Januar-udsalg: Over 100 skihjelme nedsat ⛷️
Sommerskiløb i Tignes Frankrig

Sommerskiløb i Tignes Frankrig

- Ferie med et utal af aktivitetsmuligheder

Er det ikke bare noget hårdt is at stå på? Er det ikke kun for eksperter? Er det ikke dyrt? Svaret er 3 gange nej.

Skisport.dk har testet sommerskiløb på Grande Motte gletscheren i Tignes. Tignes er i vinterhalvåret skimæssigt forbundet med Val d´Isere og hører til et af Europas bedste skisportssteder.

Der er mulighed for at tage en hel uge færdigpakket med bus, ophold i lejlighed og liftkort. Eller man kan nøjes med et par dage i sneen hvis man selv kører og kombinerer opholdet med den mere traditionelle sommerferie i Sydfrankrig eller Norditalien.

Foto: andyparant.com

Skiløbet på Grande Motte gletscheren

Gletscherskiløb er for a-mennesker. Sneen er god hele formiddagen, så for at få fuld valuta for pengene er det op i skiområdet når lifterne åbner kl.7.15. Om morgenen er sneen frosset og pisterne er relativt hårde, men efterhånden som solen får mere magt bliver pisterne blødere og blødere for ved 13-tiden at være en stor gang slush-ice. Turen fra byen som ligger i 2100 meters højde sker med det underjordiske skitog, funiclairen som på 6-8 minutter bringer dig direkte op på den store panoramaterrasse i 3.016 metershøjde. Her finder man også områdets restaurant og cafeteria som er åben hele dagen og oplagt til en velfortjent frokost efter dagens strabadser i sneen.

Der er nu mulighed for at tage kabineliften det sidste stykke til toppen af skiområdet i 3.500 meters højde. Grande Motte er 3656 meter høj, men liften går ikke helt til toppen.

Tager du turen helt helt til den nederste åbne lift herfra er højdeforskellen 750 meter, altså et ganske betragteligt stykke. Der findes 8 lifter i området, to af disse er dog dobbeltlifte som går parallelt. Lifterne giver adgang til blå, røde og sorte pister, ligesom der er en meget stor funpark med spring, rails og halfpipes til de mere vovede skiløbere og snowboardere.

De blå pister ligger placeret på plateauet der ligger når man kommer op med skitoget og her kan begyndere og letøvede prøve kræfter med sneen på ganske overkommelige pister. Der er mulighed for skiskole, og med de mange andreaktivitetsmuligheder der findes ved siden af skiløbet, er her en oplagt mulighed for at førstegangsskiløbere kan prøve kræfter med sneen uden at ferien kun skal handle om ski og sne.

Foto: Jean-Marc Favre

Efter skiløbet er der adgang til 50 aktiviteter med liftkortet

Vi stod på ski indtil kl. 12.30 hvorefter vi alt efter vind og vejr nød en sodavand på solterrassen på bjerget eller tog liften ned til byen for atgive os i kast med nogle af de mange andre aktiviteter som Tignes byder på (liftkortet giver adgang til brug af mere end 50 forskellige aktiviteter og faciliteter). Inden da lavede vi enten selv frokost, nød en sandwich eller lignende på "torvet foran bageren" som var "danskernes" foretrukne mødested. Vi beskriver nu nogle af ugens øvrige aktiviteter....

Foto: TristanShu.com

Golf for begyndere og rutineret golfspillere

På ankomstdagen, lørdag tog vi en runde mid-golf som kan spilles af alle. Deter en 9 hullers par 3 bane. På denne bane er der 40-70 meter fra teested til hullet som er placeret på en plastik green. Er du rutineret golfspiller er dette ikke at sammenligne, så skal du i stedet tage den "rigtige" golfbane. Men har du ikke prøvet golf tidligere, kan du her få en lille smagsprøve på, hvorfor så mange er bidt af at jagte en lille gul 45 grams bold rundt i flere timer weekend efter weekend.

Tignes har Europas højst beliggende 18 hullers golfbane. Efter dagens skiløb havde jeg sat en af de medrejsende stævne til 18 hullers golf på den meget kuperede golfbane. Til mit held havde jeg fået allieret mig med en caddie til at bære min golfbag. Selve banen er utrolig smuk. Greens og fairways er naturligvis ikke i samme stand som de findes på den spanske solkyst, men banen er bestemt en runde værd. Fantastisk udsigt, vandløb, søer og klipper giver en enestående oplevelse. Hul 7 er et kort par 4 hul hvor højdeforskellen er større end længden fra teested til hul...
Greenkeeperen havde fået hvad man må kalde uønsket hjælp af et utal af murmeldyr, som boede i jord- og klippehuller omkring banen. Det var ikke noget der generede spillet men såmænd blot et smil på læben, når man dybt koncentreret med øjnene på golfbolden kan skimte et murmeldyr stikke hovedet op 2 meter foran en. Du kan selv medbringe dit udstyr, men der er også mulighed for at leje det på banen. Der er mulighed for at deltage i ugeskoler på banen og få pudset spillet af.

