Helikopter skiløb i Usbekistan - herretur i offpisten
Skiferien denne gang skulle være lidt mere end almindelig.
”Er min jagt på den ultimative skitur gået for vidt?”, tænkte Skisport.dk’s udsendte, da han havde placeret sig i cargorummet på den tidligere sovjetiske helikopter. Få måneder forinden havde en annonce på Skisport.dk lokket ham og broren på årets mandetur, og de besluttede sig før at skiferien denne gang skulle være lidt mere end almindelig – nemlig heliskiing!
På toppen
Det startede en decemberdag i forlængelse af en julefrokost. Min nevø var stadig så lille at han lå i lift, og alt tydede på, at der ikke blev til en skiferie med brormand denne vinter. Men så bød åbningen sig, da hun sagde… ”Jamen, I kan da bare tage en herretur”.
Som sagt så gjort og 14 dage senere var der booket rejse til Usbekistan! Valget havde været lidt tilfældigt - en reklame på www.skisport.dk havde fået vores øjne rettet mod det centralasiatiske land.
Lige fra første sekund, og med kun 5 uger til afrejsen var spændingen stor. Det var også først da vi havde vores visum i hånden ganske få dage før afgang, at vi var helt sikre på at alt var på plads.
Vi lagde os i slipstrømmen på militærflyene med retning mod Afghanistan, men landede dog før grænsen - Usbekistan grænser nemlig op til Afghanistan i syd. Derudover er det ikke et af de lande der klinger af skiløb, som de fleste kender det.Andre nabolande er Kasakhstan i nord, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan i øst - alle tidligere sovjetrepublikker.
Det var da også i tidligere sovjetiske helikoptere at den ultimative pudderjagt skulle gøres… men inden vi stod på toppen, var der lige en dagsrejse, en grænsekontrol og meget andet, der skulle forceres.
Det giver syre i benene
Vi har ikke tilladelse fra Tashkent…
Med en flyverute via Istanbul i Tyrkiet var vi efter ca. 20 timers rejse fremme på hotellet, som ligger ved Charvak vandreservoiret. "Chorvoq Oromgohi" – ”Hotel de tre pyramider” er stort hotelkompleks beliggende direkte med strand ned til søen, der har en omkreds på 70 km.Et populært turistmål om sommeren, men om vinteren er her dog mere øde. Udover den gruppe vi rejste med på i alt 9 personer, var der mere personale end gæster i området.
Hotellet set fra helikopter
Hotellet ligger 890 meter over havets overflade og efter en omgang morgenmad og checkin på værelserne var det tid til at inspicere helikopteren.Helikopteren er parkeret på landingsbanen et par hundrede meter fra hotellet og er en "MI-8" helikopter. Typen kan have 24 personer ombord inklusiv de 3 besætningsmedlemmer, to skiguider og lavineguiden.
Lavineguiden Albert
Skuffelsen var dog stor da vi også hen på eftermiddagen måtte konstatere, at vejrforholdene havde gjort det umuligt at flyve et par dage, og at søndagen allerede var erklæret for uegnet til flyvning fra flyvetjenesten i hovedstaden Tashkent. Af sikkerhedsmæssige årsager skal der nemlig være godt vejr hele vejen til Tashkent, så man i tilfælde af problemer med helikopteren kan sende en anden helikopter ud til gruppen. Meget fornuftigt, men også frustrerende når det eneste man har i hovedet er puddersne…
Skiområdet Beldersay – tilbage til 60’erne
Gruppens deltagere blev hurtigt enige om at takke ja til den lokale guides tilbud om at bruge søndagen på en tur til skiområdet Beldersay. For selvom vi ikke havde skænket det en tanke, at vi skulle bruge en lift under vores ophold var det trods alt mere spændende end de 12 kanaler på TV´et. Køreturen til Beldersay var på 30 minutter - forholdsvis kort tid sammenlignet med liftturen som var på 28 minutter for et løft på 400 meter op i terrænet (til sammenligning vil det tage helikopteren under et minut). Efter et par ture og en gang frokost ved bussen blev vi dog enige om at tage tilbage til hotellet, dog med stop ved en lokal købmand, hvor der blev provianteret lidt. Skiområdet Beldersay var en oplevelse, ikke ski-mæssigt, men simpelthen fordi man følte sig sat tilbage til 60´erne.Forløsningen – udsigten fra 3.309 meters højde
Det var fortsat ikke sikkert om vi kunne komme i luften mandag, så stemningen var trykket. Mandag morgen var alle klar i ført udstyr, lavinebippere, rygsække med sonder og skovle samt hjelm og rygskjold. Klokken 10 kom forløsningen - Tashkent meddeler ”der må flyves ”.
Helikopteren pakkes
Adrenalinen pumpede under de ca. 10 minutters flyvning op mod det højeste punkt i området ”Big Chimgan” beliggende i 3.309 meters højde over havet. Da vi er sprunget ud af helikopteren og stilheden melder sig efter at helikopteren var forsvundet i horisonten, kan vi blot nyde udsigten og mærke benene, der ryster lidt under os.
Med os har vi to skiguider og en lavineekspert, som kører forrest. Via radio frigiver de det ene hang efter det andet til guiderne som - med en forrest og en bagerst - sender os af sted én efter en, og sørger for at alle får mulighed for at sætte de første spor på nogle hang.
Jihaa
Helikopteren arbejdede eksklusivt for os. Det betød, at den ventede i bunden eller hentede os, hvis ikke vi ramte der hvor den var landet. Det oplevede vi en enkelt gang på mandagens 5 løft, som alle var på mellem 1.300-1.600 højdemeter og bød på nysne fra 20-100 cm.
Man bliver ”høj” af heliskiing! Det var gruppen enige om, da vi sidst på eftermiddagen landede tilbage ved hotellet. I løbet af dagen havde vi klaret 7.500 højdemeters skiløb, og for fleres vedkommende havde fået debut med heliskiing.
Skisport.dk´s glade udsendinge
Hvis bare man kunne bestemme vejret
Allerede mandag aften får vi at vide at vejrudsigterne er dårlige, og at tirsdag kan blive vores 2. og sidste skidag fra helikopter - et nyt uvejr var på vej.Vi flyver tidligt afsted tirsdag og kl. 17.40 lander vi i solnedgangen ved hotellet efter at have tilbagelagt mere end 10.000 højdemeter. På turen havde vi diskuteret med de 3 besætningsmedlemmer om, hvorvidt vi kunne nå den sidste tur. Det kunne vi, selvom et par trætte deltagere måtte melde pas og blive i helikopteren, mens vi andre sprang ud.
Skiene ville mere og mere, gruppen kendte hinanden bedre og bedre, og dagens skiløb bliver ikke glemt foreløbig. Selvom vi havde trænet en del inden turen overraskede dag 2. Konditionen var simpelthen ikke optimal når der skulle tilbageligges så mange højdemeter. Men hvilken dag, og også afslutning på 2 dages heliskiing hvor vi nåede næsten 20.000 højdemeter fordelt fra de 4 forskellige bjergtoppe, vi blev sat af på.
Picnic ved helikopteren
Uovertruffen service
Onsdagen stod på dårligt vejr, og onsdag aften var udsigterne for perioden frem til fredag så sikre på dårligt vejr, at guide og buschauffør tilbød gruppen at lave om i planerne, så vi kunne opleve byen Samarqand. Den ligger 6 timers kørsel væk og tidligt torsdag morgen var der afgang fra Chimgan området. Men inden da festmiddag og indtagelse af gruppens fælles indkøbte får – ja du læste rigtigt...Vi skal da have Heli-Sheep…
Mandag aften foreslog guiden, at vi fulgte en tradition der var skabt på disse ture - at indkøbe et levende får fra en lokal bonde. Et får der i sommermånederne havde græsset i de bjerge, vi havde fløjet rundt i. Gruppens deltagere smed hver 20 US-dollars og beslutningen var en realitet.Indkøbet sørgede guide og buscauffør for, og fåret blev udvalgt blandt 6 lokale bønder, da det skulle opfylde helt særlige kriterier i forhold til den mad, det havde fået i opvæksten. Det skulle være sort, og så skulle det være sundt og raskt.
Fåret, der i dette tilfælde hed Kuchkar, blev indkøbt i den lokale landsby for derefter at blev slagtet og tilberedt efter en helt speciel opskrift. Lang stegetid og konstant opsyn fra en af de lokale skulle sikre at temperaturen i ovnen var, som den skulle være.
Fåret blev fundet - 20 kg vejede det ved indkøbet, og det skulle fint række til de 10 deltagere på turen samt de medfølgende guides og chaufføren. Det gjorde det, og festligt var det bestemt også da det blev præsenteret onsdag aften sammen med vodka og andet tilbehør.
Fåret var det eneste mad for egen regning - rejsen indbefattede alle måltider og drikkevarer i form af vodka, vin og juice. Øl og sodavand var dog for egen regning, men det kostede til gengæld ikke alverden.
Så er der får...
Maden, glem alt om karbonader og pasta
Det Usbekiske køkken byder på spændende mad, ikke mindst den nationale ret ”Pilaf”, som er en ris og kød blanding og som fås tre dage i ugen i Usbekistan. Af andre specielle retter smagte vi ”chuchvara”, som er en suppe med kød indbagt som ravioli, samt ”manti” som er kage med lækkert fyld.Vi startede dagen med morgenmad i form af bl.a. pandekager, pølser, kogte og spejlede æg. Efter skiløbet var der eftermiddags-the med søde boller, tørrede abrikoser og mandler.Der var naturligvis også picnic på bjerget som bestod af kaffe, the, boullion, brød, pølse, ost, chokolader m.m.
Oplevelse for livet
Minderne fra turen varer længere end årets normale skirejser. Når jagten på den ultimative pudder sættes ind og det findes, er målene med turen nået. Men hvad med prisen for sådan en tur? Vi havde booket et færdigt arrangement med rejse fra København via Istanbul og videre til Tashkent.Samlet pris 23.000 pr. person inkl. helpension (vi rejste med Penguin Travel). Hertil kom udgiften til visum (60 US-dollars) og transport af ski (750,-/par på udrejsen, slap gratis med hjemad).