området, skal du gøre dig selv den tjeneste at tage enten Vallée Blanche, Pas de Chevre, Glacier de Thule eller Glacier de Rognon. Men der er mange flere ruter med fede lines og mange kilometers markeret og umarkeret freerideterræn. Noget af det som gør Chamonix så unikt er højden. Det er et meget højtliggende område (op til 3842 meter). Dette betyder, at området har en meget lang sæson og er meget snesikkert. Chamonix anses af flere som værende Europas off-piste mekka. I vores optik ligger det i tæt konkurrence med Arlberg-områderne i Østrig. Der er ingen tvivl om, at de høje steder med massive lodrette skrænter, ofte dækket med is, er kendt i hele verden for skiløb som off-piste klassiker. Netop grundet førnævnte kan området virke brutalt for de, som ikke er så vant til freeride. Hertil kan henvises til Aravis, Valle d'Aoste og schweiziske Rhone Valley. 


    Sublime freeride runs med et ufatteligt betagende udsyn, og så er det snesikkert!

    5. The Arlberg, Østrig

    St. Anton og generelt hele Arlberg skiområdet er det sted, hvor du vil finde noget af de bedste, hvis ikke det bedste, off-piste skiløb i alperne og i Europa. Der er enorme mængder backcountry terræn - herunder højtliggende skiruter, smalle skakter, tree lines, couloirs og skjulte dale med skulderdyb pulverskiløb langt fra skilifterne. Jeg tror, at alle dem med en freeride dedikation er helt enige om, at St. Anton hvert fald er Østrigs bedste sted, hvilket gør det til et absolut vigtighedskriterie på din freeride bucket list. Vi anbefaler, at du som minimum er en skiløber af middelniveau, da du derved får maksimalt ud af din oplevelse. Hvis du ligeledes ønsker et vildt natteliv og verdens bedste afterski, så er St. Anton stedet for dig. 


    Med dit Arlberg liftkort er det muligt for dig at tilgå de sammenhængende områder Christoph, Stuben, Lech, Zürs og mange flere. Til fælles har de, at de er inkarneret af freeride. Ski Arlberg, som omfatter skiområderne i St. Anton, St. Christoph, Stuben, Zürs, Lech, Oberlech, Schröcken og Warth investerer til den kommende vinter (2017) nemlig i hele tre nye lifter, så alle områderne kan nås på ski. Den mest bemærkelsesværdige af de nye lifter er en ny 10 personers kabinelift mellem Stuben/Rauz og Zürs, der tilbagelægger 1.8 kilometer på knap 6 minutter, og har en kapacitet på 2.400 personer i timen. Dette betyder samlet 305 kilometer pister og 87 lifter. Arlberg rummer stejle skrænter, dyb pulversne og så mange tree-lines, at vi sjældent har set det før. Resortet udfordrer dig praktisk talt til at bevæge dig langt forbi de markerede pister og gå på eventyr. Der er utrolig mange virksomheder, der arrangerer fantastisk guidede ture og hvis du har kapitalen, så er St. Anton et af de eneste områder i Østrig, hvor du kan heli-boarde. 

    4. Kicking Horse, Canada

    Freeriders elsker Kicking Horse. Det er et af de få backcountry resorts med vidt åbne pulverfaces. Du kan droppe direkte ind i Bowl Over og Crystal Bowl direkte fra toppen af gondolen og Stairway stoleliften. Kicking Horse er det fjerde højest beliggende område i Nordamerika. Området er kendt for sit dybe champagne pulver og det enorme snefald. Der er ski-in og ski-out over alt beliggende i fantastisk maleriske omgivelser. Kicking Horse leverer fremragende pulverskiløb blot en kort gåtur fra lifterne. Kicking Horse yder som det et af få resorts i Nordamerika på markerede freeride ruter, der kan og bør fremkalde mental terror. Terminator Peak er omkring 20 minutters hike fra toppen af Golden Eagle Express. Netop fra toppen af denne højderyg kan du få adgang til ekspert-linjer uden lige. Disse dobbelt-sorte ruter ligger inden for områdets grænser, men der skal dog tages stort hensyn til klipper og afveje.


    Husk sikkerhedsudstyret når du besøger Kicking Horse, Canada

    3. Jackson Hole, USA

    Jackson Hole, Wyoming, er et nordamerikansk skiområde, der brillerer. Området ligger midt i ingenting, men er et decideret freeride paradis for ski- og snowboard professionelle, såsom Travis Rice, der er opvokset her. Området går under navnet ”The Big One”, hvilket stammer fra de store vertikale skrænter og det enorme område at køre ski på – både frontside og backside. Området har et ry for at være hårdt og udfordrende, hvilket tiltrækker mange lokale og internationale hardcore riders. Men tager sporvognsliften op ad bakken fyldt med ligesindede dedikerede og spændte freerideskiløbere, og man spotter med det samme én ting; tree lines, pulverbelagte dale og lodrette skrænter. Jackson Hole har nogle af det mest udfordrende og sjoveste træterræn. I Jackson Hole er selv alle Cat-runs markeret som middel sværhedsgrad; ikke fordi at de er stejle, men fordi du ikke ved, hvor du potentielt ender op, hvis du følger en forkert rute. Og når der står ’cliff’ i Jackson Hole, så menes det. Som Travis Rice engang har sagt det ”Jackson har det bedste freeride i hele Nordamerika. Det er fantastisk og smukt. Det er ikke kun bjergene: Jackson har en unik lokation og vejrklima, og der er et helt fantastisk samfund her”. 


    Klæd dig godt på til en tur i Jackson Hole!

    2. Whistler Blackcomb, Canada

    Whistler Blackcomb er ren og skær powder-himmel, når det dumper med nysne, hvilket det tit gør i det nordvestlige stillehavsklima. Der er naturlige dale, kløfte, og colouirs over begge bjerge, hvor der begge steder er helt magiske tree lines – både markeret og ikke markeret. Hele Harmony området er vildt fedt med direkte adgang til alt indenfor freeridens verden – lige fra Symphony stoleliften, eller Glacier gondolen på Blackcomb. Whistler Blackcomb har noget for alle niveauer, men området er fuldstændig sublimt til eksperterne. Primært det stejle terræn findes på Whistler, men nogle af de vildeste ruter findes på Blackcomb. Der er både på Whistler og Blackcomb mulighed for noget af det vildeste backcountry skiløb og pulversne, hvis man hiker ud. Ydermere er der super fede muligheder for heliskiing. Whistler Blackcomb er og bliver en af de bedste freerideområder i verden, som enhver entusiast må og skal opleve! 


    1. Niseko, Japan

    Number one. Niseko United er officielt Japans bedste resort beliggende i Hokkaido, 2,5 times kørsel fra Chitose lufthavn. Niseko er en del af et stort sammenhængende område mellem Grand Hirafu, Hanazono, Niseko Village og An’nupuri. Førnævnte er det mest snesikre og mest snefaldende område i hele verden med et gennemsnitligt snefald på omkring +15 meter. Japan bugner af idylliske treelines, vulkaner og dybere puddersne, end du nogensinde kunne drømme om. Terrænet er af uendelige muligheder med åbne pudderbowls, træer og kløfter. Du kan køre så langt du vil – desto længere du er villig til at hike. Puddersne så langt øjet rækker, naturlige kilder at bade i, lækker sushi og et fantastisk skieventyr i den smukke skov er, hvad der ventes på øen Hokkaido. Der kan skrives nok så meget, men jeg tror, at alle freeriders fanger, hvor jeg vil hen. Dette er magisk, og lavinefaren er langt lavere end i de vestlige destinationer grundet bjergenes beliggenhed. Naturligvis er dette også omkostningsfuldt, men hvor er det dog hver en øre værd!


    Før du kører off-piste, så sørg altid for at have styr på nedenstående:

    • Hyr en professionel off-pisteguide.
    • Tag et kursus i lavinesikkerhed og lær alle nødvendige teknikker. Der findes både online og fysiske kurser, hvoraf vi naturligvis anbefaler sidstnævnte. 
    • Tjek vejret og lavineprognoserne for destinationen og følg eksperternes råd til fulde. 
    • Aldrig ignorer råd fra lokale bjergguider eller andre, hvis der rådes at følge en sikker vej, at holde en bestemt afstand eller køre i større grupper. 
    • Planlæg din rute nøjagtigt og hav altid en escape-route, hvis tingene går galt. 
    • Fastsæt din bipper ordentligt og glem aldrig at tænde den. Tjek at signalet virker, og sørg for at have alt det nødvendige sikkerhedsudstyr (bipper, sonde, skovl etc). Placer aldrig din bipper i rygsækken, medmindre det kun er den, du ønsker at redde. 
    • KØR ALDRIG ALENE!


    Læs også: 

    Off-piste tur med Militærets hemmelige lifter

    Helikopter skiløb i Usbekistan - herretur i off-pisten


    Denne liste er vores bud på 10 af de bedste off-piste steder i verden. Der er mange andre steder som konkurrerer benhårdt og alle steder afhænger af de samme parametre, nemlig: sne, vind, vejr, rejsekammerater og meget mere. 

    Udgivet af: Johan Toft-Nielsen

    Find tilbud på skirejser

    Gå til toppen