Foto: TristanShu.com

Vand- og ekstremsport i Tignes

I hjertet af Tignes er den store sø Tignes Le Lac med smeltevand fra gletscheren og sneklatterne der stadig ligger spredt på bjerget. Her er der mulighed for at vandcykle, sejle kano og kajak eller øve spring på flere af de skihop der er bygget ud over søen. Så vis liftkortet, pak en sandwich og godt med drikkevarer og solcreme og sejl ud på søen og nyd en storslået udsigt på bjerge, sne og vanvittige spring ud i søen. Vi valgte at prøve kræfter med en Hobie Cat, en katamaran med sejl og mulighed for godt med fart ved rigtig betjening.... Vinden var ganske svag og vi drev stille og roligt fra den ene side af søen til den anden, men så skete det pludselige vejrskift som Alperne kan byde på. Himlen blev fuldstændig sort, vinden tog til og i løbet af 2-3 minutter var vi bjerget i land af  stedets ansatte i en motorbåd. 5-10 minutter efter var vinden så kraftig at bådene der var fortøjret i vandkanten kæntrede, store hoppepudder blæste gennemluften. Vejret der er noget helt specielt i Alperne, fik vi for første gang at opleve.

Foto: Greg Mistral


Der er mange muligheder for at dyrke ekstremsport i forbindelse med de store mængder smeltevand der strømmer ned fra bjergene. Eksempelvis Rafting, Canoe-Raft og Canyoing. Skisport.dk´s udsendte har tidligere prøvet kræfter med disse aktiviteter og denne gang skulle Hydro-speed afprøves. Hydro-speed foregår iført våddragt, redningsvest, styrthjelm og svømmefødder. Dertil udleveres "Hydroen" som mest af alt minder om spidsen på en båd lavet i flamingo. Nu venter 8 kilometers rivendeflod med brusende fald og klipper. En fantastisk, men også meget ekstrem, oplevelse som bestemt kan anbefales såfremt du er god til at svømme og i god kondition. Med på turen følger flodguide som fortæller og instruerer inden turen, samt guider gruppen med håndtegn på turen ned ad floden.

Foto: andyparant.com

Mountainbike og øvrige aktiviteter

Udover lifterne i forbindelse med selve gletscheren kører yderligere to lifter i området. Disse kan medtage mountainbikes og fodgængere der vil op i bjergene og cykle eller vandre. Det er i Tignes man finder Nåleøjet som James Bond sprang igennem på ski i filmen A view to a kill fra 1985. En lifttur op og en god spadseretur så kan det også opleves. Der er også mulighed for at prøve mountainbikes. Disse er ikke inkluderet i liftkortet og blev lejet på stedet. Herefter gik det op med liften og en spændende tur ned for at ende i Brevieres i 1.550 meters højde. Nogle valgte her taxien som guiderne havde arrangeret hjem, mens vi valgte at fortsætte på cyklerne hjem... Resultat: Ekstra regning for leje af cyklerne fordi vi var så langsomme. Taxien hjem havde været billigere ;-)

Foto: Tristan Shu

Ovenstående var blot de aktiviteter som Skisport.dk´s udsendte kunne nå at deltage i. Tignes byder på mange andre aktiviteter mange inkluderet i Sportplus kortet som købes sammen med liftkortet, resten mod betaling. Eksempler er 4-hjulede motorcykler, vandring i bjergene, isklatring, besøg i gletschergrotten, en tur i swimmingpoolen og meget mere.

Det franske køkken og nattelivet

Frankrig er kendt for god mad og vin, og selv om Tignes bære præg af ikke at være fyldt med skiturister er der dog alligevel mulighed for at besøge spændende restauranter i byen. Så snyd ikke dig selv for en aften med det franske køkken og nyd nogle franske retter. Fra den mere almene fondue eller til de lidt mere vovede frølår eller snegle...
Er man til fest og farver er der også muligheder, der findes en hel del bare og diskoteker i Tignes, men de bærer præg af, at alle skal tidligt op og nyde sneen samt at antallet af gæster langt fra er i den størrelsesorden som man finder om vinteren.

Praktisk omkring sommerski

Husk at vejret kan være meget omskifteligt, medbring rygsæk med ekstra tøj, skibriller og masser af solcreme. Solen er ekstrem stærk i 3.000 metershøjde, og du skal nok få din ration sol i løbet af en uge på stedet. Prisen for en uges ophold i lejlighed inkl. liftkort og Sportplus kortet der giver adgang til mere end 50 aktiviteter og transport i bus starter ved kr.3.590,-


 - Se alle områder du kan stå på ski i om sommeren her -


Skisport.dk rejste med Østergaard´ernes Ski & Rejser til Frankrig.

Relaterede artikler:
På ski om sommeren

Udgivet af: Rasmus Skov

Fakta om Tignes
Skiområdet: 1550-3450 m.o.h.
Byen: 2100 m.o.h.

155 pister i alt
22 stk.
68 stk.
39 stk.
26 stk.

Lifter: 112 stk. / 135.000 pers/time

Slæbelifter: 39
Tog/baner: 6
Stolelifter: 48
Kabinelifter: 10

Mere om skiferie i Tignes

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen